Fradrag for rejseudgifter til kost for sergentelev

Sagen omhandler en klagers anmodning om bindende svar vedrørende muligheden for at foretage differencefradrag for kostudgifter efter Ligningsloven § 9 A i forbindelse med tjeneste i Forsvaret. Klageren, en sergent, var ansat på tidsubestemt kontrakt fra maj 2009 til januar 2011 og gjorde tjeneste på tre forskellige, midlertidige tjenestesteder: Sergentskolen i [by1], Hærens Kampskole i [by2], og sergenttjeneste ved [kaserne] i [by3].

Klageren boede hos sine forældre i [by4] fra januar 2009 til februar 2010, hvorefter han flyttede sammen med sin kæreste i egen lejlighed i samme by. Under tjenesten på kasernerne fik han stillet logi til rådighed, men betalte selv for kost, bortset fra en periode på Hærens Kampskole, hvor han modtog en delvis godtgørelse.

SKAT afviste fradrag for de første perioder (Sergentskolen og Hærens Kampskole samt den første del af sergenttjenesten) med den begrundelse, at klageren ikke ansås for at have haft sædvanlig bopæl hos sine forældre. SKAT mente, at klagerens bopæl i disse perioder måtte anses for at være kasernen, da han tidligere havde været fraflyttet forældrenes adresse og overnattede væsentligst på tjenestestederne. For perioden fra februar 2010 og frem accepterede SKAT fradrag, da klageren da havde etableret egen bopæl med sin kæreste, og transporttiden til [kaserne] (278 km, ca. 2 timer 52 minutter i bil) gjorde overnatning hjemme umulig.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at han havde haft sædvanlig bopæl i [by4] i hele perioden, både hos forældrene og senere med kæresten. Han fremhævede, at hans livsinteresser og sociale netværk altid havde været i [by4], og at opholdene på kasernerne alene var nødvendiggjort af tjenesten. Han argumenterede for, at det faktum, at han overnattede på tjenestestederne, netop var grundlaget for fradragsretten og ikke et argument imod.

Vedrørende spørgsmålet om muligheden for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (det såkaldte "umulighedskriterium"), henviste klageren til Højesterets dom af 5. maj 2009 (SKM2009.333HR). Denne dom fastslog, at vurderingen af, om en arbejdstager har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal ske ud fra en konkret bedømmelse, der ikke alene tager hensyn til afstand og transporttid, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens instruktioner. Højesteret afviste en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid, især når skatteyderen ikke har bil til rådighed.

Klageren fremhævede, at han ikke havde privat bil til rådighed og var henvist til offentlig transport. De oplyste transporttider med offentlig transport gjorde det fysisk umuligt at overnatte hjemme i hverdagene:

Klageren argumenterede imod SKATs fortolkning af Højesterets dom, som indebar et krav om, at arbejdsgiveren skulle have instrueret om valg af transportmiddel, og at medarbejderen skulle have fulgt denne instruktion. Klageren mente, at dette krav manglede støtte i dommens præmisser og var ulogisk, da det ville være umuligt at opfylde, hvis man de facto ikke overnattede hjemme.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og svarede "ja" til spørgsmålet om differencefradrag for kostudgifter for alle de omhandlede perioder. Retten fandt, at klageren var berettiget til fradrag efter reglerne i Ligningsloven § 9 A for perioderne 4. maj 2009 til 23. oktober 2009, 26. oktober 2009 til 29. januar 2010 og 1. februar 2010 til 12. februar 2010.

Landsskatteretten lagde til grund, at:

• Sergentskolen i [by1] og Hærens Kampskole i [by2] (samt den første del af sergenttjenesten) skulle anses for midlertidige arbejdssteder i forbindelse med klagerens uddannelse til sergent, da deltagelsen var pålagt af arbejdsgiveren som led i tjenesten.
• Klagerens sædvanlige bopæl i hele den omhandlede periode havde været i [by4], i overensstemmelse med klagerens repræsentants anbringender.

Efter en konkret vurdering, og med henvisning til Højesterets dom af 5. maj 2009 (SKM2009.333HR), fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til differencefradrag for kost for de perioder, hvor han i forbindelse med tjeneste i Forsvaret var borte fra sin faste bopæl.