Godkendelse af fuld omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i Landsskatteretten

Sagen omhandlede klagernes ret til fuld omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i en vurderingssag ved Landsskatteretten. SKAT havde reduceret det ansøgte beløb på 109.548,44 kr. inkl. moms til 80.000 kr. inkl. moms, idet SKAT anså honoraret for ikke at være rimeligt.

Sagens baggrund

Klagerne havde anmodet SKAT om genoptagelse af ejendomsvurderinger for ejendommen Y1 med krav om fradrag i grundværdien for udgifter til forbedringer. Efter en afgørelse fra vurderingsankenævnet, som godkendte et fradrag på 209.517 kr., påklagede klagerne sagen til Landsskatteretten. Undervejs skiftede klagerne repræsentant fra G1 ApS til Advokatanpartsselskabet G2.

Advokatanpartsselskabet fakturerede i alt 44,25 timer til en timepris på 1.995 kr. ekskl. moms (2.493,75 kr. inkl. moms), hvilket resulterede i et samlet honorar på 109.548,44 kr. inkl. moms. Landsskatteretten gav klagerne medhold i overvejende grad, idet fradraget for grundforbedringer blev godkendt med i alt 249.921 kr.

SKATs begrundelse for nedsættelse

SKAT begrundede nedsættelsen af omkostningsgodtgørelsen med en samlet vurdering af honorarets rimelighed baseret på kriterier fra forarbejderne til Skatteforvaltningsloven § 57. SKAT mente, at:

• Der var anvendt for mange timer (44,25 timer) i forhold til den udførte bistand.
• En del af ingeniørens tidsforbrug muligvis var registreret på advokatens tidsregistrering.
• Sagen var en del af et større kompleks af sager ("massesager"), hvor tidsforbruget burde være reduceret, da praksis og regler i vidt omfang var ens.
• Sagen var overtaget fra en anden rådgiver, og materiale kunne genbruges.
• Sagsgenstanden var forholdsvis lille, selvom afgørelsen havde betydning for efterfølgende år. SKAT fastholdt, at de havde kompetence til selv at foretage en rimelighedsvurdering af honoraret, især i tilfælde hvor honoraret ansås for "åbenbart urimeligt", og havde derfor trukket klagen tilbage fra Advokatnævnet.

Klagernes argumenter

Klagerne gjorde gældende, at SKAT ingen kompetence havde til selvstændigt at træffe afgørelse om rimeligheden af et advokatsalær. De henviste til Retsplejeloven § 126, stk. 2, Retsplejeloven § 146 og Retsplejeloven § 147a, som fastslår, at Advokatnævnet er den rette myndighed til at behandle klager over advokaters honorarer. Klagerne fremhævede, at Advokatnævnet er et uafhængigt, lovbestemt klagenævn, hvis afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Klagerne anførte desuden, at SKATs tilbagekaldelse af klagen fra Advokatnævnet var en væsentlig sagsbehandlingsfejl, da den var båret af usaglige hensyn (Advokatnævnet havde afvist SKATs klager i lignende sager). De bestred, at der var tale om "massesager", da hver sag indeholdt individuelle faktiske forhold og ældre, vanskelig lovgivning. Det blev fremhævet, at advokatanpartsselskabet var et specialistkontor, og at den konkrete sag fungerede som "førersag" for 30 andre parceller, hvor advokatanpartsselskabet ikke havde opkrævet yderligere honorar.

Time-/sagsregnskab

Advokatanpartsselskabets time-/sagsregnskab for den ydede bistand:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fandt, at klagerne var berettiget til omkostningsgodtgørelse med det fulde ansøgte beløb på 109.548,44 kr. inkl. moms.

Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 57, stk. 3 og 4 samt Bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 § 2, stk. 3. Med henvisning til forarbejderne til lov nr. 388 af 6. juni 2002, som indførte adgangen til 100% omkostningsgodtgørelse, fastslog Landsskatteretten, at det fra lovgivers side var forudsat, at skattemyndighederne som altovervejende hovedregel skal forelægge spørgsmål om honorarrimelighed for de respektive klagenævn, hvis der er grundlag for tvivl.

Landsskatteretten bemærkede, at:

• Advokatanpartsselskabet er specialist inden for området med fradrag for grundforbedringer, jf. Vurderingsloven § 17.
• Honoraret var udstedt med en lavere timepris end den gennemsnitlige timepris for advokater i lignende sager.
• Sagen havde fungeret som "førersag" for 30 andre parceller, og tillige havde betydning for en længere række efterfølgende vurderingsår, uden at der var opkrævet yderligere honorar fra de øvrige parcelejere.
• Landsskatteretten kunne ikke tiltræde SKATs opfattelse af, at samtlige sager om fradrag for grundforbedringer var "massesager", da de indeholdt individuelle faktiske forhold og ældre, vanskelig lovgivning.
• Det anvendte tidsforbrug afveg ikke fra tidsforbruget i lignende sager, som Advokatnævnet tidligere havde afvist at behandle klager over.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af det fakturerede honorar. Klagerne var derfor berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse, og der var ikke grundlag for krav om tilbagebetaling.