Landsrettens dom om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter rygskade

En skadelidt pådrog sig i juni 2004 en rygforstrækning under et praktikophold som led i pædagoguddannelsen. Efterfølgende stoppede skadelidte uddannelsen grundet tiltagende ryggener og arbejdsprøvede i hotelbranchen, hvor hun senere blev ansat som uudannet receptionist og piccoline.

Arbejdsskadestyrelsen afslog i juli 2005 méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning. Ankestyrelsen ændrede i juni 2006 afgørelsen og tilkendte 5 procent méngodtgørelse, men fastholdt afslaget på erhvervsevnetabserstatning, da der ikke var dokumenteret et indtægtstab, og skaden ikke blev vurderet erhvervshindrende udover stærkt rygbelastende arbejde.

Sagen blev stævnet for Byretten i december 2006, hvor skadelidte gjorde gældende, at ansættelsen som piccoline med en lavere løn end en uddannet pædagog godtgjorde et indtægtstab på 25 procent. Byretten hjemviste i november 2007 sagen til Ankestyrelsen for fornyet behandling, med inddragelse af de aktuelle erhvervsmæssige forhold.

Ankestyrelsen fastholdt i februar 2008 sit afslag på erhvervsevnetabserstatning. De lagde vægt på, at arbejdsskaden ikke i væsentlig grad påvirkede skadelidtes funktionsevne eller indtjeningsevne i ethvert erhverv, og henviste til konkurrerende helbredsforhold, skadelidtes unge alder og tabsbegrænsningspligt. Sagen blev herefter indbragt for Vestre Landsret.

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. maj 2009 og frifandt Ankestyrelsen.

Landsretten fandt, at skadelidte ikke havde godtgjort, at hendes evne til at skaffe sig arbejde var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til en endelig erstatning for tab af erhvervsevne efter Arbejdsskadesikringsloven § 17.

Landsretten lagde vægt på:

• Helbredsvurderinger fra Ankestyrelsens lægekonsulenter og en udtalelse fra Retslægerådet, som konkluderede, at arbejdsskaden ikke havde påført skadelidte en væsentlig varig lidelse, der ville medføre skånebehov i ikke-rygbelastende erhverv.
• At skadelidtes helbredsgener primært var relateret til forudbestående forhold.

Skadelidte havde således ikke løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og det angivne indtægtstab, som er en forudsætning for erstatning efter Arbejdsskadesikringsloven § 12.