Energiklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra forblivelsespligt til Næstved Varmeværk

En ejendom i Næstved blev i 1988 pålagt forblivelsespligt til Næstved Varmeværk A.m.b.A. I 2010 ansøgte ejendommens ejer om dispensation fra denne forpligtelse, idet der i 2006 var installeret et træpillefyr på ejendommen. Næstved Kommune afslog ansøgningen i april 2011 med henvisning til hensynet til den kollektive forsyning og et rentabelt fjernvarmenet samt de miljømæssige fordele ved affaldsbaseret fjernvarme.

Klage og hjemvisning

Ejeren påklagede kommunens afgørelse til Energiklagenævnet i maj 2011. Klagen anførte, at træpiller var lige så miljøvenlige som affaldsbaseret fjernvarme, at der var planer om at investere i et solvarmeanlæg, og at træpillefyret havde reduceret varmeregningen med 25 %, hvilket ønskedes anvendt til byggetekniske forbedringer.

Energiklagenævnet ophævede og hjemviste i oktober 2011 kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde vurderet sagen i henhold til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1, jf. princippet i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, stk. 1, nr. 2, vedrørende vedvarende energianlæg som træfyr. Kommunen manglede de nødvendige oplysninger om fyret.

Fornyet behandling i kommunen

Efter hjemvisningen anmodede Næstved Kommune om yderligere oplysninger om træpillefyret. Ejeren oplyste i december 2011, at fyret var af mærket Woody fra Nordjysk Bioenergi ApS, udelukkende anvendte træpiller, var testet efter EN305-5 på Danmarks Teknologiske Institut og havde opnået den højeste rating AA i Miljø og Energi.

Næstved Kommune traf herefter en ny afgørelse i februar 2012, hvor ansøgningen om dispensation fra forblivelsespligten igen blev afslået. Begrundelsen var den samme som tidligere: hensynet til den kollektive forsyning og muligheden for at drive et rentabelt fjernvarmenet med de dertilhørende miljømæssige fordele, som blev anset for mere tungtvejende end hensynet til ejendommens økonomi og miljø. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1.

Klage til Energiklagenævnet

Ejeren påklagede kommunens fornyede afgørelse til Energiklagenævnet i februar 2012. Klagen fremhævede, at begrundelsen var uændret, at dispensation ikke ville forringe nettet, da der ikke var aftaget varme i fem år, og at træpiller var CO2-neutrale med en høj miljø- og energirating for fyret.

Energiklagenævnet stadfæstede Næstved Kommunes afgørelse af 10. februar 2012 om afslag på dispensation fra forblivelsespligten.

Nævnets vurdering af retsgrundlaget

Energiklagenævnet fortolker Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1 således, at de hensyn, der kan føre til, at en ejendom ikke kan kræves tilsluttet efter Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, som udgangspunkt kan indgå i vurderingen af, om der foreligger et særligt tilfælde, der kan føre til dispensation. Nævnet vurderede, at ejerens træpillefyr opfyldte betingelserne i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, stk. 1, nr. 2, da det var et træfyr med tilstrækkelig kapacitet og høj miljø- og energirating.

Kommunens skønsbeføjelse

Kommunalbestyrelsen er tillagt et vidt skøn ved vurderingen af, om der bør meddeles dispensation efter Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1. Kommunen kan lægge vægt på hensynene i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15 samt andre saglige og lovlige kriterier, herunder lokale miljøforhold. Kommunen skal dog foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Energiklagenævnets konklusion

Energiklagenævnet fandt, at Næstved Kommune ikke havde inddraget usaglige eller ulovlige kriterier i sin vurdering. Kommunen havde kunnet lægge vægt på hensynet til den kollektive forsyning og mulighederne for at drive et rentabelt fjernvarmenet. Nævnet vurderede, at ejeren ikke blev sat i en urimelig situation ved afslaget på dispensationen. Det blev præciseret, at forblivelsespligten indebærer en pligt til at betale den faste afgift og tilslutningsafgiften, men ikke en pligt til at aftage varme.

Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 21, stk. 1. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, og søgsmål ved domstolene skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 21, stk. 5.