Command Palette

Search for a command to run...

Beskatning af fri bil - Hovedanpartshaver - Kørselsmønster - Ligningslovens § 9 B, stk. 3

Dato

27. maj 2015

Hoved Emner

Indkomstarter

Eksterne links

Læs hele sagen

Under Emner

Fri bil, Rådighedsbeskatning, Hovedanpartshaver, Erhvervsmæssig kørsel, Privat kørsel, Bevisbyrde, Kørselsmønster

Sagen omhandlede beskatning af fri bil for en hovedanpartshaver i et selskab, der specialiserer sig i reparation af veje. Klageren, som også er direktør, udfører administrative opgaver fra sin bopælsadresse, der også er selskabets adresse. Selskabet anskaffede en personbil (BMW 325 I Cabriolet) på hvide plader, som klageren oplyste udelukkende blev anvendt til erhvervsmæssig kørsel. Klagerens ægtefælle ejer en privat bil, som klageren lejlighedsvis anvendte til erhvervsmæssig kørsel, når træk var nødvendigt, og modtog skattefri befordringsgodtgørelse herfor.

SKATs argumentation

SKAT anså klageren for skattepligtig af værdien af fri bil for indkomstårene 2009 og 2010. SKATs begrundelse var, at der var adressesammenfald mellem selskabet og klagerens bopæl, hvilket skaber en formodning om privat rådighed over firmabilen. SKAT fremhævede, at der ikke var ført kørebog for firmabilen, og at der stilles skærpede krav til dokumentation for hovedanpartshavere grundet interessefællesskab. SKAT argumenterede desuden for, at klagerens kørselsmønster ikke faldt ind under formodningsreglen i Ligningsloven § 9 B, stk. 3, da klageren også havde administrative opgaver, og antallet af kundebesøg ikke var tilstrækkeligt til at opfylde kriteriet om "mange forskellige arbejdspladser". SKAT fastholdt, at Ligningsloven § 9 B, stk. 3 alene omhandler kørsel mellem hjem og arbejde og ikke den generelle formodning om privat rådighed for hovedaktionærer.

Klagerens argumentation

Klageren påstod, at han ikke var skattepligtig af fri bil, da bilen ikke havde været til rådighed for privat kørsel. Han anførte, at firmabilen var valgt ud fra et erhvervsmæssigt behov (behagelig til mange kilometer, plads til kunder) og ikke var egnet til familiens brug (5 personer, trangt bagsæde, ingen barnesæde installeret). Klageren henviste til, at familiens kørselsbehov var begrænset, og at ægtefællen primært cyklede til arbejde. Klageren argumenterede for, at hans kørselsmønster med kontinuerligt skiftende arbejdspladser faldt ind under formodningsreglen i Ligningsloven § 9 B, stk. 3, hvilket skulle afkræfte rådighedsformodningen uden krav om kørebog. Han henviste til en tidligere Landsskatteretskendelse (journal nr. 12-0189410) med lignende omstændigheder, hvor en hovedanpartshaver ikke blev beskattet af fri bil. Klageren fremlagde desuden en elektronisk kørebog for en senere periode (fra august 2011), der angiveligt dokumenterede udelukkende erhvervsmæssig kørsel.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af fri bil for klageren for indkomstårene 2009 og 2010.

Retten henviste til Ligningsloven § 16, stk. 1 og 4 og Statsskatteloven § 4, der fastslår, at værdien af fri benyttelse af andres biler skal medregnes i den skattepligtige indkomst, og at det er selve rådigheden over bilen, der beskattes, ikke omfanget af den private brug.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

  • Formodningsregel for hovedanpartshavere: Når en hovedanpartshaver har råderet over en firmabil, der er placeret på privatadressen om natten, er der en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel. Det påhviler hovedanpartshaveren at sandsynliggøre, at han er afskåret fra at bruge bilen privat.
  • Adressesammenfald: Selskabets administration foregik på klagerens bopælsadresse, hvilket understøtter formodningen om privat rådighed.
  • Anvendelse af ægtefællens bil: Klageren havde i betydeligt omfang anvendt ægtefællens private bil til erhvervsmæssig kørsel, mens firmabilen stod på bopælen. Dette medførte en formodning om, at firmabilen var til rådighed for klagerens ægtefælle i disse perioder. Der var ikke fremlagt oplysninger om ægtefællens private kørsel eller en erklæring om, at klageren ikke måtte anvende firmabilen privat.
  • Ligningsloven § 9 B, stk. 3: Retten fastslog, at denne bestemmelse udelukkende omhandler, hvornår kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig. Den ændrer ikke på den generelle formodning om, at en firmabil er stillet til rådighed for privat kørsel, hvis skatteyderen i øvrigt anvender den privat.

Landsskatteretten fandt, at uanset om klageren måtte antages at have haft så mange skiftende arbejdspladser, at hans kørsel mellem hjem og arbejde kunne anses for erhvervsmæssig efter Ligningsloven § 9 B, stk. 3, havde han ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at firmabilen ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. Klageren var derfor skattepligtig af værdien af fri bil efter Ligningsloven § 16, stk. 4.

Lignende afgørelser