Landsskatteretten stadfæster forhøjelse af momstilsvar grundet udstedelse af faktura uden momsregistrering

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af klagerens afgiftstilsvar for 1. kvartal 2008 med 220.000 kr. Klageren, der ikke var momsregistreret, havde udstedt en momsbelagt faktura på 1.100.000 kr. (inkl. 220.000 kr. moms) til en svensk virksomheds danske filial for salg af "teknologi m.m.". Handlen blev senere annulleret i november 2008, og klageren udstedte en kreditnota.

SKATs afgørelse var baseret på, at klageren som afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er omfattet af Momsloven § 3, stk. 1 og Momsloven § 4, stk. 1. Afgiftspligten indtrådte ved fakturering den 4. januar 2008, jf. Momsloven § 23, stk. 2. Da klageren ikke var momsregistreret, overtrådte vedkommende Momsloven § 47, stk. 1 og Momsloven § 52, stk. 6 ved at anføre moms på fakturaen. Ifølge Momsloven § 52, stk. 7 skal et sådant momsbeløb indbetales til told- og skatteforvaltningen.

SKAT anførte desuden, at fakturaen ikke opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 40, stk. 1, da den manglede sælgerens momsregistreringsnummer (nr. 3) og en tilstrækkelig beskrivelse af den solgte ydelse (nr. 5). SKAT mente, at klageren forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at momstilsvaret var fastsat på et urigtigt grundlag, hvilket berettigede anvendelse af den udvidede ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Det blev oplyst, at den svenske virksomheds danske filial havde fratrukket den fakturerede købsmoms i 1. kvartal 2008 og ikke havde tilbagereguleret den, selv efter handlen blev annulleret. Da virksomheden senere gik konkurs, havde SKAT ikke mulighed for at inddrive beløbet fra dem. SKAT argumenterede, at klageren ikke havde afværget risikoen for tab af afgiftsindtægter og ikke var i god tro, hvorfor klageren skulle holdes ansvarlig for de manglende afgiftsindtægter i henhold til EU-domstolens praksis (bl.a. C-454/98 Schmeink).

Klageren påstod, at aftalen var betinget af betaling, som aldrig fandt sted, og at handlen derfor aldrig blev endelig. Da handlen blev annulleret, og en kreditnota udstedt, mente klageren, at der ingen momspligtige indtægter var, og dermed ingen indberetningspligt. Klageren anførte, at berigtigelsen var sket, og at neutralitetsprincippet burde anvendes, idet klageren ikke var ansvarlig for den svenske virksomheds handlinger og havde afværget risikoen for tab af afgiftsindtægter ved udstedelse af kreditnotaen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at forhøje klagerens afgiftstilsvar for perioden 1. januar 2008 til 31. marts 2008 med 220.000 kr.

Retten fandt, at klageren forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at momstilsvaret var fastsat på et urigtigt grundlag ved at udstede en momsbelagt faktura uden at være momsregistreret. Dette berettigede SKAT til at anvende den udvidede ansættelsesfrist i henhold til Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, uanset den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1.

Vedrørende momspligten bemærkede Landsskatteretten, at ifølge den dagældende Momsloven § 52, stk. 7, skal afgiftsbeløb, der er anført i strid med Momsloven § 52, stk. 6, indbetales til told- og skatteforvaltningen. Indbetaling kan dog undlades, hvis fejlen berigtiges over for aftageren af varerne eller ydelserne.

Landsskatteretten henviste til EU-domstolens praksis, herunder C-342/87 (Genius Holding By) og C-454/98 (Schmeink & Cofreth AG & Co. KG), vedrørende neutralitetsprincippet og muligheden for berigtigelse af urigtigt faktureret afgift. Det blev fremhævet, at berigtigelse kan gøres betinget af god tro, hvis risikoen for tab af afgiftsindtægter ikke er rettidigt og fuldstændigt afværget.

I den konkrete sag konstaterede Landsskatteretten, at:

• Klageren havde udstedt en kreditnota den 28. november 2008.
• Den svenske virksomheds danske filial havde fratrukket købsmomsen på 220.000 kr. i 1. kvartal 2008 og havde ikke efterfølgende tilbagereguleret den.
• Den svenske virksomhed gik konkurs den 21. april 2011, hvilket betød, at SKAT ikke havde mulighed for at ophæve det fradrag, der var tildelt selskabet.

Landsskatteretten fandt, at klageren som udsteder af fakturaen ikke rettidigt og fuldstændigt havde afværget risikoen for tab af afgiftsindtægter. Desuden kunne klageren ikke anses for at have bevist sin gode tro. På denne baggrund var der ikke mulighed for berigtigelse af forholdet, og SKATs forhøjelse af afgiftstilsvaret blev derfor anset for at være med rette.