Landsskatteretten stadfæster nægtelse af fradrag for underskud i interessentskab grundet manglende skattemæssig realitet og afviser ugyldighedspåstand om manglende partshøring

Sagen omhandler en klagers skatteansættelse for indkomstårene 1991 og 1992, hvor Skatteankenævnet havde nægtet fradrag for underskud og renter vedrørende et skattearrangement i interessentskabet [virksomhed1] I/S. Klageren havde erhvervet 11 % af interessentskabet, som angiveligt ejede edb-udstyr.

Interessentskabet indgik i et komplekst sale-and-lease-back arrangement, hvor edb-udstyret oprindeligt var anskaffet af [virksomhed4], finansieret via et lån fra [virksomhed5] Limited, og derefter tilbageleaset til [virksomhed6] Inc., som videreleaset til [virksomhed7] Inc. Interessentskabet overtog rettigheder og forpligtelser som ejer og udleaser af udstyret, men med betydelige indskrænkninger i råderetten og uden personlig hæftelse for gælden, da lånet var ydet på non-recourse vilkår. Leasingydelserne svarede til låneydelserne, og der var ingen pengestrømme mellem interessentskabet og leasingtager eller långiver. Leasingtageren havde en købsoption, som blev udnyttet i 1995.

Skatteankenævnet afviste fradragene med henvisning til, at interessentskabet ikke reelt var ejer af aktiverne og ikke hæftede personligt for gælden, og henviste til den daværende Afskrivningslov § 2 og Ligningslov § 5, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var skattemæssig realitet i arrangementet, og at en eventuel sagsbehandlingsfejl vedrørende partshøring ikke medførte ugyldighed, da afgørelsen var materielt korrekt. Dette blev understøttet af Højesterets praksis i tilsvarende sager.

Klageren nedlagde principal påstand om, at skatteforvaltningens afgørelse var ugyldig på grund af tilsidesættelse af reglerne om dokumentation, begrundelse og partshøring i den dagældende Skattestyrelseslov § 3, stk. 4 og Forvaltningslov § 19. Klageren argumenterede for, at skatteforvaltningen havde fremkommet med nye væsentlige oplysninger i afgørelsen, som ikke var partshørt. Subsidiært påstod klageren, at investeringen i edb-udstyret havde skattemæssig realitet, da interessentskabet havde råderet over udstyret og ikke var afskåret fra indflydelse på driften, og at brugeren ikke reelt var tillagt en købepligt. Klageren fastholdt derfor retten til fradrag for underskud.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse for begge indkomstår. Afgørelsen byggede på to hovedpunkter:

Formalitetsindsigelse (Partshøring)

Landsskatteretten fandt, at skattemyndighedernes afgørelse ikke var ugyldig på grund af manglende partshøring. Dette skyldtes, at det notat, som klageren henviste til som grundlag for en ny partshøring, ikke indeholdt nye væsentlige faktiske oplysninger i forhold til de oplysninger, der forelå ved udsendelsen af agterskrivelsen. Der var derfor ikke pligt til at foretage en ny partshøring i henhold til Skattestyrelseslov § 3, stk. 4 og Forvaltningslov § 19.

Skattemæssig realitet

Landsskatteretten tiltrådte skatteankenævnets vurdering af, at klagerens deltagelse i sale-and-lease-back arrangementet vedrørende edb-udstyr ikke kunne tillægges skattemæssig betydning. Dette blev begrundet med, at interessentskabet ikke blev anset for at være den reelle ejer af aktiverne og ikke hæftede personligt for gælden. Derfor var klageren ikke berettiget til at foretage skattemæssige afskrivninger eller fradrag for renteudgifter. Afgørelsen henviste til praksis, herunder Højesterets domme i tilsvarende sager, hvor det er fastslået, at deltagere i sådanne arrangementer alene erhverver et midlertidigt formelt ejerskab uden skattemæssig realitet.

Landsskatteretten stadfæstede derfor nægtelsen af fradrag for underskud og renter for: