Fikserede renter af tilgodehavende i sydafrikansk selskab - manglende forretningsmæssig begrundelse og Ligningslovens § 5 A

Sagen omhandlede Landsskatterettens afgørelse vedrørende forhøjelse af klagerens selvangivne indkomster for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Forhøjelsen skyldtes fikserede renter af et tilgodehavende, som klageren havde hos et sydafrikansk selskab, [virksomhed1], som han var eneejer af.

Sagens baggrund

Klageren stiftede i 2006 det sydafrikanske selskab, der erhvervede en ejendom med vildtområde og indkvarteringssted med henblik på at drive safariture. Anskaffelsessummen og etableringsomkostningerne blev fuldt ud finansieret af klageren gennem et uforrentet lån på ca. ZAR 4.000.000. Lånet var rente- og afdragsfrit i hele perioden.

Selskabet havde meget beskedne driftsindtægter og realiserede driftsunderskud, som blev finansieret ved yderligere lån fra klageren. Ejendommen blev solgt i slutningen af 2009, men salgssummen var ikke tilstrækkelig til at dække hele selskabets gæld til klageren. Selskabets regnskaber viste en negativ egenkapital allerede fra 2007, og revisor satte spørgsmålstegn ved selskabets evne til at fortsætte driften (going concern).

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet anså klageren for skattepligtig af fikserede renter i henhold til Ligningsloven § 2, stk. 1. Nævnet begrundede dette med, at lånevilkårene (rentefrihed, afdragsfrihed, ingen sikkerhedsstillelse) ikke var i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået mellem uafhængige parter. Den fikserede rente blev skønsmæssigt fastsat til diskontoen + 4 %. Nævnet fandt ikke grundlag for at undlade rentefiksering, da selskabet ikke var konstateret insolvent på de relevante tidspunkter.

Klagerens påstande og argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde principalt påstand om, at markedsrenten på tilgodehavendet var 0 %, da selskabet var åbenbart insolvent i hele perioden, og en uvildig tredjemand ikke ville have beregnet renter. Der blev henvist til praksis om ingen rentefiksering ved åbenbar insolvens.

Subsidiært blev det gjort gældende, at beskatningen af fikserede renter skulle bortfalde i henhold til Ligningsloven § 5 A. Argumentet var, at hvis lånet havde været forrentet, ville selskabet have misligholdt renteforpligtelsen, og klageren ville have været berettiget til at nedskrive renteindtægten til 0 kr.

Mere subsidiært blev det anført, at den fikserede rente på diskontoen + 4 % oversteg markedsrenten. Repræsentanten argumenterede for, at der ikke var foretaget et individuelt skøn, og at klagerens gæld de facto var sikret i ejendommen, hvilket burde medføre en lavere rente end den, der typisk anvendes for usikret gæld.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets forhøjelse af klagerens selvangivne indkomster for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 med fikserede renter af et tilgodehavende hos et sydafrikansk selskab, som klageren var eneejer af.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

Anvendelse af armslængdeprincippet

• Klageren skulle ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner med selskabet i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. Ligningsloven § 2, stk. 1.
• Klagerens tilgodehavende i selskabet blev anset som et rente- og afdragsfrit lån. Der var adgang til skattemæssig korrektion af låneforholdet, da det ikke var godtgjort, at den manglende forrentning af lånet var forretningsmæssigt begrundet. Selskabets økonomiske situation, herunder den negative egenkapital og revisors forbehold for "going concern", ændrede ikke ved dette.
• Forrentningen af tilgodehavender af den omhandlede art ansættes efter praksis til diskontoen + 4 % i mangel af andre holdepunkter. Landsskatteretten fandt ikke oplysninger, der gav grundlag for at antage, at uafhængig tredjemand under tilsvarende omstændigheder ville have beregnet en lavere rente. Det blev bemærket, at der var tale om et usikret tilgodehavende, og klagerens argument om de facto-sikkerhed i ejendommen kunne ikke føre til en anden kvalifikation af sikkerheden.

Afvisning af nedskrivning efter Ligningsloven § 5 A

• Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at godkende, at de fikserede renter ved opgørelsen af indkomsten skulle nedskrives til 0 kr. i henhold til Ligningsloven § 5 A.
• Dette skyldtes, at der ikke var indgået en aftale mellem klageren og selskabet om forrentning af tilgodehavendet. Derfor var de fikserede renter ikke forfaldne til betaling ved udgangen af de respektive indkomstår. Under disse omstændigheder var der heller ikke grundlag for at anse den manglende betaling af de fikserede renter som udtryk for selskabets misligholdelse af en aftale med klageren vedrørende forrentning og afvikling af gælden.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.