Landsretten stadfæster tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning

Sagen omhandler en appel af en byretsdom vedrørende tilbagebetaling af erstatning for tab af erhvervsevne. Appellant, tidligere Sagsøger, havde modtaget erstatning efter en arbejdsskade, men Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om tilbagebetaling af en del af erstatningen.

Sagens Baggrund

Appellant, tidligere Sagsøger, havde fået bevilget støtte til køb af en invalidebil efter at have mistet det ene ben. Han brugte den udbetalte erstatning til at afdrage på bilen og til dagligt underhold. Efter ulykken kunne han ikke vende tilbage til fuld tid på arbejdsmarkedet på grund af komplikationer med benet, selvom han ønskede at arbejde fuld tid og undgå førtidspension. Han udførte lettere opgaver, holdt flere pauser og kunne gå tidligere hjem, uden at hans arbejdstid blev registreret. Han modtog dog løn svarende til en 37-timers arbejdsuge i hele perioden.

Forklaringer og Anbringender

• Appellant, tidligere Sagsøger forklarede, at han aldrig arbejdede 37 timer om ugen efter ulykken, og at han betalte erstatningen tilbage, men huskede ikke hvornår eller hvor meget. Han understregede bilens betydning for hans mulighed for at fortsætte sit arbejde.
• Et vidne, som var Appellants, tidligere Sagsøgers nærmeste leder, bekræftede, at der blev taget store hensyn til Appellant, tidligere Sagsøger, og at virksomheden følte sig forpligtet til at sikre ham samme løn som før ulykken, selvom han ikke arbejdede fuld tid.
• Fagbevægelsens Hovedorganisation (biintervenient) anførte, at udbetalingen af erstatning for erhvervsevnetab var sket med rette, da erhvervsevnetab ikke er indtægtsbestemt, men fastsættes ud fra den mistede evne til at skabe indtægt. De henviste til, at Appellant, tidligere Sagsøger, kun kunne opretholde sin indtægt på grund af skånehensyn.
• Ankestyrelsen fastholdt, at spørgsmålet om erhvervsevnetabets størrelse ikke var til prøvelse i sagen, og at den af Fagbevægelsens Hovedorganisation nævnte retspraksis omhandlede en anden situation.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at Appellant, tidligere Sagsøger, uberettiget havde modtaget erstatning for tab af erhvervsevne i perioden fra den 1. maj 2019 til den 22. marts 2020.

Begrundelse for Afgørelsen

• Landsretten lagde til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger, havde opfyldt sin oplysningspligt efter Arbejdsskadesikringsloven § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2.
• Det afgørende spørgsmål var, om Appellant, tidligere Sagsøger, havde modtaget erstatningen mod bedre vidende, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 40 a, stk. 1, nr. 3.
• Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at Ankestyrelsens afgørelse om tilbagebetaling var udtryk for en ændring af fast praksis.
• Landsretten henviste til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 19. marts 2019, hvor Appellant, tidligere Sagsøgers erhvervsevnetab blev fastsat til 45 procent. Det fremgik, at Appellant, tidligere Sagsøger skulle oplyse om væsentlige ændringer i sin ansættelse.
• Da Appellant, tidligere Sagsøger i perioden fra den 1. maj 2019 til den 22. marts 2020 i strid med forudsætningerne for afgørelsen igen tjente ca. det samme som før skaden (årsløn på ca. 365.000 kr. mod tidligere 368.000 kr.), fandt landsretten, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling var opfyldt.
• Sagsbehandlingstiden og det forhold, at Appellant, tidligere Sagsøger havde anvendt erstatningen til afdrag på en handicapbil og dagligt underhold, kunne ikke føre til et andet resultat.

Sagsomkostninger

• HK Danmark, som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger, blev pålagt at betale 28.000 kr. i sagsomkostninger til Ankestyrelsen inden 14 dage.
• Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.
• Der blev ikke pålagt sagsomkostninger til biintervenienten, Fagbevægelsens Hovedorganisation.