Fradrag for erstatning i selskabstømmersag godkendt efter genoptagelse

Sagen omhandler en interessent i en revisionsvirksomhed, der i første omgang blev nægtet fradrag for sin andel af en erstatningsudbetaling på 6.498 kr. i indkomståret 2000. Erstatningen var betalt i forbindelse med selskabstømmersager, hvor revisionsvirksomheden havde rådgivet sælgerne.

Oprindeligt stadfæstede Landsskatteretten skattemyndighedernes afgørelse med den begrundelse, at rådgivningen lå uden for rammerne af normal revisionsvirksomhed og derfor ikke udgjorde en normal driftsrisiko. Dette var baseret på en tolkning af Højesterets "Thrane-dom" (TfS 1999.897 H), hvor rådgivernes adfærd blev anset for at have tilsidesat skattevæsenets interesser på en uforsvarlig måde.

Sagen blev dog genoptaget efter anmodning fra klageren med henvisning til en nyere Højesteretsdom (SKM2012.353.HR). Denne dom fastslog, at erstatningsbetalinger i selskabstømmersager kan være fradragsberettigede som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, hvis rådgiverens adfærd kan karakteriseres som simpel uagtsomhed og falder inden for den normale forretningsmæssige drift.

Landsskatterettens afgørelse

Efter genoptagelse af sagen ændrede Landsskatteretten sin oprindelige afgørelse og godkendte fradraget på 6.498 kr. for indkomståret 2000.

Genoptagelsen skete på baggrund af klagerens anmodning, som henviste til Højesterets dom af 1. juni 2012 (SKM2012.353.HR). Denne dom ændrede praksis for fradragsret for erstatninger betalt af rådgivere i selskabstømmersager.

Landsskatteretten lagde vægt på SKATs styresignal SKM2012.733.SKAT, som blev udstedt som følge af Højesteretsdommen. Styresignalet fastlægger, at der skal foretages en konkret vurdering, og at fradrag kan godkendes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

• Rådgiverens adfærd falder inden for normalområdet for forretningsmæssig drift.
• Adfærden kan højst betegnes som simpel uagtsom.
• Tabet er et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med virksomheden.

I den genoptagne sag udtalte SKAT, at klagerens indkomst burde nedsættes i overensstemmelse med den nye praksis. Landsskatteretten fulgte denne indstilling og Højesterets præjudikat og gav klageren fuldt medhold i, at erstatningsudgiften var fradragsberettiget som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.