Fradrag for biludgifter godkendt trods udlejning til interessentskab - Landsskatteretten tilsidesætter skatteankenævnets forhøjelse

Sagen omhandler klagerens fradrag for biludgifter og beskatning af fri bil i indkomstårene 2007 og 2008. Klageren, der driver en personlig virksomhed som fysioterapeut, havde udlejet sin Volvo V70 (reg.nr.1) til interessentskabet [virksomhed1] I/S, hvor hendes ægtefælle var ansat, og hvor klageren selv var passiv interessent. Skatteankenævnet havde nægtet klageren fradrag for biludgifter i hendes personlige virksomhed og forhøjet hendes indkomst med et skønnet beløb for biludgifter afholdt af interessentskabet, idet de mente, at bilen var benyttet privat af klageren.

Skatteankenævnets argumentation

Skatteankenævnet baserede sin afgørelse på:

• Vidneforklaringer fra en voldgiftsretssag, der indikerede, at klageren benyttede bilen privat fra 2007 som betaling for at stille kreditfaciliteter til rådighed for [virksomhed1] I/S.
• Brændstofpåfyldninger i nærheden af klagerens bopæl, som antydede privat kørsel.
• Manglende fraskrivelseserklæring eller dokumentation for erhvervsmæssig brug af andre ansatte i interessentskabet.
• De fandt ikke hjemmel til beskatning efter Ligningsloven § 16, stk. 4, da klageren var passiv interessent, men anvendte i stedet Statsskatteloven § 6, stk. 1 modsætningsvist for at nægte fradrag og Statsskatteloven § 4 for at beskatte de af interessentskabet afholdte udgifter.

Klagerens argumentation

Klageren påstod, at bilen udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt af [virksomhed1] I/S's medarbejdere og altid var parkeret på virksomhedens adresse. Hun henviste til en gyldig lejekontrakt og et separat lånedokument for kreditfaciliteter i 2008. Klageren fremhævede, at hun havde andre private biler til rådighed og at kørsel mellem hjem og arbejde var dækket af Ligningsloven § 9c, stk. 7 (befordringsfradrag), som skatteankenævnet også havde godkendt. Endvidere argumenterede klageren for, at skattemyndighederne ikke havde løftet bevisbyrden for privat benyttelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at bilen Volvo V70 (reg.nr.1) var udlejet til [virksomhed1] I/S i perioden frem til den 30. juni 2008 i henhold til en lejeaftale indgået den 15. april 2003. Både klageren og interessentskabet havde selvangivet i overensstemmelse hermed.

Landsskatteretten lagde til grund, at:

• Der forelå en låneaftale fra juni 2008 mellem klageren og interessentskabet, som var forrentet, og der var ikke yderligere forhold, der sandsynliggjorde, at klageren havde stillet yderligere kreditfaciliteter til rådighed for interessentskabet.
• Lejeaftalen indeholdt bestemmelser om bilens brug og placering, hvilket stemte overens med klagerens revisors forklaring og regnskaberne.
• Klageren var ikke antruffet i bilen, og der forelå ingen sandsynliggørelse af, at klagerens private kørselsbehov krævede køretøjet. Klagerens private kørselsbehov måtte anses for dækket af hendes to andre private biler.
• Bilens antal kørte kilometer indikerede ikke kørsel mellem hjem og arbejde.

Landsskatteretten fastslog, at bevisbyrden for, at klageren havde fået bilen stillet til rådighed af interessentskabet og dermed handlet i strid med kontrakten, påhvilede SKAT. Denne bevisbyrde blev ikke anset for løftet alene ved henvisning til voldgiftskendelsen og nogle ikke-identificerede tankninger.

På denne baggrund godkendte Landsskatteretten fradrag for driftsudgifter til bilen afholdt i klagerens personlige virksomhed i overensstemmelse med det selvangivne.

Landsskatteretten nedsatte desuden skatteankenævnets forhøjelser af klagerens indkomst vedrørende biludgifter betalt af [virksomhed1] I/S til 0 kr. for begge indkomstår.