Nægtet fradrag for vareudtag og afskrivning på lejede lokaler

Sagen omhandlede et selskabs fradrag for varekøb, der af SKAT blev anset for at være udtaget til privat brug af selskabets hovedanpartshaver, samt spørgsmålet om afskrivning på indretning af lejede lokaler, som tilhørte hovedanpartshaveren. Selskabet drev café- og restaurantvirksomhed fra lokaler udlejet af hovedanpartshaveren, som også var eneanpartshaver.

SKAT havde nægtet selskabet fradrag for varekøb på 53.785 kr. i indkomståret 2010, idet det blev anset for usandsynligt, at hovedanpartshaveren ikke havde udtaget varer til privat brug, især da selskabet opererede i restaurationsbranchen. SKAT henviste til Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16, stk. 3 samt SKM2009.768.SKAT. Beløbet blev godkendt som yderligere løn til hovedanpartshaveren, jf. Statsskatteloven § 6, litra a.

Vedrørende afskrivninger havde SKAT ændret selskabets afskrivninger på indretning af lejede lokaler. Selskabet havde afskrevet 20% årligt, men SKAT mente, at den korrekte sats var 4% i henhold til Afskrivningsloven § 39, stk. 2 og Afskrivningsloven § 17, da der var et interessesammenfald mellem udlejer (hovedanpartshaver) og lejer (selskabet), hvilket eliminerede en reel risiko for opsigelse. SKAT foretog ændringen for indkomstårene 2007, 2008 og 2010.

Selskabet påstod, at der ikke var hjemmel til at beskatte en hovedanpartshaver af et skønnet privat vareforbrug i et selskab, da denne praksis vedrørte personligt drevne virksomheder. Selskabet argumenterede for, at der var tale om to selvstændige skattesubjekter, og at SKAT ikke havde andre holdepunkter for udtagning end manglende bogføring. Selskabet gjorde desuden gældende, at hvis SKATs afgørelse var korrekt, skulle selskabet indrømmes fradrag for løn svarende til vareforbruget med tillæg af moms.

For afskrivningerne var selskabet enig i den forkerte procentsats, men påstod, at regulering kun kunne ske for indkomståret 2010, da indkomstårene 2007 og 2008 var forældede og ikke kunne genoptages, jf. Skatteforvaltningsloven § 26.

Landsskatterettens afgørelse

Vareforbrug

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende vareforbrug. Retten var enig med SKAT i, at der kunne nægtes fradrag for varekøb, der blev anset for at være udtaget til privat brug hos selskabets hovedanpartshaver. Begrundelsen var, at selskabet drev virksomhed inden for restaurationsbranchen, at varesortimentet indikerede privat udtagelse, og at selskabet ikke havde bogført privat udtagelse eller på anden vis godtgjort, at varerne ikke var udtaget privat. Retten henviste til, at reglerne om vareudtagelse også finder anvendelse i selskabsforhold, jf. SKM2005.362LSR.

Landsskatteretten bemærkede, at SKAT havde godkendt beløbet på 53.785 kr. fratrukket hos selskabet som yderligere løn til hovedanpartshaveren, jf. Statsskatteloven § 6, litra a. Retten var dog ikke enig i, at selskabet også skulle indrømmes fradrag for løn svarende til moms af denne værdi, da beløbet var skønsmæssigt fastsat uden moms, og selskabets fradrag for løn modsvarer den værdi, der var beskattet hos hovedanpartshaveren. Det blev ikke tillagt afgørende vægt, at SKAT havde forhøjet udgående moms hos selskabet, jf. Momsloven § 5, stk. 1.

Afskrivning

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2007, således at selskabets afskrivning blev fastsat til 5.856 kr. Retten fandt, at SKATs varsel og afgørelse for indkomståret 2007 var afsendt for sent i henhold til fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Fristen for at afsende varsel udløb den 1. maj 2011, og afgørelsen skulle foretages senest den 1. august 2011, mens SKATs afgørelse var dateret den 30. april 2012. Der blev ikke fundet grundlag for ekstraordinær ansættelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 27.

For indkomstårene 2008 og 2010 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse. SKATs varsel og afgørelse for disse år var afsendt rettidigt. Retten var enig i, at afskrivningssatsen skulle være 4% i henhold til Afskrivningsloven § 39, stk. 2 og Afskrivningsloven § 17, da der var et interessesammenfald mellem udlejer og lejer, hvilket eliminerede en reel risiko for opsigelse af lejemålet.