Hjemvisning af sag om fradrag for forbedringer og nedslag i grundværdi

Sagen omhandlede genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer og nedslag i grundværdien som følge af dårlige jordbundsforhold for årene 2001, 2002, 2003 og 2004. Vurderingsankenævnet havde nægtet at godkende både fradragene og nedslaget.

Klageren påstod primært hjemvisning af sagen til vurderingsmyndighederne for fornyet realitetsbehandling af fradragsansættelsen og nedslag i grundværdien. Subsidiært anmodede klageren om realitetsbehandling af ansættelsen af fradrag for forbedringer samt nedslag i grundværdien for udgifter til ekstrafundering med 197.951 kr.

Klagerens argumenter for fradrag for forbedringer

Klageren anførte, at vurderingsankenævnet havde undladt at realitetsbehandle fradragsansættelsen i henhold til Vurderingsloven § 17 og Vurderingsloven § 18, og i stedet alene forholdt sig til, hvorvidt der var sket en værdistigning. Klageren henviste til Landsskatterettens faste praksis og vurderingsvejledningen, hvorefter værdistigningen skal opgøres på vurderingstidspunktet. Klageren dokumenterede afholdte udgifter til:

• Landinspektør og geoteknik (48.000 kr.)
• Internt vejanlæg (152.231 kr.)
• Parkeringspladser (1 kr. for principiel behandling)
• Stianlæg (42.660 kr.)
• Fællesarealer og grønne områder (1 kr. for principiel behandling)
• Kloakforsyningsanlæg (100.495 kr.)
• Elforsyning (tilslutningsafgift på 19.520 kr.)
• Projektering og tilsyn (29.539 kr.)

Klageren argumenterede for, at Landsskatteretten ikke havde hjemmel til at udøve et frit skøn over udgifternes størrelse, da der ikke forelå bevisnød. Klageren henviste til SKM2004.162.HR, der fastslog, at skatteyderen blot skulle sandsynliggøre udgiftens størrelse.

Klagerens argumenter for nedslag i grundværdien

Klageren gjorde gældende, at grundværdien skulle nedsættes i henhold til Vurderingsloven § 13, stk. 1 på grund af ringe jordbundsforhold, der krævede ekstrafundering. Klageren dokumenterede udgifter på 197.951 kr. til ekstrafundering og geotekniske undersøgelser, og henviste til en geoteknisk rapport, der klart viste behovet for ekstrafundering. Klageren henviste til Landsskatterettens praksis, hvorefter nedslaget skal fastsættes som udgiften til ekstrafundering og jordbundsundersøgelser, fremskrevet efter byggeomkostningsindekset.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling ved vurderingsmyndigheden for så vidt angår ansættelsen af fradrag for forbedringer og spørgsmålet om nedslag i grundværdien for udgifter til ekstrafundering som følge af dårlige jordbundsforhold.

Fradrag for forbedringer

Landsskatteretten bemærkede, at en grundforbedring skal være en materiel foranstaltning, der har øget grundens almindelige handelsværdi i ubebygget stand. Det er ikke udelukket at indrømme fradrag for forbedringer, selvom grunden tidligere er byggemodnet, jf. SKM2009.696.LSR.

Landsskatteretten fandt, at vurderingsankenævnets afgørelse var for generel og ikke indeholdt en konkret vurdering af de fremlagte oplysninger i forhold til Vurderingsloven § 17 og Vurderingsloven § 18. Nævnet havde ikke forholdt sig til spørgsmålet om værdistigning som følge af de påståede forbedringsarbejder, men anvendte en overordnet betragtning om, at værdistigningen kunne forklares med den almindelige prisudvikling. Landsskatteretten anså afgørelsen for at være et udtryk for, at der reelt ikke var foretaget en individuel vurdering. Sagen blev derfor hjemvist til vurderingsmyndigheden for en fornyet realitetsbehandling af fradragsansættelsen.

Nedslag i grundværdien

Nedslag i grundværdien efter Vurderingsloven § 13 kan indrømmes, hvis grundens beskaffenhed er ringere end sædvanligt, f.eks. ved dårlige jordbundsforhold, der kræver ekstrafundering. Det er en betingelse, at behovet for ekstrafundering dokumenteres.

Landsskatteretten anså en geoteknisk rapport for meget væsentlig dokumentation, jf. f.eks. SKM2010.419.LSR. Da den fulde geotekniske rapport med alle bilag først blev fremlagt under behandlingen i Landsskatteretten, og ikke for de underliggende instanser, udgjorde disse nye oplysninger væsentlige nye oplysninger, der kunne have ført til et andet udfald. For at overholde princippet om instansrækkefølgen hjemviste Landsskatteretten spørgsmålet om nedslag i grundværdien til fornyet behandling ved vurderingsmyndigheden.