Nægtelse af fradrag for underskud af virksomhed og lønmodtagerudgifter - manglende erhvervsmæssig aktivitet og utilstrækkelig dokumentation

Klageren, en lægesekretær, anmodede om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 med henblik på at opnå fradrag for underskud af en påtænkt virksomhed samt for lønmodtagerudgifter. Virksomheden, oprindeligt planlagt som et hjertehospital, var på planlægningsstadiet siden 2003, med mere konkrete tiltag i 2008. Klageren budgetterede med et kapitalbehov på 100-125 mio. kr. og forsøgte at indgå aftaler med hjertekirurger, finansieringsselskaber og finde egnede lokaler. Projektet blev dog opgivet i december 2008, da de planlagte kirurger sprang fra, og finansiering samt nødvendige tilladelser fra Sundhedsstyrelsen og overenskomst med sygesikringen ikke kom på plads. Klageren forsøgte kortvarigt at genåbne projektet i 2010 med fokus på fedme- og øjenoperationer, men lukkede det endeligt i marts 2010.

Indkomståret 2008

SKAT nægtede fradrag for underskud af virksomhed på 138.762 kr. med den begrundelse, at virksomheden ikke var igangværende, men alene på etablerings- eller planlægningsstadiet. SKAT anførte, at der ikke var opnået tilladelser, finansiering var ikke på plads, der var ingen økonomisk aktivitet, ingen fundne lokaler og ingen ansatte. Udgifterne blev anset for etableringsudgifter eller private udgifter, herunder husleje for privat bebølse. Klageren påstod, at salget af en ejerbolig med erhvervstilladelse i 2007 skulle indregnes som salg af et aktiv i 2008 med henblik på kapitalfremskaffelse til virksomheden.

Indkomståret 2009

For indkomståret 2009 nægtede SKAT fradrag for fremført underskud fra 2008 på 110.032 kr. samt fradrag for rejseudgifter og befordringsfradrag. Klageren havde selvangivet et fremført underskud, men SKAT påpegede, at underskud automatisk fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst og ikke skal selvangives. Vedrørende lønmodtagerudgifter, herunder rejseudgifter og befordring, godkendte SKAT kun en del af de selvangivne beløb baseret på standardfradrag og dokumentation.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for begge indkomstår.

Indkomståret 2008

Landsskatteretten fandt, at klagerens påstand om, at salget af en privat ejerbolig med erhvervstilladelse skulle anses som en indtægt i hospitalsvirksomheden, ikke kunne anerkendes. Provenuet fra salget blev betragtet som salg af et privatejet aktiv, der var uvedkommende for en eventuel erhvervsvirksomhed.

Med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a fastslog Landsskatteretten, at fradrag for driftsomkostninger forudsætter en igangværende erhvervsmæssig virksomhed. Retten lagde til grund, at:

• Der ikke var indhentet tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at drive hospital.
• Klageren ikke havde kunnet angive en person med patientansvar.
• Der ikke var indgået en endelig aftale med en investor om finansiering.
• Der ikke var dokumenteret ansættelsesaftaler med hjertekirurgerne.

På dette grundlag vurderede Landsskatteretten, at virksomheden på intet tidspunkt i indkomståret 2008 havde været igangværende, men udelukkende på etablerings-/planlægningsstadiet indtil projektets opgivelse den 15. december 2008. Derfor kunne klageren ikke få fradrag for underskud af virksomhed i 2008. Hospitalsvirksomheden kunne heller ikke anses for igangværende siden 2003.

Indkomståret 2009

Som en konsekvens af afgørelsen for 2008 kunne klageren ikke fremføre underskud af virksomhed til indkomståret 2009, jf. Personskatteloven § 13. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse på dette punkt.

Vedrørende rejseudgifter henviste Landsskatteretten til Ligningsloven § 9a, stk. 7 om fradrag for rejseudgifter med standardsatser eller faktiske udgifter. Retten fandt, at klageren i perioden 10. til 17. august 2009 havde afholdt udgifter til overnatning på patienthotel i [by8] svarende til 8 døgn og 12 timer. Da de beregnede rejseudgifter ikke oversteg bundfradraget på 5.500 kr. (jf. Ligningsloven § 9, stk. 1), kunne klageren ikke få fradrag herfor.

For kørselsudgifter henviste Landsskatteretten til Ligningsloven § 9c, stk. 1. Baseret på de fremlagte bilag og klagerens oplysninger, anså retten det kun for dokumenteret, at klageren havde haft befordringsudgifter svarende til 2 gange 253 km, hvilket berettigede til et fradrag på 720,10 kr. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på dette punkt.