Beskatning af objektiv udlejningsværdi af sommerhus stillet til rådighed for hovedanpartshaver

Sagen omhandlede beskatning af et selskabs objektive udlejningsværdi af et sommerhus, der var anset for stillet til rådighed for hovedanpartshaverne i indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Selskabet var ejet af [person1] (50 %) og [virksomhed1] ApS (50 %), hvor [virksomhed1] ApS var ejet af [person2], søn af [person1]. [person2] var direktør i selskabet og udrejst til Spanien.

Selskabets ejendom og aktiviteter

Selskabet, hvis hovedaktivitet var "drift af fast ejendom samt investering", ejede alene det omhandlede sommerhus. Selskabet havde ikke afholdt lønudgifter i de påklagede indkomstår. En anpartshaveroverenskomst fra 2000, indgået mellem [person1] og [virksomhed1] ApS, fastslog i § 2, at "selskabets ejendomme, som er erhvervet med salg eller udlejning for øje, må ikke benyttes af anpartshaverne". Selskabet hævdede, at forbuddet var overholdt, og at en overtrædelse ville udgøre misligholdelse. Selskabet havde i perioder udlejet sommerhuset gennem [virksomhed3] A/S, og lejeindtægterne var indtægtsført i selskabet.

SKATs oprindelige afgørelse

SKAT havde beskattet selskabet af en objektiv udlejningsværdi, idet det blev anset for, at sommerhuset havde stået ubegrænset til rådighed for hovedanpartshavernes private anvendelse. SKAT fastsatte udlejningsværdien skønsmæssigt til 8 % af den seneste offentlige ejendomsvurdering, med hjemmel i Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Ligningsloven § 2. SKAT tillagde ikke anpartshaveroverenskomsten særlig vægt, da den var indgået mellem parter med sammenfaldende interesser, og dokumentationen for udlejning var mangelfuld.

Klagerens argumenter

Selskabet påstod, at indkomsten skulle nedsættes til det selvangivne beløb. Det blev anført, at ejendommen var købt med videresalg for øje efter renovering, og at anpartshaverne havde fraskrevet sig retten til at benytte sommerhuset i henhold til anpartshaveroverenskomsten. Desuden havde anpartshaverne private sommerhuse, der kunne dække et eventuelt behov for sommerhusbenyttelse.

SKATs efterfølgende udtalelse

SKAT fastholdt, at det er rådigheden og ikke den faktiske benyttelse, der beskattes efter Ligningsloven § 16, stk. 5, hvilket var fastslået ved Højesterets dom SKM2009.588.HR. Efter at have modtaget yderligere dokumentation for udlejningsperioder fra [virksomhed3], anerkendte SKAT, at sommerhuset havde været udlejet i dele af sommermånederne i alle tre år. SKAT foreslog derfor en reduktion af rådighedsbeskatningen for de perioder, hvor sommerhuset var udlejet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at et selskab, der stiller en bolig til rådighed for sin hovedanpartshaver, er skattepligtig af boligens udlejningsværdi i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1. Det blev vurderet, at sommerhuset ikke udgjorde et sædvanligt driftsaktiv for selskabet, og at selskabets anpartshavere havde rådighed over sommerhuset i de perioder, hvor det ikke var udlejet, jf. Landsskatterettens afgørelse af dags dato vedrørende selskabets hovedanpartshaver, [person2].

Den objektive udlejningsværdi blev fastsat skønsmæssigt til 8 % af ejendomsvurderingen. Landsskatteretten regulerede dog SKATs oprindelige ansættelse for at tage højde for de perioder, hvor sommerhuset faktisk var udlejet, og hvor selskabet havde indtægter herfra. Den skattepligtige indkomst blev nedsat for hvert indkomstår som følger:

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den af SKAT fastsatte objektive udlejningsværdi, da den i øvrigt blev anset for lempelig, og da den fulde lejeindtægt ikke var selvangivet i selskabets regnskaber.