Afgørelse om afvisning af dækning for kuldebro i ældre hus' ejerskifteforsikring

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Dansk Boligforsikring A/S (DBF) vedrørende dækning under en ejerskifteforsikring for fugt- og skimmelskader, der tilskrives en kuldebro.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren overtog ejendommen, et enfamilieshus fra 1892, den 1. marts 2019 og tegnede en 5-årig ejerskifteforsikring med basisdækning hos DBF. Ejendommen havde gennemgået en gennemgribende renovering i 2000, hvor der blandt andet blev lagt nyt gulv med gulvvarme, og vægge og lofter blev efterisoleret. Den 6. december 2023, næsten fem år efter overtagelsen, anmeldte klageren en vand-/fugtskade i et værelse, hvor der var konstateret skimmel.

Indledende undersøgelser fra en byggerådgiver pegede på en rørskade, men en senere rapport fra en lækagesporingsvirksomhed konkluderede, at årsagen var en kuldebro langs ydervæggen. En fugtteknisk gennemgang bekræftede forhøjede fugtniveauer i gipsvæggen mod ydervæggen og i betongulvet tættest på muren. Rapporten påviste, at der manglede en kuldebrosafbrydelse mellem terrændæk og ydervæg, og at pap under forsatsvæggen ikke var korrekt placeret, hvilket medførte direkte kontakt mellem træ og terrændæk og risiko for opfugtning. DNA-prøver bekræftede tilstedeværelsen af skimmelsvamp.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande: Klageren krævede, at DBF anerkendte kuldebroen som en dækningsberettiget skade. Klageren argumenterede, at kuldebroen var en konstruktionsfejl fra renoveringen i 2000, udført i strid med god byggeskik og gældende bygningsreglement på daværende tidspunkt. Klageren gjorde gældende, at kuldebroen forringede ejendommens værdi, medførte fugtskader og varmetab, og at den udgjorde en nærliggende risiko for skade. Klageren henviste til tidligere praksis fra Ankenævnet, hvor kuldebroer i sig selv var anerkendt som dækningsberettigede skader.

Selskabets (DBF) argumenter: DBF afviste dækning med henvisning til, at ejendommen var fra 1892, og at kuldebroer er sædvanlige i ejendomme af den alder, selv efter renoveringer. Selskabet fastholdt, at klageren havde bevisbyrden for, at der på overtagelsestidspunktet den 1. marts 2019 forelå forhold, der udgjorde en dækningsberettiget skade eller en nærliggende risiko for skade i henhold til forsikringsbetingelsernes pkt. 3.1 og 3.5. DBF anførte desuden, at klageren ikke havde bevist, at den konstaterede skimmelforekomst i sig selv udgjorde en skade, der nævneværdigt nedsatte ejendommens brugbarhed på overtagelsestidspunktet.

Ankenævnet for Forsikring afgjorde, at klageren ikke havde ret til dækning.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at den anmeldte tilstand udgjorde en dækningsberettiget skade eller en nærliggende risiko for skade i henhold til forsikringsbetingelserne. Det blev især fremhævet, at klageren ikke havde godtgjort, at husets konstruktion, herunder ydervæggene og terrændækket, adskilte sig væsentligt fra tilsvarende ejendomme af samme alder i almindelig god vedligeholdelsesstand.

Nævnet bemærkede, at de konstruktionsmæssige forhold vedrørende ydervæggene, som kan henføres til tidstypiske byggemetoder, kan give anledning til kuldebroer, fugt og skimmel, hvilket beboerne må tage i betragtning ved brugen af huset.

Det blev også lagt vægt på, at klageren ikke havde bevist, at de senere udførte forsatsvægge konkret var årsag til fugt, skimmelsvamp eller kuldebroer, der nedsatte ejendommens værdi og brugbarhed nævneværdigt. Nævnet påpegede, at den blotte tilstedeværelse af forsatsvægge ikke i sig selv opfylder forsikringens skadebegreb, og at forholdet først blev anmeldt mere end 4,5 år efter overtagelsen, og 24 år efter den påståede renovering, uden at der var fremlagt oplysninger om tidligere problemer med fugt og skimmel.

Hvad angår skimmelsvamp, fastslog nævnet, at dækning for afrensning af skimmelsvamp under en ejerskifteforsikring kræver, at skimmelsvampen enten 1) er en følgeskade af en dækningsberettiget skadeårsag, der medfører opfugtning/skimmeldannelse i et omfang, der er usædvanligt for tilsvarende bygningskonstruktioner af samme alder og byggemåde, eller 2) er et massivt skimmelangreb, som på overtagelsestidspunktet havde en intensitet og et omfang, der nedsatte værdien eller brugbarheden af særligt beboelsesrummene nævneværdigt i forhold til tilsvarende bygninger af samme alder.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort en dækningsberettiget skadeårsag for skimmelsvampen, og heller ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet forekom skimmelsvamp i et omfang, der udgjorde en skade i ejerskifteforsikringens forstand. Klagerens øvrige anbringender kunne ikke føre til et andet resultat.