Genoptagelse af skatteansættelse tilladt: Spørgsmål om rette indkomstmodtager ved drift af virksomhed

Sagen omhandler en klagers anmodning om ordinær genoptagelse af indkomstansættelsen for 2010, hvor SKAT havde afvist at ændre ansættelsen af overskud fra en enkeltmandsvirksomhed. Klageren havde oprettet virksomheden i sit navn, men hævdede, at det var hendes ægtefælle, der reelt drev virksomheden og modtog indkomsten. Klageren modtog revalideringsydelse i 2010 og var under uddannelse, gravid og i behandling for PTSD, hvilket ifølge hende umuliggjorde aktiv deltagelse i virksomhedsdriften.

SKAT afviste genoptagelse med den begrundelse, at klageren og hendes ægtefælle ikke opfyldte betingelserne for fordeling af virksomhedsoverskud mellem ægtefæller, da de ikke var samlevende og sambeskattet ved årets udgang. Ægtefællen var udrejst af Danmark i august 2010 som følge af et afslag på familiesammenføring, og parret blev skilt i september 2010.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at klageren ikke var den "rette indkomstmodtager" af virksomhedens overskud, da ægtefællen var den reelle driftsherre, der indgik aftaler, udførte arbejdet og forestod fakturering. Dette princip, kendt som "træet og frugterne", indebærer, at den, der de facto udøver den erhvervsmæssige aktivitet, skal beskattes af indkomsten. Der blev henvist til retspraksis, herunder TfS 2003.168 og LSR 14-2797508, der understøtter, at "realitet" har forrang for "formalitet" i spørgsmål om rette indkomstmodtager.

Alternativt argumenterede repræsentanten for, at reglerne om overførsel af overskud til medarbejdende ægtefælle i Kildeskatteloven § 25 A, stk. 3 skulle finde anvendelse. Selvom ægtefællerne ikke var samlevende ved årets udgang, blev det anført, at samlivsophøret ikke var frivilligt, men tvungent som følge af ægtefællens udvisning. Praksis og Den juridiske vejledning, afsnit C.A.8.4.1.2, indikerer, at væsentlighedskriteriet for medarbejdende ægtefæller kan være opfyldt, selvom virksomheden kun drives en del af året, eller hvis ægteskabet er indgået/ophørt i løbet af året, forudsat væsentlig medvirken i den relevante periode. Det blev fremført, at ægtefællerne de facto var samlevende og gift på tidspunktet for virksomhedens ophør den 31. august 2010, hvilket burde muliggøre overførsel af overskuddet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2010 blev modtaget den 3. januar 2013, hvilket var inden for den ordinære ansættelsesfrist den 1. maj 2014, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.

Retten henviste til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, litra 1 om skattepligt for personer med bopæl i Danmark. Reglerne for ægtefællebeskatning og samlivsophør findes i Kildeskatteloven § 4. Ifølge Kildeskatteloven § 4, stk. 3 anses samlivet for ophørt ved separation eller skilsmisse, og ifølge Kildeskatteloven § 4, stk. 6 ved skattepligtens bortfald. Da klagerens ægtefælle forlod Danmark den 5. august 2010, ophørte hans skattepligt her.

Vedrørende fordeling af indkomst i erhvervsvirksomhed mellem ægtefæller fastslår Kildeskatteloven § 25 A, stk. 1, at indkomsten medregnes hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Kildeskatteloven § 25 A, stk. 6 indeholder en undtagelse, hvorefter indkomst fra virksomheden indtil samlivets ophør medregnes hos den ægtefælle, der i overvejende grad har drevet virksomheden, hvis samlivet er ophørt af anden grund end en ægtefælles død. Da samlivet mellem klageren og ægtefællen ophørte ved hans tvungne fraflytning den 5. august 2010, fandt Landsskatteretten, at undtagelsesbestemmelsen i Kildeskatteloven § 25 A, stk. 6 var aktuel.

Landsskatteretten fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren havde overladt driften af den selvstændige virksomhed til sin ægtefælle. Dette blev begrundet med klagerens personlige forhold, herunder sygdomsforløb, revalidering, skoleuddannelse, graviditet og barsel, samt virksomhedens korte eksistens og ophør i nær tilknytning til ægtefællens fraflytning og inden skilsmissen.

Landsskatteretten konkluderede, at klageren havde fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde en ændring af skatteansættelsen. Landsskatteretten pålagde derfor SKAT at genoptage skatteansættelsen for 2010.