Befordringsfradrag - Kronisk Sygdom - Diabetes - Ligningslovens § 9 D

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren var berettiget til et særligt befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9D som følge af en kronisk sygdom (diabetes type 1).

Klageren, der var socialrådgiver i [by1] Kommune og bosiddende i [by2], havde en daglig transport på 2 x 124 km. Klageren anførte, at offentlig transport ville medføre en rejsetid på cirka tre timer hver vej, hvilket kunne give problemer med store svingninger i blodsukkerniveauet, hvis tog eller bus var aflyst eller forsinket. Klageren fik konstateret diabetes 1 i 1999 og skulle indtage insulin fem gange dagligt i forbindelse med regelmæssige måltider.

Klageren fremlagde to erklæringer fra en overlæge, der anbefalede kørsel i egen bil, da dette skønnedes nødvendigt for at overholde en nogenlunde normal døgnrytme og måltidsindtagelse, hvilket var essentielt for behandlingen af type 1 diabetes.

SKAT og Skatteankenævnet stadfæstede afgørelserne om at begrænse befordringsfradraget, da de ikke fandt det godtgjort, at det var nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter til transport på grund af sygdom. De henviste til, at lægeerklæringerne alene dokumenterede, at det var hensigtsmæssigt, ikke nødvendigt, at transporten foregik i egen bil, og henviste til Vestre Landsrets dom SKM2005.75.VLR.

Klageren fastholdt sin påstand om fradrag efter Ligningsloven § 9D og henviste til overlægens udtalelse om, at det var "essentielt og nødvendigt" at transportere sig i egen bil.

Fradragsbeløb i sagen

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for både 2010 og 2011, hvilket betød, at klageren ikke blev anset for berettiget til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9D, stk. 1.

Retten lagde vægt på følgende:

• Det var ikke godtgjort, at klageren havde haft særlige udgifter til befordring som følge af sin kroniske sygdom (diabetes type 1), og at disse udgifter dermed var nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vestre Landsrets dom SKM2005.75.VLR.
• Selvom klageren oplyste, at problemer med rettidig indtag af insulin kunne opstå ved forsinkelser/aflysninger af offentlig transport, fandt retten, at klageren kunne imødegå sådanne situationer på anden måde end ved daglig kørsel i egen bil.
• Overlægens anbefalinger om kørsel i egen bil var baseret på opretholdelsen af en "nogenlunde normal dagrytme", hvilket retten fandt var muligt i normaltilfældet, selv ved brug af offentlig transport.

Landsskatteretten fandt således, at klagerens anmodning om ændring af befordringsfradraget for 2010 med rette ikke var imødekommet, og at det selvangivne befordringsfradrag for 2011 med rette var nedsat.