Frifindelse af redaktør og journalist for krænkelse af privatlivets fred i dokumentar

Denne sag omhandler tiltale mod en ansvarshavende redaktør (Tiltalte 1) og en journalist (Tiltalte 2) fra Virksomhed A/S (Medie) for overtrædelse af privatlivets fred ved at have udgivet og videregivet dokumentaren "Titel 1". Dokumentaren indeholdt optagelser og personlige oplysninger om Forurettede 1 og Forurettede 2, der viste intime situationer og helbredsforhold, som ifølge anklagemyndigheden uberettiget blev offentliggjort.

Sagens Baggrund

Anklagemyndigheden rejste tiltale mod Tiltalte 1 og Tiltalte 2 for overtrædelse af Straffeloven § 264 d, stk. 1 i forbindelse med Medieansvarsloven § 21, stk. 1 (for Tiltalte 1 som redaktør) og Medieansvarsloven § 17, stk. 1 (for Tiltalte 2 som journalist). Forholdene vedrørte:

• Forhold 1 og 2 (Forurettede 1): Uberettiget udgivelse og videregivelse af dokumentaren "Titel 1" via Medie 1 og Medie 2, indeholdende meddelelser og billeder af Forurettede 1's private forhold, herunder intimhygiejne og helbredstilstand. Tiltalte 1 var vidende om, at udsendelsen var forfattet af en medarbejder og godkendte dele af indholdet, velvidende at det krænkede privatlivets fred. Tiltalte 2 var forfatter og ansvarlig for indholdet.
• Forhold 3 og 4 (Forurettede 2): Tilsvarende anklager vedrørende Forurettede 2's private forhold, herunder intimhygiejne og helbredstilstand.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf for begge tiltalte og krævede, at optagelserne slettes i henhold til Straffeloven § 271 for at forhindre yderligere udbredelse.

De Tiltaltes Forsvar

De tiltalte nægtede sig skyldige og anførte flere argumenter til deres frifindelse:

• Anklagemyndigheden manglede påtalekompetence.
• Der var meddelt en bindende påtalebegrænsning for Tiltalte 2.
• Forholdene vedrørende Forurettede 2 var forældede.
• Der var givet samtykke til offentliggørelsen af oplysningerne.
• Et strafansvar kunne ikke gøres gældende i en sag af denne art.

Sagen blev behandlet med domsmænd, og anklageskriftet blev modtaget den 24. september 2024.

Rettens Afgørelse

Retten frifandt begge tiltalte for alle anklager. Dette skyldtes dels forældelse af visse forhold, dels en samlet afvejning af ytringsfrihed og privatlivets fred, hvor retten fandt, at en straf ville være et uforholdsmæssigt indgreb i mediernes ytringsfrihed som offentlighedens kontrolorgan.

Om Påtalekompetence

Retten fandt, at anklagemyndigheden havde påtalekompetence, idet offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis almene hensyn kræver det, jf. Retsplejeloven § 727, stk. 2. Skønnet herover tilkommer anklagemyndigheden, og retten kan ikke overprøve dette. Forholdene var undergivet privat påtale i medfør af Straffeloven § 275, stk. 1, men offentlig påtale kunne ske på forurettedes anmodning, jf. Straffeloven § 275, stk. 2.

Om Forældelse

Retten fastslog, at strafansvaret for programmets udsendelse på "flow-TV" den 30. juli 2020 var forældet den 29. juli 2022, da forældelsesfristen for overtrædelse af Straffeloven § 264 d, stk. 1 er 2 år, jf. Straffeloven § 93, stk. 1. Sigtelserne blev rejst den 22. og 23. juni 2023, efter forældelsesfristens udløb. For så vidt angår den fortsatte tilgængelighed på Medie 2, fandt retten, at en videregivelse kun sker, når en specifik bruger konkret ser programmet, og da der ikke var fremlagt bevis for sådanne konkrete visninger efter den oprindelige udsendelse, var disse forhold også forældede. De tiltalte blev derfor frifundet for forhold 3 og 4 vedrørende Forurettede 2.

Om Samtykke til Offentliggørelse

Retten fandt, i overensstemmelse med Højesterets kendelse af 28. september 2021, at der ikke var givet gyldigt samtykke til videregivelse af oplysninger om Forurettede 1's og Forurettede 2's meget private forhold. En værges eller pårørendes samtykke er ikke tilstrækkeligt til at berettige videregivelse af så personlige oplysninger i en tv-udsendelse.

Om Strafansvar og Afvejning af Rettigheder

Retten foretog en samlet afvejning af privatlivets fred (Menneskerettighedskonventionens artikel 8) og ytrings- og informationsfrihed (Menneskerettighedskonventionens artikel 10). Retten lagde vægt på følgende:

• Offentlig interesse: Dokumentarprogrammet bidrog til en omfattende og væsentlig offentlig debat om plejen af demente borgere på plejehjem.
• Kendthed: Forurettede 1 og 2 var ikke kendte i offentligheden, hvilket taler imod offentliggørelse.
• Programmets tema: Temaet om pleje af demente borgere var af overordentlig væsentlig interesse.
• Kontekst og omstændigheder: De intime sekvenser indgik i en bredere, sammenhængende og relevant portrættering. Medie 1 havde forsøgt at sikre en respektfuld fremstilling og afviste endda visse optagelser af Forurettede 2.
• Tidligere adfærd: Både Forurettede 1 og 2 havde tidligere anvendt medierne til at kritisere plejevilkår, hvilket indikerer en vis villighed til at eksponere personlige forhold for at påvirke offentligheden.
• Indhentningsmetode og sandfærdighed: Optagelserne blev indhentet med skjult kamera efter en omfattende journalistisk vurdering. Retten fandt ikke grundlag for at antage, at god presseskik var tilsidesat, eller at dokumentationen var usandfærdig.

Selvom Højesteret tidligere havde fundet, at optagelserne af Forurettede 1 udgjorde grove krænkelser af privatlivets fred, fandt byretten, at hensynet til mediernes særlige rolle som offentlighedens kontrolorgan i et demokratisk samfund vejede tungere. En straf ville være et uforholdsmæssigt indgreb i de tiltaltes ytringsfrihed.

Konklusion

De tiltalte blev frifundet for alle forhold. Anklagemyndighedens påstand om sletning af dokumentarprogrammet, jf. Straffeloven § 271, blev ikke taget til følge.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.