Højesteret ophæver permanent udvisning af psykisk syg mand

Denne sag omhandler en udlændings udvisning fra Danmark, hvor Højesteret skulle vurdere, om udvisningen skulle ophæves på baggrund af ændrede forhold, herunder tiltaltes helbredsmæssige tilstand og tilknytning til Danmark.

Indledende Forløb og Dom

I 2016 blev tiltalte ved Retten i Glostrup fundet skyldig i vold efter Straffeloven § 244, fareforvoldelse efter Straffeloven § 252, stk. 1, samt vold og trusler om vold efter Straffeloven § 119, stk. 1. Han blev dog frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, jf. Straffeloven § 16, stk. 1. I stedet blev han dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid for foranstaltningen, jf. Straffeloven § 68. Samtidig blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Tidligere Ankeinstanser

Østre Landsret stadfæstede i 2016 foranstaltningen og udvisningsbestemmelsen, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2 og Udlændingeloven § 22, nr. 6.

I 2024 ændrede Retten i Glostrup den idømte foranstaltning til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, jf. Straffeloven § 72. Byretten ophævede samtidig bestemmelsen om udvisning, jf. Udlændingeloven § 50 a, stk. 1. Landsretten ændrede dog byrettens kendelse og opretholdt udvisningen.

Supplerende Sagsfremstilling

Til brug for Højesterets behandling af sagen blev der indhentet en udtalelse fra Psykiatrisk Center Sct. Hans af 10. januar 2025.

Psykiatrisk Udtalelse

• Tiltaltes tilstand har været stabil siden 2022, og han er velmedicineret og samarbejder med behandlingen.
• Han har dog utilstrækkelig sygdomsforståelse og har ønsket at reducere dosis af antipsykotika, men accepterer nu at fastholde dosis.
• Han har dårlige kognitive evner og er kognitivt reduceret efter kronisk psykisk sygdom.
• Der er behov for fortsat medicinsk behandling for paranoid skizofreni (DF200) resten af livet.
• Tiltalte administrerer ikke selv sin medicin, men tager den uden problemer under indlæggelse.

Vurdering af Vold og Suicidalrisiko

• Siden indlæggelsen i 2017 har tiltalte ikke begået kriminalitet, herunder vold.
• Der har været få tilfælde af verbal aggression og seksualiserende adfærd, som formodes at skyldes mental og social umodenhed.
• Risikoen for fysisk vold, særligt mod personale, vurderes at øges til moderat-høj, hvis medicinsk behandling ophører eller dosis er for lav. Ved samtidigt misbrug kan risikoen øges betydeligt til høj.
• Suicidalrisiko ved medicinsvigt vurderes at være lav.

Påstande og Anbringender

Tiltaltes Anbringender

Tiltalte nedlagde påstand om stadfæstelse af byrettens kendelse, således at bestemmelsen om udvisning af ham for bestandig ophæves. Han anførte navnlig, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 og artikel 8, med henvisning til dommen i sagen Savran mod Danmark. Han fremhævede:

• Han har lidt af svær psykisk sygdom (paranoid skizofreni) i over 25 år og er afhængig af daglig medicinering.
• Udvisning til Iran vil med overvejende sandsynlighed medføre, at han stopper medicin, hvilket vil udsætte ham for intens psykisk lidelse, og han vil ikke kunne betale for behandling i Iran.
• Han har boet i Danmark i 35 år og har en meget stærk tilknytning hertil, mens hans kontakt til forældrene i Iran er uregelmæssig.
• Karakteren og grovheden af kriminaliteten bør tillægges begrænset vægt, da han led af psykisk sygdom på gerningstidspunkterne og var uegnet til straf, jf. Straffeloven § 16.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse, således at bestemmelsen om udvisning opretholdes. De anførte, at:

• Tiltalte ikke ville blive udsat for reel risiko for alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af sin helbredstilstand ved udsendelse til Iran, og psykisk sygdom i sig selv ikke begrunder anvendelse af EMRK artikel 3.
• Tiltalte har en begrænset sygdomsforståelse og har tidligere afbrudt medicinsk behandling, hvilket har forværret hans tilstand.
• De præparater, han behandles med, er tilgængelige i Iran, og han vil kunne finansiere behandling ved at tage arbejde i Iran, selvom han er på førtidspension.
• Der er ikke indtrådt så væsentlige ændringer i tiltaltes forhold, at udvisningen skal ophæves eller varigheden af indrejseforbuddet forkortes, jf. Udlændingeloven § 50 a, stk. 1 og Udlændingeloven § 26, samt EMRK artikel 8.
• Tiltalte er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet og har en kriminel historik, der ikke udelukkende kan tilskrives hans psykiske tilstand.
• Hans tilknytning til Danmark er begrænset, da han kun har haft lovligt ophold i 12 år, og hans formative år var i Iran. Han har ingen ægtefælle eller børn i Danmark.

Sagens Kernespørgsmål

Sagen for Højesteret angik, hvorvidt der var grundlag for at ophæve bestemmelsen om udvisning af tiltalte for bestandig, som oprindeligt var idømt i forbindelse med en foranstaltningsdom.

Højesterets Begrundelse

Højesteret foretog en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, baseret på de faktiske omstændigheder på tidspunktet for efterprøvelsen. Retten lagde vægt på flere afgørende forhold:

Kriminalitet og Helbred

• Tiltalte blev i 2016 fundet straffri for den begåede kriminalitet, der førte til udvisningen, da han var utilregnelig på grund af sindssygdom, jf. Straffeloven § 16, stk. 1.
• Forholdene var ikke planlagte, men udtryk for spontane reaktioner i en periode, hvor tiltalte var plaget af symptomer fra sin psykiske lidelse.
• Siden 2015 har tiltalte ikke begået ny kriminalitet.
• Han er nu velmedicineret og i stabil tilstand, og vurderes at have lav risiko for vold, forudsat fortsat medicinsk behandling.

Tilknytning til Danmark

• Tiltalte har en stærk tilknytning til Danmark, hvor han har boet siden han var 16 år (i alt 35 år).
• Som følge af hans helbredsmæssige forhold vurderes han at have særdeles begrænsede forudsætninger for at etablere sig i Iran, det land han skulle udvises til.

Konklusion

Efter en samlet afvejning af de foreliggende omstændigheder fandt Højesteret, at opretholdelse af udvisningen af tiltalte ville være uproportional og dermed i strid med EMRK artikel 8. Højesteret fandt ikke anledning til at tage stilling til, om opretholdelse af udvisningen eventuelt tillige ville være i strid med EMRK artikel 3.

Byrettens kendelse af 15. februar 2024 stadfæstes, således at bestemmelsen om, at tiltalte udvises for bestandig, ophæves.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.