Nægtelse af fradrag for udgifter til arbejdsværelse i privat bolig - manglende erhvervsmæssig anvendelse

Sagen omhandler klagerens fradragsret for udgifter til et arbejdsværelse i eget hjem i indkomståret 2009, vedrørende perioden 2002 til 2008, med et beløb på 185.605 kr.

Klageren, en pensioneret officer, etablerede i år 2000 en selvstændig konsulentvirksomhed fra sin private bolig. Virksomheden var budgetteret til ca. 300 fakturerede timer årligt med en forventet honorarindkomst på ca. 120.000 kr. årligt, og skulle ophøre i 2008.

I 2002 fik klageren en øjeninfektion efter en operation, hvilket medførte varigt mén. Som følge heraf modtog han i 2009 en engangserstatning på 700.000 kr. fra Patientforsikringen for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 29. november 2002 til 2008. Klageren argumenterede for, at denne erstatning var en direkte kompensation for de tabte honorarindtægter fra konsulentvirksomheden, og at udgifterne til kontoret derfor var fuldt ud berettigede og fradragsberettigede.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at der skulle godkendes fradrag for udgifterne. Han fremhævede, at kontoret på 38 m2 med egen indgang og toiletfacilitet var en fuldt professionel kontorfacilitet, der ikke kunne anvendes som bolig. Ejendommen var beliggende i et erhvervskvarter og havde tidligere været godkendt til erhverv. Klageren anførte, at Patientforsikringen havde anerkendt hans forretningskoncept og de forudgående års honorarindtægter som grundlag for erstatningen, hvilket understregede den direkte forbindelse mellem udgifterne til kontoret og de tabte indtægter.

SKATs afgørelse og argumenter

SKAT nægtede fradrag for udgifterne. SKATs opfattelse var, at udgifterne ikke var afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, da der ikke havde været indtægter ud over almindelig A-indkomst. SKAT mente ikke, at erstatningsbeløbet på 700.000 kr. kunne anses for indtægt for udført honorararbejde. SKAT henviste til praksis, hvorefter der i almindelighed ikke er fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i eget hjem, medmindre værelset har skiftet karakter, så det ikke er anvendeligt som et af boligens opholdsrum. SKAT henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som fastslår, at udgifter anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages. Dette kræver en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsten, og at udgiften ligger inden for virksomhedens naturlige rammer og ikke kan karakteriseres som en privatudgift.

For at opnå fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i egen bolig er det en betingelse, at arbejdets art og omfang medfører, at værelset kan anses for et særskilt arbejdsværelse, der ikke indgår i boligens almindelige opholdsrum.

Landsskatteretten lagde følgende til grund:

• Det årlige tidsforbrug ved udførelse af konsulentarbejdet i perioden 2002 til 2008 var forudbestemt til ca. 300 timer, svarende til et gennemsnitligt ugentligt tidsforbrug på ca. 6 timer.
• Klageren havde fået tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 29. november 2002 til 2008.

Landsskatteretten fandt herefter ikke, at det var godtgjort, at klagerens kontor udelukkende eller i betydeligt omfang blev anvendt erhvervsmæssigt. Derfor kunne der ikke godkendes fradrag for udgifter til arbejdsværelse i egen bolig.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.