Beskatning af fri sommerbolig: Fraskrivelse af rådighed og salg til nærtstående

Sagen omhandler et bindende svar vedrørende beskatning af en eneanpartshaver af selskabets ferieboliger i ledige perioder. Klageren ønskede bekræftet, at han fra og med den 1. november 2010 ikke skulle beskattes af ferieboligerne, da de var omfattet af selskabets driftsaktiver. SKAT havde tidligere beskattet klageren af fri sommerbolig for indkomstårene 2007-2009 for ferieboligerne beliggende [adresse2], [by2], og [adresse1], [by1], med henvisning til Ligningsloven § 16, stk. 5 og Personskatteloven §§ 3 og 4.

Baggrund

Klageren er eneanpartshaver i [virksomhed2] ApS, som ejer [virksomhed3] ApS. [virksomhed3] ApS ejer ferieejendommen [adresse1], [by1], og varetager udlejningen af yderligere fire ferieejendomme, hvoraf den ene ([adresse2], [by2]) tidligere var ejet af [virksomhed3] ApS, men nu ejes af et selskab kontrolleret af klagerens søn. Klageren havde indgået en erklæring med [virksomhed3] ApS pr. 1. oktober 2010, hvoraf det fremgik, at klageren og familie ikke måtte anvende lejlighederne, selv i ledige perioder.

SKATs argumentation

SKAT afviste klagerens anmodning. SKAT henviste til Ligningsloven § 16, stk. 1, Ligningsloven § 16, stk. 5 og Ligningsloven § 16 A, stk. 6 og argumenterede for, at en aftale mellem en hovedanpartshaver og dennes 100 % ejede selskab ikke effektivt fraskriver retten til at udnytte selskabets sommerbolig, da der mangler en uafhængig tredjepartskontrol, som det ses ved udlejning gennem et eksternt bureau. SKAT mente derfor, at klageren fortsat ville have rådighed over ferieboligerne i ikke-udlejede perioder.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant påstod, at klageren ikke skulle beskattes fra den 1. november 2010. Det blev fremført, at ferieboligerne udelukkende var anskaffet med henblik på udlejning som driftsaktiver, og at den indgåede fraskrivelsesaftale effektivt afskar klagerens råderet. Der blev henvist til SKM2009.459.LSR, hvor to sommerboliger blev anset for driftsaktiver, og hovedanpartshaveren ikke blev beskattet af rådigheden i ledige perioder, selv uden tredjepartskontrol. Det blev også anført, at den private anvendelse, der havde fundet sted, primært var til istandsættelse og vedligeholdelse. For ejendommen [adresse2], [by2], blev det fremhævet, at den nu var ejet af et selskab, hvori klageren ikke var anpartshaver, og at der derfor ikke var hjemmel til beskatning.

Landsskatterettens bemærkninger

Landsskatteretten bemærkede, at fraskrivelseserklæringen havde virkning fra den 1. oktober 2010. Afgørelsen om rådighed beror på en samlet konkret vurdering. For ferieboligen på [adresse1], [by1], fandt Landsskatteretten, at beskatningen skulle opretholdes. Dette skyldtes, at sommerhuse falder uden for almindelig udlejningsvirksomhed, at klageren tidligere havde benyttet ejendommen, og at klagerens efterfølgende køb af ejendommen pr. 1. januar 2012 (grundet et påbud fra Miljøministeriet om ophør af erhvervsmæssig udlejning) indikerede et ønske om privat brug. For ferieboligen på [adresse2], [by2], fandt Landsskatteretten, at der ikke længere var grundlag for beskatning, da ejendommen var solgt til et selskab ejet af klagerens søn, og klageren dermed ikke længere var anpartshaver i det ejerende selskab. Landsskatteretten ændrede SKATs bindende svar i overensstemmelse hermed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs bindende svar og besvarede spørgsmålet differentieret for de to ferieboliger:

• Ferieboligen beliggende [adresse1], [by1]: Spørgsmålet blev besvaret med "nej". Landsskatteretten fastholdt beskatningen af klageren for rådighed over denne ejendom, selv efter klagerens fraskrivelseserklæring med virkning fra den 1. oktober 2010. Begrundelsen var, at sommerhuse falder uden for almindelig udlejningsvirksomhed, at klageren tidligere havde benyttet ejendommen i selskabets ejerperiode, og at klagerens efterfølgende køb af ejendommen pr. 1. januar 2012 indikerede et ønske om privat brug som sommerbolig.

• Ferieboligen beliggende [adresse2], [by2]: Spørgsmålet blev besvaret med "ja, fra tidspunktet for salget af ejendommen til selskabet [virksomhed1] ApS". Da denne ejendom ikke længere var ejet af klagerens selskab ([virksomhed3] ApS), men af et selskab ejet af klagerens søn ([virksomhed1] ApS), fandt Landsskatteretten, at der ikke længere var grundlag for at beskatte klageren af rådighed over denne ejendom.