Afgørelse om afgiftspligt ved dækning af rådgiverudgifter i forbindelse med salg af unoterede aktier fra pensionskasse

Sagen omhandlede spørgsmålet, om udgifter til advokat og konsulent i forbindelse med salg af unoterede aktier fra en pensionskasse kunne hæves på pensionsdepotet uden at udløse en afgift på 60 %.

Klageren solgte i marts 2012 sine unoterede aktier i [virksomhed1] A/S fra sin pensionskasse i [finans1] A/S. I forbindelse med salget afholdt klageren rådgiveromkostninger på i alt 216.250 kr. til en konsulent ([virksomhed3] A/S) og en advokat ([virksomhed4]).

SKAT afviste, at udgifterne kunne hæves afgiftsfrit. SKAT henviste til Pensionsbeskatningsloven § 29, stk. 1, som fastsætter en afgift på 60 % af visse engangsudbetalinger fra pensionsordninger. SKAT anerkendte visse undtagelser i praksis, som beskrevet i Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.10.2.2.4.4, herunder:

• Betaling af handelsomkostninger (kurtage) ved handel med værdipapirer i individuelt depot.
• Betaling af handelsomkostninger eller løbende administrationsgebyr vedrørende puljeindlån.
• Anvendelse af midler fra kontantkontoen i forbindelse med pengeinstituttets rådgivning vedrørende køb og salg af værdipapirer i individuelt depot.
• Gebyrer ved overførsel af rate- og kapitalpensionskonti.
• Gebyrer for rådgivning og porteføljepleje ydet af et fondsmæglerselskab vedrørende en præcist angivet pensionskonto (siden 1. januar 2000).

SKAT fremhævede dog, at udbetaling fra en pensionskonto til betaling for rådgivning ydet af et rådgivningsfirma eller lignende anses for en afgiftspligtig udbetaling. SKAT henviste desuden til, at privatpersoner ikke har fradrag for formueforvaltningsudgifter, jf. Ligningsloven § 17c, og at udgifter til advokat- og revisorbistand ved aktieafståelse normalt ikke kan fratrækkes afståelsessummen, jf. SKM2007.775.HR.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at rådgivningsomkostningerne skulle debiteres pensionskontoen afgiftsfrit. Klageren henviste til Skatteministeriets udtalelse i TfS 1992, 42 DEP (også TfS 1992, 61 DEP), som klageren mente gav generel adgang til afgiftsfri hævning for individuel rådgivning ved køb og salg af værdipapirer i individuelt depot. Klageren argumenterede for, at Den Juridiske Vejlednings indskrænkende fortolkning var konkurrenceforvridende og i modstrid med Skatteministeriets udtalelse.

Klageren anførte endvidere, at praksisændringen i TfS 1999, 862, der udvidede adgangen til fondsmæglerselskaber, bekræftede, at det var hensigten at omfatte alle kompetente rådgivere. Det blev også fremført, at lovændringen i 2005, der muliggjorde placering af unoterede aktier i pensionsdepoter, gjorde transaktioner mere rådgivningskrævende, og at praksis derfor burde finde analog anvendelse på udgifter til konsulenter og advokater. Klageren mente, at SKATs fortolkning var forkert, da den ikke tog højde for denne udvikling og skabte konkurrenceforvridning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at udgifter til rådgivere i forbindelse med salg af unoterede aktier fra en pensionskasse ikke kan hæves afgiftsfrit fra pensionsdepotet. Afgørelsen blev begrundet med følgende:

• Skattedepartementets afgørelse af 10. december 1991 (TfS 1992, 42 DEP) blev truffet før muligheden for at placere unoterede aktier i pensionsdepoter (muliggjort ved lov nr. 423 af 6. juni 2005).
• Afgørelsen fra 1991 indeholdt ikke en generel adgang til afgiftsfri anvendelse af pensionsmidler til rådgivningsgebyrer vedrørende køb og salg af værdipapirer.
• Skatteministeriets redegørelse af 20. september 1999 (TfS 1999, 862) bekræftede, at det var en praksisændring, der gjorde det muligt for fondsmæglerselskaber at debitere gebyrer for rådgivning og porteføljepleje afgiftsfrit, i lighed med banker. Dette indikerer, at en sådan adgang ikke var generel for alle rådgivere.
• De omhandlede udgifter til rådgiver ved salg af unoterede aktier var væsentligt større end de typiske gebyrer for rådgivning og porteføljepleje, som banker og fondsmæglerselskaber opkræver, og var derfor ikke umiddelbart sammenlignelige.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at klagerens udgifter til rådgiver i forbindelse med salg af aktierne ikke kunne hæves på pensionsdepotkontoen uden afgiftsmæssige konsekvenser for klageren, jf. Pensionsbeskatningsloven § 29, stk. 1, modsætningsvist.