Afslag på rejsefradrag til sygeplejerske fra Polen - Sædvanlig bopæl

Sagen omhandler en sygeplejerske fra Polen, der ansøgte om genoptagelse af sin skatteansættelse for 2007 med henblik på at opnå rejsefradrag. Klageren kom til Danmark i maj 2007 og fik en tidsbegrænset ansættelse som social- og sundhedshjælper, som senere blev til en fast ansættelse. Klageren oplyste, at hun før sin ankomst til Danmark boede i Polen i et hus ejet af hendes mor, som hun fremlejede, og at hun opretholdt denne bopæl.

SKAT afviste anmodningen om genoptagelse og nægtede rejsefradrag med den begrundelse, at klagerens sædvanlige bopæl på tidspunktet for hendes ankomst til Danmark blev anset for at være i Danmark. SKAT mente derfor, at hun ikke var på rejse i skattemæssig forstand og dermed ikke berettiget til fradrag for kost og logi efter Ligningsloven § 9 A, uanset om arbejdet var midlertidigt.

Klageren fastholdt sin påstand om at være berettiget til fradrag i henhold til Ligningsloven § 9 A. Hun argumenterede for, at afstanden mellem Danmark og Polen utvivlsomt opfyldte kriteriet om, at overnatning på sædvanlig bopæl ikke var mulig. Desuden mente hun at have dokumenteret, at hun opretholdt en sædvanlig bopæl i Polen, som stod til rådighed under rejsen. Klageren henviste til Ligningsvejledningen og SKM2001.188.TSS samt SKM2001.128.TSS, som præciserer, at rejsebegrebet forudsætter udgifter til en sædvanlig bolig i hjemlandet og en midlertidig ansættelse så langt væk, at overnatning nær arbejdsstedet er nødvendig. Klageren mente, at hendes tidsbegrænsede kontrakt med [virksomhed1] og dokumentation for bopæl i Polen understøttede hendes ret til fradrag.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten gennemgik reglerne for skattefri godtgørelse og fradrag for rejseudgifter. Det fremgår af den dagældende bestemmelse i Ligningsloven § 9 A, stk. 1, at godtgørelse for rejseudgifter kan modtages skattefrit, hvis en lønmodtager ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden til et midlertidigt arbejdssted, forudsat godtgørelsen holder sig inden for visse satser. Hvis der ikke er udbetalt godtgørelse, kan lønmodtageren foretage fradrag efter standardsatserne i Ligningsloven § 9 A, stk. 2 eller med de faktiske udgifter, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 7.

Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter to hovedbetingelser:

• Lønmodtageren skal have en sædvanlig bolig i hjemlandet og være så langt hjemmefra, at det er nødvendigt at overnatte nær arbejdsstedet.
• Der skal arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.

En skatteyder anses for at have sædvanlig bopæl der, hvor centrum for hans livsinteresser er, hvilket beror på en konkret, individuel vurdering. Et arbejdssted kan som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5. En ny 12-måneders-periode påbegyndes ved arbejdsstedsskifte, som forudsætter:

• Skifte til en ny arbejdsplads mindst 8 km ad normal transportvej fra den tidligere arbejdsplads.
• Skifte til et andet arbejdsprojekt.
• Skifte arbejdsgiver.

Hvis tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, er det en betingelse for arbejdsstedsskifte, at der er forløbet 20 arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdsstedet, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 6.

I den konkrete sag var klageren ansat på en midlertidig kontrakt i 2007. Spørgsmålet var, om klageren havde sædvanlig bopæl i Polen eller Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret, at hun opretholdt bolig i Polen efter flytningen til Danmark, eller i hvilket omfang hun havde været i Polen. På baggrund af en konkret helhedsvurdering fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde bevaret centrum for sine livsinteresser i Polen.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKAT's afgørelse om afslag på genoptagelse og nægtelse af rejsefradrag.