Uenighed om erstatningens størrelse efter indbrud: Tvist om værdiansættelse af kontanter, smykker og beskadiget indbo

En familie blev udsat for et indbrud i deres hjem den 10. juni 2024, mens de var bortrejst. Efterfølgende anmeldte de skaden til deres indboforsikring hos Topdanmark Forsikring. Selskabet anerkendte, at indbruddet var en dækningsberettiget begivenhed, men der opstod uenighed om erstatningens størrelse for en række stjålne og beskadigede genstande.

Parternes Hovedpåstande

Klageren krævede fuld erstatning for de anmeldte skader, idet de mente, at selskabets vurdering var urimelig og baseret på en mangelfuld undersøgelse. Selskabet fastholdt deres erstatningsopgørelse og afvisninger med henvisning til manglende dokumentation, og at visse skader havde karakter af almindeligt slid frem for hærværk.

Tvistens Genstand

Uenigheden omhandlede en række specifikke krav, som kan opsummeres således:

Selskabet påpegede desuden, at klageren ved forsikringens tegning havde oplyst et forkert antal personer i husstanden, hvilket ifølge Forsikringsaftaleloven § 6 kunne have berettiget til en lavere erstatning, men selskabet valgte ikke at gøre dette gældende.

Ankenævnet gav ikke klageren medhold.

Nævnet fandt, at forsikringsselskabets afgørelser for de enkelte krav var velbegrundede og i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne og nævnets praksis.

ID 1 + 7 – Kontanter og 500 Euro

Nævnet kunne ikke kritisere selskabets skønsmæssige erstatning på 5.000 kr. for danske kontanter og 1.500 kr. for euro. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for tidsnære hævninger eller anden dokumentation for kontantbeholdningen. Den tilbudte erstatning blev anset for at være i overensstemmelse med eller lidt højere end nævnets faste praksis for udokumenterede kontantkrav.

ID 2 – Smykkesæt

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets skønsmæssige erstatning på 5.000 kr. Klagerens dokumentation i form af et certifikat uden tilhørende kvittering og et utydeligt fotografi var utilstrækkelig. Certifikatet kunne ikke entydigt kædes sammen med et smykkesæt bestående af fire dele, og et fotografi dokumenterer ikke i sig selv værdi eller ægthed.

ID 4 + 5 – Sengeskuffe og lamelbund

Nævnet kunne ikke kritisere selskabets erstatningsopgørelse. Det blev lagt til grund, at sengene var henholdsvis ca. 5 og 6 år gamle, og at klageren havde fået erstatning svarende til nye senge med genleveringsrabat. Dette ansås for at være en rimelig erstatning.

ID 6 – Marmorbord

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at ridserne på bordet var opstået i forbindelse med indbruddet. Nævnet lagde vægt på, at bordet var næsten 3 år gammelt, og at ridserne havde karakter af brugsspor, hvilket også blev understøttet af selskabets undersøgelsesrapport. Selskabets afvisning blev derfor opretholdt.

ID 8 – Sofa

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at ridsen på armlænet var sket i forbindelse med indbruddet. Det blev anset for usandsynligt, at en gerningsmand ville have fjernet en pænt sammenfoldet plaid, ridset sofaen og lagt plaiden tilbage. Ridsen fremstod som et almindeligt slidmærke eller brugsspor. Selskabets afvisning blev derfor opretholdt.

ID 9 + 11 – Tøj og sko

Nævnet kunne ikke kritisere selskabets afgørelse. Klageren havde bragt sig i en bevismæssigt vanskelig situation ved at kassere tøjet uden at tage billeder eller på anden måde sikre dokumentation. Politiets rapport beskrev kun generel roden, og selskabets tilbud om 100 kr. til ekstra vaskeudgifter for tøj, der havde været på gulvet, blev anset for rimeligt.

Psykologudgifter

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at indbruddet havde medført en akut psykisk krise. Dermed var betingelserne for dækning af psykologhjælp ifølge forsikringsvilkårenes punkt 25.A.2 ikke opfyldt. Selskabets afvisning var berettiget.