Klage afvist grundet fristoverskridelse - manglende klagevejledning og remonstration

Sagen omhandlede en klage over SKATs opfølgning på en tidligere kendelse fra Landsskatteretten vedrørende moms- og lønsumsafgiftstilsvar. Klageren mente, at SKAT ikke havde foretaget korrekt opfølgning, og at Landsskatteretten havde modtaget tilstrækkelig information om klagerens utilfredshed.

SKAT traf afgørelse den 24. februar 2006, men denne var ikke ledsaget af en klagevejledning. Klageren rettede den 27. februar 2006 skriftlig henvendelse til SKAT, hvor utilfredshed med afgørelsen blev udtrykt, og en kopi af brevet blev sendt til Landsskatteretten. Brevet var dog ikke formuleret som en klage til Landsskatteretten og indeholdt ingen klageafgift.

SKAT meddelte den 23. marts 2006 en behørig klagevejledning, herunder oplysning om den 3 måneders klagefrist til Landsskatteretten og krav om klageafgift. Klageren indsendte ikke en formel klage inden fristens udløb, og der blev heller ikke indbetalt klageafgift. Yderligere korrespondance mellem klageren og SKAT i juni og august 2006 udtrykte fortsat utilfredshed, men indikerede, at klage til Landsskatteretten endnu ikke var iværksat.

Først den 26. januar 2011, mere end fire år efter klagefristens udløb, modtog Landsskatteretten meddelelse om klagerens indsigelser mod SKATs afgørelse af 24. februar 2006. Klagerens advokat havde i december 2010 anmodet SKAT om at behandle klagerens brev af 27. februar 2006 som en klage.

Landsskatteretten afviste klagen, da den ikke var modtaget rettidigt i henhold til Skatteforvaltningsloven § 42, stk. 1. Retten lagde vægt på, at klagerens tidligere henvendelser til SKAT måtte anses for remonstrationer og ikke formelle klager til Landsskatteretten. Selvom SKAT oprindeligt ikke havde givet klagevejledning, blev dette rettet den 23. marts 2006. Den betydelige fristoverskridelse på over fire år, kombineret med manglende indbetaling af klageafgift og manglende opfyldelse af de formelle krav til en klage jf. Skatteforvaltningsloven § 42, stk. 2 og Skatteforvaltningsloven § 42 a, betød, at der ikke var grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten afviste klagen. Afgørelsen blev begrundet med, at klagen ikke var indgivet rettidigt, og at de formelle krav til en klage ikke var opfyldt.

Landsskatteretten lagde til grund, at SKATs afgørelse af 24. februar 2006 oprindeligt ikke var ledsaget af en klagevejledning. En korrekt og fyldestgørende klagevejledning blev dog meddelt klageren den 23. marts 2006. Ifølge Skatteforvaltningsloven § 42, stk. 1 skal en klage være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter fristens udløb, medmindre særlige omstændigheder taler for at se bort fra fristoverskridelsen.

Det blev konstateret, at Landsskatteretten først modtog meddelelse om klagerens indsigelser mod SKATs afgørelse den 26. januar 2011, hvilket var mere end 4 år efter udløbet af klagefristen regnet fra modtagelsen af den korrekte klagevejledning. Klageren havde således ikke iværksat klage til Landsskatteretten inden klagefristens udløb, og der var heller ikke indbetalt klageafgift, som krævet i Skatteforvaltningsloven § 42 a.

Landsskatteretten vurderede, at den tidligere korrespondance mellem klageren og SKAT, herunder klagerens brev af 27. februar 2006, måtte forstås som en anmodning til SKAT om at genbehandle afgørelsen (remonstration) og ikke som en formel klage til Landsskatteretten. Dette blev understøttet af klagerens eget udsagn i et brev af 12. juni 2006, hvoraf fremgik, at muligheden for at anke til Landsskatteretten stadig eksisterede. Klagerens brev af 30. oktober 2006 til Landsskatteretten vedrørte desuden en anden afgørelse.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagen ikke var modtaget rettidigt. Der forelå heller ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde at se bort fra den meget betydelige fristoverskridelse. Klagen blev derfor afvist.