Ikke godkendt rejsefradrag og befordringsfradrag mellem Danmark og Polen

Sagen omhandler en klage over Skatteankenævnets afgørelse vedrørende ikke-godkendt rejsefradrag og begrænset befordringsfradrag for indkomståret 2008. Klageren, der er polsk statsborger, var ansat i Danmark på tidsbegrænsede kontrakter fra april 2007 og frem. Hun oplyste at have bopæl i Polen og Danmark, og at hendes livsinteresser var i Polen, hvor hun havde hus, bil og byggede nyt hus, med planer om at flytte tilbage.

Klageren argumenterede for, at hun skulle beskattes som grænsegænger i henhold til Kildeskatteloven § 5a og dermed være berettiget til befordringsfradrag for kørsel mellem Danmark og Polen. Hun havde selvangivet et befordringsfradrag på 70.561 kr. og et rejsefradrag på 149.189 kr.

Skatteankenævnet havde anset klageren for fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark fra den 29. august 2007, da hun havde fast bolig til rådighed i Danmark, alene arbejdede i Danmark, og boede sammen med sin ægtefælle og datter her. Nævnet lagde vægt på, at klageren i Danmark havde truffet de mest omfattende foranstaltninger til sit underhold, og at eventuelle ophold i Polen måtte anses for ferieophold. På denne baggrund blev rejsefradraget nægtet i henhold til Ligningsloven § 9 A, stk. 1, da hun ikke blev anset for at være på rejse. Befordringsfradraget blev begrænset til kørsel mellem bopæl og arbejdsplads i Danmark i henhold til Ligningsloven § 9 C, stk. 2, med en reduceret sats for kørsel over 100 km.

Landsskatteretten skulle afgøre, om klageren var berettiget til de påklagede fradrag, herunder en vurdering af hendes skattemæssige domicil og anvendelsen af rejsebegrebet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at klageren fra den 29. august 2007 havde og fortsat havde bolig til rådighed i Danmark. Dette medførte, at klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, og dermed var grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven § 5a ikke relevante, da disse kun finder anvendelse på personer, der er skattepligtige efter Kildeskatteloven § 2 (begrænset skattepligt).

Rejsefradrag

Landsskatteretten vurderede, om klageren var berettiget til fradrag for rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A, stk. 1. Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter, at en lønmodtager på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen. Dette kræver en sædvanlig bolig i hjemlandet og et midlertidigt arbejdssted.

Retten fandt, at klageren opfyldte betingelsen om midlertidigt arbejdssted frem til den 13. april 2008, da hendes ansættelseskontrakt udløb på denne dato.

Spørgsmålet om klagerens sædvanlige bopæl blev afgjort ud fra en konkret helhedsvurdering af, hvor centrum for hendes livsinteresser var. Retten lagde vægt på følgende:

• Klageren havde haft bolig i Danmark siden april 2007.
• Hun havde boet sammen med sin ægtefælle i Danmark.
• Hun havde udelukkende arbejdet i Danmark siden april 2007.
• Det var ikke dokumenteret, at klageren i det påklagede indkomstår havde opretholdt bolig i Polen.

På baggrund af disse forhold anså Landsskatteretten klagerens centrum for livsinteresser for at være i Danmark. Dette var i overensstemmelse med principperne i Dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Polen, artikel 4, om midtpunkt for livsinteresser.

Da klageren blev anset for at have sædvanlig bopæl i Danmark, kunne hun ikke anses for at være på rejse i relation til sit arbejde i Danmark. Derfor var hun ikke berettiget til fradrag for udgifter til kost og logi efter Ligningsloven § 9 A.

Befordringsfradrag

Som en konsekvens af, at klagerens sædvanlige bopæl blev anset for at være i Danmark, var hun alene berettiget til fradrag for befordring mellem sin sædvanlige bopæl i Danmark og sin arbejdsplads i Danmark i henhold til Ligningsloven § 9 C. Da der ikke var uenighed om antal arbejdsdage eller afstand mellem hjem og arbejde i Danmark, og da satsen for kørsel over 100 km pr. dag var 50% af normalsatsen, stadfæstede Landsskatteretten Skatteankenævnets afgørelse om befordringsfradraget.

Landsskatteretten stadfæstede således Skatteankenævnets afgørelse fuldt ud.