Skønsmæssig indkomstforhøjelse på baggrund af lavt privatforbrug

Sagen drejede sig om SKATs skønsmæssige forhøjelse af indkomsten for en enkeltmandsvirksomhed, [virksomhed1], for indkomståret 2008. Forhøjelsen var begrundet i et lavt beregnet privatforbrug og manglende dokumentation for visse indtægter.

SKATs beregning af klagerens privatforbrug viste et negativt beløb:

SKAT anerkendte et privat salg af emaljeskilte via [virksomhed2] for 41.320 kr., men afviste andre påståede private salg, herunder to emaljeskilte til [virksomhed3] for 33.000 kr. og en pibesamling til [person1] for 18.500 kr., grundet manglende dokumentation. Virksomhedens bogføring viste desuden "salg af samling" som følger:

Klageren argumenterede for, at virksomheden, et lille lokalt værtshus, havde oplevet betydelige økonomiske vanskeligheder i 2008 på grund af tabte kunder og uindfriede tilgodehavender. Dette havde nødvendiggjort salg af en stor privat samling af emaljeskilte for at dække udgifter. Klageren påpegede også, at hans samlever, der flyttede ind i august 2008, havde indskudt beløb i virksomheden, hvilket fremgik af bogholderiet. Klageren bestred SKATs påstand om et uafstemt kasseregnskab og fastholdt, at regnskabsføringen gav et solidt grundlag for indkomstopgørelsen og udviste et tilfredsstillende privatforbrug for parret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst med 100.000 kr.

Retten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Erhvervsdrivende skal kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, herunder den private økonomi, jf. Skattekontrolloven § 1 og Skattekontrolloven § 6. En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes, men indkomsten kan også forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Dette følger af fast praksis, tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR).

Landsskatteretten fandt, at beløbene for salg af indbo til henholdsvis 18.500 kr. og 33.000 kr. ikke var dokumenteret indgået på klagerens eller virksomhedens bankkonti. Det følger af praksis, jf. blandt andet TfS1999.252.VLD, TfS2000.762ØLD og TfS2001.294ØLD, at der skal foreligge dokumentation for pengebevægelser i forbindelse med salg af indbo. Dokumentationen for salget til [virksomhed3] var desuden udfærdiget efterfølgende, den 15. oktober 2010. Virksomhedens bogføring af salget af samlingen stemte ikke overens med tidspunkter og beløb for de påståede salg ifølge de udarbejdede kvitteringer. Sammenfattende anså Landsskatteretten derfor ikke, at der kunne tages hensyn til salg af indbo ved opgørelse af privatforbruget.

Ved skønsudøvelsen var der ikke taget højde for indehaverens samleverskes indkomst- og formueforhold. Landsskatteretten henviste til Højesterets præmisser i SKM2012.105.HR, hvorefter overførsler mellem parter, som ikke har fælles bopæl, anses for skattepligtig indkomst. Overførslerne i perioden 1. januar 2008 - august 2008 med 64.000 kr. blev på den baggrund anset for skattepligtige og var indeholdt i SKATs skøn.

Et retsmedlem mente, at der ikke var rimeligt grundlag for en indkomstforhøjelse, da det ikke forekom usandsynligt, at klageren i et enkelt år kunne supplere indkomsten med salg af privat løsøre. To retsmedlemmer, herunder retsformanden, anså dog skønnet for at være korrekt og ikke åbenbart urimeligt, blandt andet på baggrund af den beregnede bruttoavance på ca. 55,6 pct. før forhøjelsen og ca. 60 pct. efter forhøjelsen.

Landsskatteretten stadfæstede derfor afgørelsen.