Fradrag for renteudgifter ved sameje efter skilsmisse – manglende dokumentation for uerholdeligt regreskrav

Sagen omhandler klagerens anmodning om fuldt fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2010 og 2011 vedrørende en fast ejendom, som han ejer i sameje med sin tidligere ægtefælle. Klageren og hans tidligere ægtefælle blev skilt i juli 2010, men ejendommen er ikke solgt og er nu udlejet. Klageren har afholdt alle udgifter til lån på huset siden august 2010.

SKAT har kun godkendt fradrag for halvdelen af renteudgifterne. SKATs afgørelse bygger på, at renteudgifter medregnes hos den ægtefælle, der hæfter for gælden, uanset hvem der betaler, jf. Kildeskatteloven § 24a. En anden fordeling kræver ifølge praksis en skriftlig aftale mellem parterne, eller at et regreskrav er anset for uerholdeligt. Da det ikke var dokumenteret, at kravet om betaling var fremsat over for den tidligere ægtefælle, skulle rentefradraget følge hæftelsen, jf. også Ligningsloven § 5.

Klagerens repræsentant påstod, at klageren skulle have fradrag for samtlige renteudgifter, da han har betalt dem alle og forgæves har forsøgt at få den tidligere ægtefælle til at betale sin del, hvorfor fordringen er uerholdelig. Der blev henvist til Landsskatterettens kendelse SKM2003.451 som støtte for, at fradrag kan godkendes, når et regreskrav er uerholdeligt. Klageren argumenterede for, at da han har betalt samtlige forfaldne renter, bør han kunne oppebære hele fradraget herfor.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Renter af gæld er fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, litra e. Det er en betingelse for fradrag, at den skatteyder, der foretager fradraget, hæfter for gælden. For to ejere af en fast ejendom sker beskatning i henhold til de underliggende civilretlige forhold, hvorefter rentefradrag følger ejer- og hæftelsesforholdene.

I tilfælde, hvor begge ejere er solidarisk hæftende debitorer, er de som udgangspunkt begge forpligtigede over for kreditor efter reglerne i Gældsbrevsloven § 2, stk. 1. I overensstemmelse med princippet i Gældsbrevsloven § 2, stk. 2 er det skatteretlige udgangspunkt rentefradragets ligedeling mellem parterne. I praksis er det dog accepteret, at der ved aftale mellem debitorerne kan ske en forskydning af hæftelsen mellem debitorerne med den konsekvens, at rentefradraget forskydes tilsvarende.

Landsskatteretten har i SKM2003.451 godkendt fradrag for samtlige renteudgifter, som en skatteyder hæftede solidarisk for sammen med sin tidligere ægtefælle. Fradraget er godkendt på baggrund af, at skatteyderens regreskrav mod den tidligere ægtefælle vedrørende betalte renter måtte anses for uerholdeligt henset til den fraseparerede ægtefælles økonomiske forhold.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at klageren og hans tidligere ægtefælle har indgået en aftale om at forskyde hæftelsen mellem sig. Klagerens tidligere ægtefælle vil ifølge det anførte ikke betale sin del af renteudgifterne, og hun agter angiveligt at flytte til Tyrkiet. Som dokumentation for, at regreskravet er uerholdeligt, er fremlagt en korrespondance med klagerens tidligere ægtefælle. Det fremlagte udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at klagerens regreskrav mod den tidligere ægtefælle er uerholdeligt. Det er således ikke godtgjort, at betalingen endeligt påhviler klageren.

Klageren er derfor kun berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende ejendommen. Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse for indkomstårene 2010 og 2011.