Afvisning af klage over skatteansættelse af konkursramt selskab – manglende klageberettigelse

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt klageren, som tidligere direktør og indirekte ejer af det nu konkursramte selskab [virksomhed1] ApS, var berettiget til at klage over SKATs afgørelse vedrørende selskabets skatteansættelse for indkomståret 2005. Selskabet, der drev virksomhed inden for Edb-programmering, blev stiftet i 2005 og kom under konkursbehandling i 2008, hvorefter det ophørte i 2009.

SKATs afgørelse af 22. november 2010 omkvalificerede skattefri befordringsgodtgørelse på 137.440 kr. til skattepligtig befordringsgodtgørelse, da selskabet ikke havde ført den fornødne kontrol med udbetalingen, som krævet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Dette medførte, at godtgørelsen skulle medregnes til modtagerens personlige indkomst, jf. Kildeskatteloven § 43, selvom det ikke havde direkte betydning for selskabets skatteansættelse. Klageren havde i en afhøring oplyst, at han ikke havde ført regnskab over udgifterne, og der var ikke fundet materiale til dokumentation.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klageren var klageberettiget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 40. Det blev principalt anført, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af overskridelse af ansættelsesfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Subsidiært blev det anført, at ansættelsen hvilede på et urigtigt grundlag.

Repræsentanten argumenterede for klageberettigelse med henvisning til, at afgørelsen vedrørende selskabet havde direkte konsekvenser for klageren personligt, idet hans egen indkomst var forhøjet med et tilsvarende beløb. Det blev fremhævet, at SKATs afgørelse var truffet på baggrund af en efterforskning i en straffesag, hvor klageren var sigtet for groft skatte- og momssvig. En afgørelse i selskabssagen ville derfor have direkte afsmitning på klagerens straffesag, hvor der kunne nedlægges påstand om tillægsbøde og fængselsstraf baseret på de påståede unddragelser i selskabet. Det blev også anført, at klageren efter praksis kunne blive gjort ansvarlig for SKATs tab i henhold til Opkrævningsloven § 11, stk. 2.

Klageren mente ikke at have mulighed for at anfægte det materielle grundlag for selskabets afgørelse i personligt regi, da afgørelsen vedrørende ham personligt blev anset for en nullitet grundet SKATs manglende overholdelse af 3-månedersfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Klagen afvises.

Begrundelse

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke kunne anses for klageberettiget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 40, stk. 1. Bestemmelsen kræver, at en klager har en væsentlig, direkte og individuel interesse i den afgørelse, der klages over. Da selskabet, hvis skatteansættelse var påklaget, var opløst ved konkurs den 27. maj 2009, eksisterede det ikke længere.

Klagerens interesse i at påklage afgørelsen blev anset for afledt og indirekte. Landsskatteretten henviste til, at klagerens interesse kunne varetages ved indsigelser vedrørende hans personlige skatteansættelse, og at han i forbindelse med behandlingen af eventuelt hæftelses- og strafansvar ville have mulighed for at fremkomme med indsigelser mod SKATs afgørelse vedrørende selskabets indkomstansættelse. Dette blev understøttet af retspraksis, herunder SKM2008.166.ØLR og SKM2007.289.LSR.

Landsskatteretten bemærkede, at afvisningen af klagen ikke indebar en stillingtagen til afgørelsens retskraft.