Klage over Helsingør Kommunes afgørelse om godkendelse af projektforslag om omstilling fra fuelolie til bioolie

Sagen omhandler Vattenfall A/S' klage over Helsingør Kommunes afgørelse af 26. marts 2010, hvor kommunen godkendte Hornbæk Fjernvarme A.m.b.a.'s projektforslag om bekræftelse af omstilling fra fuelolie til bioolie. Hornbæk Fjernvarme, der blev opført i 1964, ændrede i 1990 brændsel fra fuelolie til bioolie, først fiskeolie og renset genbrugsolie, og fra 2000 teknisk bioolie. Efter indgåelse af leveringsaftale med Vattenfall har Hornbæk Fjernvarme udelukkende leveret spids- og reservelast til nettet. I november 2009 indsendte Hornbæk Fjernvarme projektforslaget til Helsingør Kommune med henblik på godkendelse i medfør af Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Hornbæk Fjernvarme anførte, at der i 1990 ikke var præcedens for, at en ændring af energiform forudsatte godkendelse i henhold til intentionerne i Varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen. Projektforslaget indeholdt ikke samfundsøkonomiske beregninger, da det ikke indebar nye investeringer. Helsingør Kommune godkendte projektforslaget den 23. marts 2010. Kommunen oplyste, at der forinden godkendelsen var foretaget en energimæssig, samfundsøkonomisk, selskabsøkonomisk, brugerøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektforslaget i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 24.

Energiklagenævnet hjemviste Helsingør Kommunes afgørelse af 26. marts 2010 til fornyet behandling. Hjemvisningen skyldtes, at afgørelsen led af en formel mangel, idet den ikke var ledsaget af en fyldestgørende begrundelse i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Mangelfuld Begrundelse

Energiklagenævnet fastslog, at Helsingør Kommunes afgørelse ikke fuldt ud gav Vattenfall medhold, og derfor skulle den være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsen skulle indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen var truffet i henhold til, samt angive de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen. Selvom afgørelsen henviste til relevante paragraffer i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, herunder Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 21, Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 23, Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 24, Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 26 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 29, manglede den en klar angivelse af de hovedhensyn, der lå til grund for godkendelsen. Det fremgik ikke, hvorfor kommunen vurderede, at projektforslaget var i overensstemmelse med Varmeforsyningsloven og var samfundsøkonomisk mest fordelagtigt, eller hvilke hensyn der var lagt vægt på i vurderingen af, om betingelserne i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, stk. 4 eller Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 2 var opfyldt.

Konsekvens af Manglen

Da afgørelsen led af en formel mangel, havde Energiklagenævnet ikke mulighed for at tage stilling til sagens realitet. Hjemvisningen indebærer, at Helsingør Kommune skal behandle sagen fornyet og ikke blot rette op på afgørelsens mangler. Energiklagenævnet tog ikke stilling til, hvorvidt projektforslaget opfyldte bekendtgørelsens forudsætninger for godkendelse.

Kompetenceforhold

Energiklagenævnet bemærkede desuden, at beslutningskompetencen efter projektbekendtgørelsen tilkommer kommunalbestyrelsen, og selvom Helsingør Kommunes Tekniske Udvalg varetager myndighedsudøvelsen på forsyningsområdet, var afgørelsen underskrevet af en medarbejder i forvaltningen. Nævnet henstillede til, at kommunen i forbindelse med sagens fornyede behandling redegør for kompetenceforholdene mellem Teknisk Udvalg og administrationen.