Manglende fradragsret for erstatning vedrørende brug af maskiner og arbejdskraft

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren havde fradragsret for en erstatning på 192.000 kr. i sin skattepligtige indkomst for 2010. Erstatningen vedrørte klagerens brug af maskiner og arbejdskraft fra hans tidligere arbejdsplads, [virksomhed1] A/S, i årene 2005, 2006 og 2007 i forbindelse med markarbejde på en landbrugsejendom, der først tilhørte hans svigerfar og senere hans ægtefælle.

Klageren, der var direktør i [virksomhed1] A/S, havde i efteråret 2005 tilbudt sin svigerfar at udføre markarbejde med maskiner lånt fra [virksomhed1] A/S og med hjælp fra en ansat. Som betaling modtog [virksomhed1] A/S halmen fra de 40 ha. Denne praksis fortsatte i 2006 og 2007, efter klagerens ægtefælle købte ejendommen, og klageren selv drev den.

I april 2010 rejste [virksomhed1] A/S et krav mod klageren for uberettiget brug af maskiner og arbejdskraft. Klageren indgik et forlig og betalte 192.000 kr., benævnt som "erstatning" fordelt med 64.000 kr. for hvert af årene 2005, 2006 og 2007.

SKAT afviste fradragsret med henvisning til, at erstatningsbeløbet faldt uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko ved landbrugsejendommens drift og derfor ikke var fradragsberettiget efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. For indkomståret 2005 bemærkede SKAT desuden, at beløbet ikke var afholdt i forbindelse med drift af egen landbrugsvirksomhed.

Klagerens repræsentant påstod, at beløbet reelt var betaling for lån af maskiner og dermed en fradragsberettiget driftsomkostning, uanset betegnelsen "erstatning". Klageren mente, at beløbet skulle fradrages i 2010, da betalingen fandt sted dette år. Subsidiært blev det påstået, at beløbet skulle fradrages i de respektive indkomstår for klageren (2006 og 2007) og svigerfaderen (2005).

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs bindende svar om, at klageren ikke havde fradragsret for den afholdte omkostning på 192.000 kr. i 2010.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at:

• Det indgåede forlig var udtryk for klagerens erstatning til [virksomhed1] A/S som følge af uberettiget brug af selskabets maskiner og arbejdskraft.
• Fradrag for erstatninger kan opnås efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a som et driftstab, hvis dispositionerne kan anses for sædvanlige og som et naturligt led i landbrugsvirksomheden.
• Klagerens brug af maskiner og arbejdskraft lå uden for rammerne af en normal og sædvanlig varetagelse af landbrugsvirksomhed.
• Udgiften til erstatningen var derfor ikke et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko ved landbrugsvirksomhed, og udgifterne var ikke fradragsberettigede for klageren/klagerens svigerfader som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Ét retsmedlem fandt, uanset udgifternes betegnelse, at der reelt var tale om fradragsberettigede driftsudgifter. Da retten traf afgørelse efter stemmeflertallet, blev det bindende svar stadfæstet.