Beskatning af fri bolig - hovedaktionærs rådighed over selskabets ejendomme

Sagen omhandler beskatning af fri bolig for en hovedaktionær i indkomstårene 2007 og 2008, vedrørende to forskellige ejendomme: en ejerlejlighed på [adresse1] og hovedaktionærens private bebølsesejendom på [adresse2]. Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af fri bolig i begge tilfælde, og Landsskatteretten stadfæstede disse afgørelser.

Ejendommen på [adresse1]

Selskabet [virksomhed1] A/S, hvor klageren er hovedaktionær, købte ejerlejligheden på [adresse1] i 2007. Lejligheden blev primært anvendt til bebølse for klagerens børn og deres kærester, som betalte en månedlig leje på 3.000 kr. pr. person. Klagerens repræsentant forklarede, at lejligheden oprindeligt var købt med henblik på at etablere et sekundært kontor for selskabet, da det eksisterende kontor i [adresse3] havde dårlige adgangsforhold for visse klienter. På grund af bopælspligt og et ønske om uhindret adgang til ejendommens faciliteter for selskabet, blev det besluttet at udleje værelserne til klagerens børn, som var indstillet på de fleksible vilkår, herunder en dags varsel for selskabets brug af stuen til mødeaktiviteter. Stuen var indrettet med whiteboards og fladskærm til præsentationer og havde karakter af et mødelokale. SKAT besigtigede lejligheden i 2010, hvor den var under flytning og salg.

Skatteankenævnet fandt, at udlejningen til klagerens børn var at sidestille med, at lejligheden var stillet til rådighed for hovedaktionærens private anvendelse, og at klageren derfor skulle beskattes af værdien af fri rådighed efter Ligningsloven § 16, stk. 9, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 9. Der blev ikke godkendt nedslag for erhvervsmæssig anvendelse af alrummet, da det ikke udelukkende tjente erhvervsmæssige formål og fungerede som en integreret del af lejligheden. Den skattepligtige værdi blev nedsat med de faktiske lejeindtægter fra børnene.

Ejendommen på [adresse2]

Klageren havde vederlagsfrit haft bebølsesejendommen på [adresse2] til rådighed fra selskabet [virksomhed1] A/S. Klageren oplyste at anvende 50 m2 af ejendommens samlede boligareal på 240 m2 til kontor, fordelt på to værelser. Dette areal udgjorde 21 % af det samlede areal. Kontorlokalerne blev hovedsageligt anvendt som tænketank for klageren, der er beskæftiget i et kreativt erhverv, samt til mødeaktivitet. Klageren henviste til, at en arbejdsgiverkontrol i 1996/1997 havde godkendt den erhvervsmæssige andel på 21 %.

Skatteankenævnet godkendte ikke nedslag for arbejdsværelse i værdien af fri helårsbolig for 2007 og 2008. Nævnet henviste til hovedreglen om, at nedslag kun kan foretages, hvis arealerne er indrettet, så de udelukkende tjener driften af virksomheden og ikke kan benyttes til private formål. Nævnet lagde vægt på, at klagerens hovedarbejdssted fra slutningen af 2003 var flyttet til selskabets kontor i [by1], og at klageren ikke længere havde fuldtidsarbejde på bopælen. Fotos fra en besigtigelse i 2010 dokumenterede, at lokalerne ikke var uanvendelige til privat benyttelse. Nævnet afviste, at klageren kunne støtte ret på et forventningsprincip, da de faktiske forhold havde ændret sig. Beskatningen blev udregnet til 340.067 kr. for 2007 og 454.233 kr. for 2008 for hele boligen.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende [adresse1]

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om beskatning af fri bolig vedrørende ejendommen på [adresse1]. Retten fandt, at når klagerens børn havde haft lejligheden stillet til rådighed af et selskab, hvor klageren var hovedaktionær, måtte lejligheden anses for at være udlejet til børnene som følge af klagerens bestemmende indflydelse i selskabet. Klageren skulle derfor medregne værdien af rådigheden over ejerlejligheden til den skattepligtige indkomst efter Ligningsloven § 16 A, stk. 9, jf. Ligningsloven § 16, stk. 9. Den skattepligtige værdi blev nedsat med de faktiske betalinger fra børnene, da de trådte i faderens sted. Det forhold, at lejligheden delvist havde været anvendt til mødelokale for selskabet, kunne ikke føre til et andet resultat, da lokalerne ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og der dermed ikke var tale om reduktion af den frie rådighed som ved arbejdsværelse i eget hjem.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende [adresse2]

Vedrørende ejendommen på [adresse2] stadfæstede Landsskatteretten ligeledes skatteankenævnets afgørelse. Et retsmedlem fandt, at kontorerne i boligen udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt i de påklagede indkomstår, og at klageren derfor ikke skulle betale for fri rådighed over arbejdsværelserne. Dette blev begrundet med, at SKAT tidligere havde godkendt fradrag for arbejdsværelset, og at det fortsat anvendtes som hovedarbejdssted for klagerens kreative processer, samt at virksomheden i høj grad identificeredes med klageren. Dette retsmedlem mente, at beskatningen skulle reduceres med 21 %.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt dog, at klagerens hovedarbejdssted var flyttet ind til byen efter SKATs besigtigelse i 1996/97. Der kunne dermed ikke længere gives nedslag i beskatningen vedrørende arbejdsværelserne i hjemmet, da arbejdsværelserne ikke var indrettet på en sådan måde, at privat brug var udelukket. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, hvilket resulterede i en stadfæstelse af skatteankenævnets afgørelse, og dermed ingen reduktion for arbejdsværelset.