Beskatning af fri bolig for foreningsformand – Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

Sagen omhandler spørgsmålet, om formanden for [forening1] skal beskattes af en bolig, der er stillet til rådighed af foreningen til overnatning i forbindelse med foreningsaktiviteter og møder i [by1]. Formanden, der er bosat i [by2], modtog et vederlag på 25.000 kr. pr. måned for sit arbejde som formand og konsulent for foreningen. Foreningen havde fremlejet en 1-værelseslejlighed i [by1] til formandens overnatning, idet dette blev anset for billigere end hotelovernatninger. Lejligheden blev brugt 2-4 gange om ugen på hverdage i perioden 2012 til 1. december 2013.

SKAT afgjorde, at formanden skulle beskattes af den frie bolig, idet de fandt, at hans stilling som formand ikke kunne anses for midlertidig, og at arbejdsstedet i [by1] var fast. SKAT henviste til Ligningsloven § 16, stk. 1 om beskatning af fri bolig og Ligningsloven § 9a vedrørende rejseudgifter, og konkluderede, at udgifter til logi i [by1] måtte anses for en privat udgift.

Klageren og dennes repræsentant gjorde gældende, at SKAT havde misforstået situationen. De argumenterede for, at formanden ikke havde et fast arbejdssted på foreningens landskontor i [by1], men udførte sin funktion med udgangspunkt i sit hjem i [by2]. De fremhævede, at formanden var generalforsamlingsvalgt og ikke en ansat funktionær, og at hans vederlag ikke var en almindelig løn, men en kompensation for nedgang i indtægt efter opsigelse af sin tidligere stilling. De anførte, at lejligheden alene var til overnatning og ikke en helårsbolig i den forstand, som Ligningsloven § 16 er møntet på. Klageren mente, at der var tale om refusion af rejseudgifter, som det er almindeligt for landsdækkende organisationer med formænd bosat i provinsen, og at formålet var at spare udgifter, ikke at forgylde formanden.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse med stemmeflertal, således at det stillede spørgsmål blev besvaret med "Nej".

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte, at klageren, som formand for foreningen siden 2002, havde opsagt sin stilling som viceskoleinspektør i 2009 for udelukkende at arbejde for foreningen på fuld tid mod en månedsløn på 25.000 kr. plus feriepenge. Klageren, der var bosiddende i [by2], fik stillet en møbleret 1-værelseslejlighed i [by1] til rådighed af foreningen, som han benyttede 2-4 gange om ugen i perioden 2012 til december 2013.

Det blev lagt til grund, at klageren udover sit formandshverv også fungerede som konsulent for foreningen, hvilket omfattede opgaver som rådgivning, understøttelse og inspiration af lokalafdelinger, opstart og opfølgning af nye lokalafdelinger, samt udvikling af foreningskurser, oplæg og undervisning. Denne konsulentfunktion udgjorde 50 % af klagerens samlede arbejde for foreningen. Desuden deltog klageren i løbende møder med foreningens generalsekretær og i månedlige sekretariatsmøder, og han var ansvarlig for foreningens interne nyhedsbrev.

På baggrund af disse oplysninger vurderede flertallet, at klageren ikke udelukkende var tilknyttet foreningen som formand, men også som ansat i en konsulentstilling med arbejdssted i foreningens hovedkontor i [by1]. Selvom frikøbsaftalen var tidsbegrænset til to år ad gangen, blev ansættelsesforholdet reelt anset for tidsubegrænset, da aftalen kunne forlænges og var blevet det to gange. Da klagerens arbejde under frikøbsordningen og lejeaftalen ophørte ved udgangen af 2013, fandt flertallet, at klageren skulle beskattes af værdien af den frie bolig i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16, stk. 3.

Et retsmedlem udtalte en mindretalsopfattelse, hvor det blev anført, at oprettelsen af konsulentstillingen var begrundet i en øget arbejdsbyrde for foreningen, og at konsulentstillingen var en fiktiv stillingsbetegnelse, der alene havde til formål at holde foreningens udgifter så lave som muligt. Dette retsmedlem voterede derfor for, at det stillede spørgsmål skulle besvares med "Ja".