Landsskatteretten: Afslag på fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 2008, 2009 og 2010 i henhold til Ligningsloven § 9A. Klageren, en elektriker med fast bopæl i Polen, var ansat hos en dansk virksomhed på tidsbegrænsede kontrakter. Skatteankenævnet havde godkendt fradrag for en del af 2008, men nægtet fradrag for resten af 2008 samt for 2009 og 2010.

Klageren havde selvangivet fradrag for rejseudgifter på henholdsvis 124.174 kr. (2008), 85.705 kr. (2009) og 93.950 kr. (2010). Nævnet nedsatte fradraget for 2008 til 44.920 kr. og til 0 kr. for 2009 og 2010.

Sagens baggrund og klagerens argumenter

Klageren indgik flere tidsbegrænsede ansættelsesaftaler med den samme danske virksomhed fra januar 2008 til udgangen af 2010, primært med arbejdssted i [by2], men også med perioder på skib i udlandet. Klageren forklarede, at arbejdstiden var varierende, og at han i perioder uden arbejde rejste til sin faste bopæl i Polen.

Klageren argumenterede for, at hans ansættelse var midlertidig, hvilket berettigede ham til fradrag for rejseudgifter. Han henviste til SKM 2008.853, der beskriver regelsættet i Ligningsloven § 9A og princippet om midlertidigt arbejdssted. Han fremhævede, at han kun havde fået godkendt fradrag for 3 ud af de 12 måneder, som standardsatserne tillader. Klageren fremlagde dokumentation for arbejde på et skib i [by6] og i udlandet (Polen, Estland, Holland) samt lønsedler, der viste perioder uden arbejde, som bevis for ansættelsens midlertidige karakter. Han mente, at arbejdet lå tæt på midlertidigt arbejde på fortsættende separate projekter, trods de årlige kontrakter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse for alle de påklagede år (2008, 2009 og 2010).

Retten lagde til grund, at klagerens sædvanlige bopæl i de omhandlede år var i Polen. Hovedspørgsmålet var derfor, om klagerens ansættelsessted kunne anses for midlertidigt i henhold til Ligningsloven § 9A.

Vurdering af midlertidigt arbejdssted

Ved vurderingen af, om et arbejdssted er midlertidigt, tages der hensyn til:

• Om den arbejdsopgave, der skal udføres, er midlertidig.
• Om ansættelsen er tidsbegrænset.
• Om arbejdsstedet efter sin karakter er midlertidigt.
• Om der er tale om et arbejdssted, hvor arbejdet – selv om ansættelsen er tidsbegrænset – fortsætter samme sted år efter år.

Landsskatteretten fandt, at det arbejde, klageren blev ansat til at udføre fra januar 2008, var en del af den almindelige produktion i virksomheden og ikke arbejde, der kun skulle udføres i en begrænset periode. Selvom klagerens kontrakter var tidsbegrænsede, fandt retten – ud over den første kontrakt – ikke grundlag for at anse arbejdsstedet for midlertidigt i relation til Ligningsloven § 9A, jf. også SKM 2012.699. Der forelå ingen oplysninger om baggrunden for de gentagne tidsbegrænsede ansættelser.

Specifikke forhold

• Arbejde i [by6] (2010): For så vidt angår klagerens arbejde i [by6] fra den 2. januar til den 5. marts 2010, bemærkede retten, at denne arbejdsplads ikke lå længere fra klagerens bolig i [by2], end at han måtte formodes at have overnattet der. Dette udelukkede fradragsret, selvom arbejdspladsen var midlertidig.
• Rejse 13. august - 10. september 2010: For denne rejse havde klageren ifølge sin lønseddel for perioden 13. til 26. september 2010 allerede modtaget skattefri rejsegodtgørelse og kilometerpenge. Det blev antaget, at disse beløb dækkede den rejse, klageren ønskede fradrag for, og han var derfor ikke berettiget til yderligere fradrag.

På baggrund af ovenstående blev den påklagede afgørelse stadfæstet for samtlige de påklagede år.