Momspligt ved grænsehandel med campingvogne – Betingelser for anvendelse af tysk moms – Fortolkning af Skatterådets bindende svar

Sagen omhandlede et dansk selskabs momspligt ved salg af campingvogne gennem et såkaldt grænsehandelskoncept i samarbejde med en tysk virksomhed, [virksomhed3]. Selskabet solgte campingvogne uden dansk moms til [virksomhed3], som derefter udleverede vognene til danske kunder i Tyskland. Selskabet mente at kunne støtte ret på Skatterådets bindende svar offentliggjort som SKM2006.530, der opstillede ni betingelser for momsfrit salg i grænsehandelskoncepter.

SKAT forhøjede selskabets salgsmoms for perioden 2008-2010 med 5.626.049 kr., idet SKAT anså salgene for at have beskatningssted i Danmark, jf. Momsloven § 14, og henviste til Højesterets dom i Jet-Trade-sagen (SKM2010.396). SKAT argumenterede for, at der var indgået en bindende salgsaftale mellem det danske selskab og den private danske kunde i Danmark, og at den tyske fakturering alene havde til formål at opnå momsbesparelser. SKAT mente desuden, at den tyske samarbejdspartner ikke opfyldte kravet om etableret forretningssted i Tyskland, som præciseret i SKM2009.404.

Selskabet bestred ikke, at en vurdering efter Højesterets dom i Jet-Trade-sagen ville føre til dansk momspligt. Selskabet gjorde imidlertid gældende, at Skatterådets ni betingelser fra 2006 udgjorde en administrativ praksis, som selskabet kunne støtte ret på. Selskabet mente at have opfyldt betingelserne, herunder at kunderne indgik aftale med den tyske samarbejdspartner, og at selskabets indledende drøftelser med kunderne var nødvendige for at vælge den konkrete campingvogn. Selskabet henviste til, at SKATs tidligere praksis og passivitet havde bestyrket en berettiget forventning om, at konceptet var lovligt. Subsidiært anmodede selskabet om hjemvisning af sagen for en fornyet talmæssig opgørelse af momskravet, med henvisning til EU-domstolens afgørelse i sag C-249/12, Tulica, vedrørende fastlæggelse af momsgrundlaget.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at selskabet ud fra en realitetsbetragtning måtte anses for at have foretaget leveringen af campingvognene til de private kunder i Danmark, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Leveringsstedet var derfor i Danmark, jf. Momsloven § 14, og selskabet skulle have opkrævet dansk moms. Da dette ikke var sket, påhvilede det selskabet at indbetale momsen til SKAT.

Spørgsmål om støtte til bindende svar

SKATs afgørelse om, at selskabet ikke kunne støtte ret på Skatterådets bindende svar i SKM2006.530, var begrundet med, at samarbejdspartneren ikke havde etableret et fast forretningssted i Tyskland, jf. betingelse 1 i svaret. Landsskatteretten kunne dog ikke tiltræde SKATs begrundelse, da den tyske virksomhed ubestridt var et momsregistreret selskab med forretningssted, kontor, salgsfaciliteter og ansatte.

Flertallets afgørelse

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at selskabet ikke havde opfyldt betingelse 2 og 6 i Skatterådets bindende svar. Disse betingelser krævede, at selskabet alene måtte henvise den private kunde til den tyske samarbejdspartner, og at handelsaftalen skulle indgås direkte mellem kunden og den tyske samarbejdspartner. Flertallet henviste til, at selskabet ud fra en realitetsbetragtning indgik en aftale med kunden ved dennes henvendelse i selskabets forretning, jf. SKM2013.850. Selskabet kunne derfor ikke støtte ret på det bindende svar. SKATs kontrol i 2009 og selskabets anbringender om analog anvendelse af Kildeskatteloven § 69, stk. 1 eller undskyldelig retsvildfarelse ændrede ikke herved.

Flertallet bemærkede desuden, at EU-domstolen i sag C-249/12, Tulica, havde taget stilling til fastlæggelsen af momsgrundlaget i en situation, hvor leverandøren ikke havde opkrævet moms. Da denne afgørelse var truffet efter SKATs oprindelige afgørelse, havde SKAT ikke haft mulighed for at vurdere dens betydning i første instans. Flertallet stemte derfor for at stadfæste SKATs afgørelse om selskabets pligt til at svare dansk moms, men at overlade spørgsmålet om momsbeløbets beregning til SKAT i første instans.

Mindretallets afgørelse

Et retsmedlem fandt, at selskabets fremgangsmåde fulgte de retningslinjer, som Skatterådet afgav i sit bindende svar i SKM2006.530, herunder også betingelse 2 og 6. Dette retsmedlem mente, at Skatterådets bindende svar måtte anses for at være udtryk for en anden forståelse af leveringsbegrebet i momsloven end den, som Højesterets afgørelse i Jet-Trade-sagen (SKM2010.396) byggede på. Da selskabet således kunne støtte ret på dagældende praksis, stemte dette retsmedlem for at imødekomme selskabets principale påstand.

Idet der blev afsagt afgørelse efter stemmeflertallet, ændredes SKATs afgørelse delvist i overensstemmelse med flertallets stemmeafgivelse.