Omkostningsgodtgørelse for udgifter til privatforbrugsopgørelser

Sagen omhandler en klagers ret til omkostningsgodtgørelse for udgifter til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser i forbindelse med en skattesag. Klageren drev udlejningsvirksomhed, og SKAT havde forhøjet klagerens resultat af virksomhed for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 baseret på et skøn over lejeindtægter fra personer tilmeldt klagerens adresser i CPR-registeret. SKAT havde ikke udarbejdet privatforbrugsopgørelser som grundlag for deres skøn.

Klagerens revisor påklagede SKATs afgørelse til skatteankenævnet og argumenterede for, at SKATs forhøjelser var baseret på fejlagtige antagelser og manglede dokumentation, herunder fraværet af privatforbrugsopgørelser. Revisoren udarbejdede selv privatforbrugsopgørelser for at sandsynliggøre, at klageren ikke havde udeholdte indtægter, og at klagerens privatforbrug ikke oversteg den selvangivne indkomst. Disse opgørelser blev anvendt i argumentationen over for skatteankenævnet.

Skatteankenævnet gav klageren medhold i hovedparten af klagen og nedsatte de ansatte lejeindtægter i overensstemmelse med klagerens påstand. Nævnet lagde vægt på, at SKAT ikke havde dokumenteret, at eventuel leje fra de tilmeldte personer var tilgået klageren, f.eks. i form af en opgørelse af privatforbruget.

Efterfølgende ansøgte klageren SKAT om omkostningsgodtgørelse for den sagkyndige bistand, herunder et beløb på 3.000 kr. inkl. moms, der vedrørte udarbejdelsen af privatforbrugsopgørelserne. SKAT afslog godtgørelse for dette beløb med den begrundelse, at udgifter til udarbejdelse af skatteregnskab ikke er godtgørelsesberettiget, da det skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen.

Klageren påklagede SKATs afslag til Landsskatteretten og argumenterede for, at udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser ikke er en del af skatteregnskabet for personligt erhvervsdrivende efter lovændringen i 2003, og at der ikke er lovkrav om udarbejdelse af sådanne opgørelser i forbindelse med selvangivelsen. Det blev fremhævet, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da de udelukkende var afholdt for at imødegå SKATs synspunkter i klagesagen og var afgørende for sagens positive udfald for klageren.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 52 og Skatteforvaltningsloven § 54, som regulerer adgangen til omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i skattesager.

Retten bemærkede, at Skattekontrolloven og mindstekravsbekendtgørelsen tidligere indeholdt krav om indsendelse af kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser sammen med selvangivelsen for visse grupper af skattepligtige fysiske personer. Disse bestemmelser blev dog ophævet ved lov nr. 963 af 2. december 2003, som trådte i kraft den 1. januar 2004 med virkning fra og med indkomståret 2003. Loven indsatte desuden bestemmelser i Skattekontrolloven § 3, stk. 1, der understregede, at det skattemæssige årsregnskab for fysiske personer fremover ikke omfatter en redegørelse for den private formue eller ændringer heri.

Da klagerens sag vedrørte indkomstansættelser for indkomstårene 2005, 2006 og 2007, havde klageren ikke pligt til at indsende kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser sammen med selvangivelserne for disse år. Landsskatteretten fandt derfor, at udarbejdelsen af de omhandlede privatforbrugsopgørelser ikke kunne anses for arbejde, som skulle være sket i forbindelse med selvangivelserne.

Der var således ikke grundlag for at afslå klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for beløbet på 3.000 kr., inkl. moms, med den begrundelse, som SKAT havde anført. Retten fandt endvidere, at revisionsfirmaets udarbejdelse af privatforbrugsopgørelserne var relevant for førelsen af sagen ved skatteankenævnet.

Afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fandt, at klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse også for udgifterne på 3.000 kr., inkl. moms, til revisionsfirmaets udarbejdelse af privatforbrugsopgørelserne. Klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse blev derfor godkendt i sin helhed i henhold til Skatteforvaltningsloven § 54, stk. 1, nr. 1, jf. Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1, 2. punktum. Da kravet var overdraget til revisionsfirmaet, var revisionsfirmaet berettiget til at få beløbet udbetalt.