Momspligt ved grænsehandel med campingvogne: Afgørelse i [virksomhed1] A/S sagen

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende [virksomhed1] A/S's salg af campingvogne i perioden 1. juli 2009 til 30. juni 2010. SKAT havde pålagt selskabet at betale salgsmoms af campingvogne, der blev transporteret til en tysk samarbejdspartner for afhentning af private danske kunder. SKATs oprindelige krav var 1.067.820 kr. (25% moms), men blev senere ændret til 854.256 kr. (20% moms) efter et styresignal.

Selskabet drev en fritidsbutik med salg af campingvogne og udstyr samt et værksted. Selskabet indgik et samarbejde med en tysk samarbejdspartner, hvor danske kunder kunne købe campingvogne med tysk moms. Forretningsgangen indebar, at selskabet udarbejdede tilbud til danske kunder, som derefter udfyldte et købstilbud via den tyske partners hjemmeside. Den tyske partner sendte en forespørgsel til selskabet, som bekræftede salget, hvorefter selskabet klargjorde og transporterede campingvognen til Tyskland. Selskabet fakturerede den tyske partner uden moms, jf. Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1, og modtog i nogle tilfælde finansieringsprovision fra finansieringsselskaber, mens den tyske partner modtog et fast administrationsgebyr på 1.500 kr. pr. handel.

SKAT argumenterede for, at Danmark var leveringsstedet for transaktionerne, jf. Momsloven § 4, stk. 1 og Momsloven § 14, nr. 2, 1. pkt.. SKAT mente, at den bindende salgsaftale reelt blev indgået mellem selskabet og den danske kunde i Danmark, og at faktureringen til den tyske partner alene havde til formål at opnå momsbesparelser. SKAT henviste til, at den tyske partner ikke havde reel råderet over campingvognene og fungerede som et uselvstændigt mellemled, hvilket blev underbygget af den lave fortjeneste på 1.500 kr. pr. handel sammenlignet med selskabets avance på 13-16%. SKAT henviste til Højesterets dom i SKM2010.396.HR (den såkaldte "jetbådsag"), som præciserede retstilstanden for grænsehandelskoncepter og tilsidesatte lignende arrangementer ud fra en realitetsbetragtning.

SKAT vurderede, at selskabet ikke havde overholdt de 9 betingelser for momsfrit salg, som Skatterådet havde opstillet i SKM2006.530.SR, især vedrørende direkte aftaleindgåelse mellem den danske kunde og den tyske partner (betingelse nr. 6) og den danske forhandlers rolle i kundens henvendelse (betingelse nr. 2). SKAT afviste også, at selskabet kunne have en berettiget forventning om momsfritagelse baseret på et tidligere kontrolbesøg i 2009, da dette besøg var en udbetalingskontrol med begrænset omfang og ikke en fuld gennemgang af grænsehandelskonceptet.

Selskabet fastholdt, at det havde ageret i overensstemmelse med Skatterådets retningslinjer i SKM2006.530.SR, som skulle fortolkes i lyset af den daværende praksis og udtalelser fra skatteministre. Selskabet argumenterede for, at den danske kunde ikke opnåede råderet over campingvognen i Danmark, og at den tyske partner havde en reel risiko og rolle i handlen. Selskabet gjorde desuden gældende, at det havde en berettiget forventning om korrekt momsbehandling på baggrund af SKATs kontrol i 2009, hvor selskabets forretningsgang blev accepteret, og det alene blev påpeget, at salget skulle indberettes i rubrik B i stedet for C på momsangivelsen. Subsidiært argumenterede selskabet for, at hvis Landsskatteretten fandt, at handlen reelt var mellem selskabet og den danske kunde, skulle reglerne om fjernsalg i Momsloven § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt. anvendes, hvilket ville flytte beskatningsstedet til Tyskland og dermed fritage selskabet for dansk moms. Selskabet påpegede, at de tyske skattemyndigheder fortsat opkrævede tysk moms af disse handler, hvilket resulterede i dobbeltbeskatning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at der skulle svares dansk moms af salget af campingvognene. Retten fandt, at selskabet ud fra en realitetsbetragtning måtte anses for at have overdraget råderetten og dermed foretaget levering af de omhandlede campingvogne til de private kunder i Danmark i forbindelse med kundernes kontakt med selskabet, jf. Momsloven § 4, stk. 1 og Højesterets dom i SKM2010.396.HR.

Det blev fastslået, at leveringsstedet var i Danmark, da varen befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndtes, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 1. pkt.. Dette medførte, at selskabet skulle have opkrævet dansk moms af de danske kunder i forbindelse med salget, og da dette ikke skete, påhvilede det selskabet at indbetale momsen til SKAT.

Landsskatteretten lagde særligt vægt på følgende:

• Selskabet var kunderne behjælpelig med købstilbuddet til den tyske samarbejdspartner, herunder vedrørende eventuelt ekstraudstyr og pris for campingvognen.
• Den tyske samarbejdspartner stod herefter alene for indregistrering, udlevering og fakturering.
• Samarbejdspartneren blev anset for i realiteten at være et uselvstændigt mellemled mellem selskabet og kunden i Danmark.
• Købsaftalen, herunder aftalen om ordrens sammensætning og campingvognens pris, måtte anses for at være indgået mellem selskabet og kunden.
• Selskabet forpligtede sig over for kunden til at sørge for, at denne hos samarbejdspartneren kunne få campingvognen udleveret mod betaling af den aftalte pris.

Afvisning af selskabets anbringender

Landsskatteretten afviste selskabets anbringender om, at det kunne støtte ret på Skatterådets bindende svar i SKM2006.530.SR. Retten fandt, at betingelse nr. 2 og nr. 6 i det bindende svar ikke var opfyldt, da potentielle købere ved deres henvendelse til selskabet ikke alene fik oplysning om muligheden for at købe en campingvogn med tysk moms via den tyske samarbejdspartner, og handlen blev ikke indgået direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspartner. Dette var i overensstemmelse med Vestre Landsrets afgørelse i SKM2013.850.VLR.

Selskabets argument om berettigede forventninger blev også afvist. Retten bemærkede, at SKATs tidligere kontrolbesøg ikke havde omfattet grænsehandelskonceptet, herunder samarbejdsaftalen. Den omstændighed, at selskabet i forbindelse med en kontrol havde fået udbetalt et negativt momstilsvar, udelukkede ikke, at SKAT i forbindelse med en senere kontrol – inden for fristreglerne i skatteforvaltningsloven – kunne foretage en nærmere prøvelse. Der var ikke afgivet en positiv, klar og entydig tilkendegivelse, der kunne skabe en berettiget forventning.

Endelig afviste Landsskatteretten selskabets subsidiære anbringende om, at transaktionerne skulle behandles som fjernsalg efter Momsloven § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt.. Retten fastholdt, at leveringsstedet var i Danmark, da transporten af campingvognene til de danske kunder blev påbegyndt fra selskabet i Danmark. Reglerne om fjernsalg fandt ikke anvendelse, da både sælger og køber var hjemmehørende i Danmark.

SKAT havde selv genoptaget og ændret sin afgørelse vedrørende momsbeløbets størrelse fra 25 pct. til 20 pct. af salgsprisen, jf. SKATs afgørelse af 26. februar 2015 og styresignal SKM2014.783.SKAT. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse med denne justerede beregning.