Fradrag for rejseudgifter - honorarmodtager - ligningslovens § 9 A

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en honorarmodtager kan få fradrag for rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A eller for faktiske merudgifter efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klageren, en medicinstuderende, arbejdede som vikar på et norsk sygehus via et dansk vikarbureau i perioden november 2007 til november 2008. Klageren modtog honorarer på henholdsvis 32.000 kr. i 2007 og 192.173 kr. i 2008. Klageren selvangav rejseudgifter på 3.556 kr. for 2007 og 22.905 kr. for 2008 i henhold til Ligningsloven § 9 A.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet godkendte ikke de selvangivne fradrag efter Ligningsloven § 9 A, da klageren blev anset for honorarmodtager, en persongruppe der ikke er omfattet af bestemmelsen. Nævnet godkendte i stedet fradrag for faktiske udgifter på 3.400 kr. for indkomståret 2008. Nævnet lagde vægt på kontraktens udformning, herunder kort løbetid, engangsbetaling, manglende garanti for fortsat ansættelse, udbetaling uden skattetræk, krav om selv at tegne forsikringer, og at klageren ikke var ansat hos vikarbureauet i øvrigt. Klageren blev hverken anset for lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant anerkendte, at klageren var honorarmodtager, men argumenterede for en analogislutning til Ligningsloven § 9 A. Argumenterne var baseret på:

• Årsagernes lighed: De udgifter til kost m.v., der påføres honorarmodtagere, er de samme som for lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, når de er på midlertidigt arbejdssted.
• Administrativ begrundelse: Formålet med standardsatserne i Ligningsloven § 9 A, stk. 7 og 8 er administrativt begrundet, og den administrative byrde er den samme for honorarmodtagere.
• Lovforarbejder: Det fremgår ikke af lovforarbejderne, at der er tale om et bevidst fravalg af honorarmodtagere i bestemmelsen.

Subsidiært gjorde repræsentanten gældende, at fradraget for faktiske merudgifter skulle opgøres skønsmæssigt, eventuelt til standardsatsen i Ligningsloven § 9 A, stk. 2, nr. 1, da klageren ikke havde gemt dokumentation for udgifterne, idet hun troede, hun kunne anvende standardsatserne. Det blev fremhævet, at leveomkostningerne i Norge er høje, og at der findes praksis for skønsmæssige fradrag uden fuld dokumentation, med henvisning til SKM2005.173 og SKM2005.491.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om ikke at godkende fradrag for rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A for indkomstårene 2007 og 2008. Klageren blev anset for honorarmodtager, og Landsskatteretten fandt, at honorarmodtagere ikke er omfattet af ordlyden af Ligningsloven § 9 A.

Landsskatteretten henviste til:

• Lovbestemmelsens ordlyd.
• Forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at en ligestilling af honorarmodtagere med lønmodtagere på rejseområdet kræver en grundig undersøgelse, og at der er en stor og uhomogen gruppe af honorarmodtagere.
• Administrativ praksis, herunder ligningsvejledningen, der fastslår, at honorarmodtagere ikke er omfattet af reglerne i Ligningsloven § 9 A, stk. 7.

Landsskatteretten fandt endvidere ikke grundlag for at godkende et yderligere fradrag for faktiske udgifter efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da det ikke var dokumenteret, at der havde været sådanne merudgifter for klageren i forbindelse med arbejdet i Norge. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.