Livstidsdom for planlagt likvidering med skydevåben på åben gade

Denne sag omhandler en anke til Højesteret vedrørende strafudmålingen for et drab begået med skydevåben på et offentligt sted.

Sagens Baggrund

Tiltalte 1 blev i tidligere instanser, Retten på Frederiksberg og Østre Landsret, dømt for drab og overtrædelse af våbenlovgivningen. Drabet fandt sted den 19. november 2018 på Hejrevej i København, hvor Tiltalte 1 skød Forurettede 1 to gange i hovedet, hvilket medførte døden dagen efter. Landsretten havde fastsat straffen til fængsel på livstid, idet drabet blev karakteriseret som en nøje planlagt, grov og kynisk likvidering udført med skydevåben på åben gade.

Anke og Påstande

Tiltalte 1 ankede dommen til Højesteret med påstand om formildelse af straffen. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom. Erstatningspart 1, faderen til afdøde Forurettede 1, gentog sine påstande om yderligere erstatning og godtgørelse.

Supplerende Oplysninger

Det blev oplyst, at Tiltalte 1 tidligere var straffet for overtrædelse af Straffuldbyrdelsesloven § 110 b, stk. 1, butikstyveri og brugstyveri.

Anbringender fra Parterne

Tiltalte 1's Anbringender

Tiltalte 1 argumenterede for, at et enkelt drab før indførelsen af Straffeloven § 81 b typisk medførte en tidsbestemt straf, og at livstidsfængsel kun blev idømt under helt særlige omstændigheder. Det blev anført, at straffen, selv med anvendelse af Straffeloven § 81 b og princippet om modereret kumulation (som anvendt ved Straffeloven § 81 a), ikke burde overstige 18 år og under ingen omstændigheder 20 år. Uden anvendelse af Straffeloven § 81 b ville straffen have været 13-14 års fængsel.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden fastholdt, at straffen for drab som udgangspunkt er 12 års fængsel. Da drabet skete med skydevåben på åben gade, skulle der fastsættes en fællesstraf for drabet og overtrædelsen af Straffeloven § 192 a, som isoleret ville medføre en straf på over 2 år og 6 måneders fængsel efter strafskærpelsen i 2017. Det blev anført, at straffen uden anvendelse af Straffeloven § 81 b ville være 15-16 års fængsel og i hvert fald ikke under 14 års fængsel. Anklagemyndigheden henviste til forarbejderne til Straffeloven § 81 b, hvorefter straffen skal forhøjes med det halve i en sådan situation. Hvis straffen uden anvendelse af Straffeloven § 81 b overstiger 14 år, skal straffen fastsættes til fængsel på livstid, da den ellers ville overstige den højest mulige tidsbestemte fængselsstraf på 20 år, jf. Straffeloven § 33, stk. 2.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fastsatte straffen til fængsel på livstid for Tiltalte 1. Retten lagde vægt på, at drabet var en nøje planlagt likvidering, udført på grov og kynisk vis med skydevåben på åben gade.

Strafudmålingens Begrundelse

• Udgangspunkt for drab: Praksis fastsætter som udgangspunkt straffen for drab til fængsel i 12 år.
• Våbenbesiddelse: Besiddelse af skydevåben med ammunition på offentligt sted straffes som udgangspunkt med ubetinget fængsel i 2 år og 6 måneder i førstegangstilfælde, jf. Straffeloven § 192 a, stk. 1.
• Strafskærpelse: I henhold til Straffeloven § 81 b skal straffen forhøjes med indtil det halve, når forbrydelser begås på offentligt sted med skydevåben. Forarbejderne til bestemmelsen forudsætter en forhøjelse med det halve i situationer som den foreliggende, hvor skud afgives mod en person på åben gade.
• Modereret kumulation: Højesteret fandt, at den samlede straf for drabet og overtrædelsen af Straffeloven § 192 a, stk. 1, uden anvendelse af Straffeloven § 81 b, ville have været ikke under 15 års fængsel efter princippet om modereret kumulation.
• Livstidsfængsel: Da den forhøjede straf efter Straffeloven § 81 b overstiger grænsen for tidsbestemt fængsel på 20 år, jf. Straffeloven § 33, stk. 2, blev straffen fastsat til fængsel på livstid.

Erstatningskrav

Højesteret tiltrådte byrettens og landsrettens afgørelse om, at Erstatningspart 1 ikke var berettiget til yderligere erstatning og godtgørelse. Dette skyldes, at drabet blev begået før den 1. marts 2021, hvor en ændring af Erstatningsansvarsloven § 26 a udvidede kredsen af berettigede til godtgørelse til at omfatte efterladte forældre til voksne børn.

Tiltalte 1 skal betale sagens omkostninger for Højesteret.