Klage over Energitilsynets afgørelse vedrørende beregning af faste afgifter for Smørum Kraftvarme a.m.b.a.

Egedal Boligselskab (tidligere Smørum Boligselskab), repræsenteret ved KAB, indbragte en klage for Energiklagenævnet vedrørende Smørum Kraftvarme a.m.b.a.'s (herefter værket) beregning af faste afgifter for boligafdelingen Smørum Gårdhuse. Klagen omhandlede Energitilsynets besvarelse af 13. oktober 2011, hvor tilsynet afslog at rejse en tilsynssag, samt Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012, hvor tilsynet afslog at genoptage sagen.

Baggrund for uenigheden

Afdelingen, der består af 137 rækkehuse, modtog oprindeligt varme fra værket via én måler, hvorefter varmeafgiften blev fordelt internt. I november 2002 overgik leveringen til direkte levering til de enkelte beboere med virkning fra 1. juni 2001. Uenigheden opstod omkring beregningen af faste afgifter for krybekældre. Klager mente, at rumfanget af krybekældrene skulle reduceres med en faktor 0,3, da værket anvendte en lignende reduktion for parcelhuse i nærområdet. Værket opkrævede derimod fuld fast afgift for krybekældrene, dog med en reduktion på 0,5 for den del af det samlede rumfang, der oversteg 250 m³.

Energitilsynets involvering

Efter længere tids korrespondance uden enighed anmeldte værket sagen til Energitilsynet i december 2008. Klager anmodede i oktober 2011 Energitilsynet om at rejse en tilsynssag for at pålægge værket at beregne den faste afgift efter samme metode som for andre sammenlignelige forbrugergrupper, herunder med en reduktion af krybekældrenes rumfang med faktor 0,3, samt at tilbageføre for meget betalt afgift.

Energitilsynet afslog i sin besvarelse af 13. oktober 2011 at rejse en tilsynssag. Tilsynet henviste til, at civilretlige spørgsmål, herunder urimelig anvendelse af priser og krav om tilbagebetaling, lå uden for dets kompetence og skulle henvises til Ankenævnet på Energiområdet. Energitilsynet fastholdt sin praksis om, at det generelt ikke er urimeligt at opkræve fuld fast afgift af krybekældre med uisolerede varmerør, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Klager anmodede herefter Energitilsynet om at genoptage sagen, hvilket blev afvist den 31. januar 2012. Energitilsynet fastholdt, at der ikke var tale om prisdifferentiering i henhold til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5, men om at krybekældrene i Smørum Gårdhuse medregnes som opvarmeligt areal, da varmerørene i kældrene er en integreret del af husenes interne varmeanlæg og beslaglægger kapacitet. Tilsynet fandt ikke nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse.

Klagers og værkets synspunkter

Klager argumenterede for, at værkets praksis udgjorde en ulovlig og diskriminerende prisdifferentiering i strid med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5, da andre forbrugergrupper opnåede reduktion for opvarmede kælderrum. Klager påpegede, at de uisolerede rør i krybekældrene primært forhindrede fugtproblemer og ikke bidrog væsentligt til opvarmning af beboelsesrummene. Klager mente, at Energitilsynet ikke havde forholdt sig til sagens realitet.

Værket fastholdt, at der ikke var tale om forskelsbehandling. Hvis andre forbrugergrupper havde uisolerede varmerør, ville de blive opkrævet på samme måde som boligafdelingen. Værket forklarede, at de uisolerede rør var nødvendige for at forhindre råd i gulvene og fungerede som en del af opvarmningen. Værket tilbød at afregne afdelingen som øvrige forbrugere, hvis rørene blev isolerede.

Energitilsynets udtalelse til Energiklagenævnet

Energitilsynet udtalte, at besvarelsen af 13. oktober 2011 ikke var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, men en tilkendegivelse. Afgørelsen af 31. januar 2012 var derimod en forvaltningsretlig afgørelse. Tilsynet fastholdt, at der ikke var tale om urimelig prisdifferentiering, da de uisolerede rør i krybekældrene i Smørum Gårdhuse medførte en belastning af fjernvarmenettet, der svarede til belastningen i beboelsesrum. Tilsynet understregede, at lige forhold skal behandles lige, og at de særlige konstruktionsforhold i afdelingen berettigede den fulde afgift.

Energiklagenævnet afviste klagen for så vidt angår Energitilsynets besvarelse af 13. oktober 2011 og stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012.

Afvisning af klage over besvarelse af 13. oktober 2011

Energiklagenævnet fastslog, at Energitilsynets besvarelse af 13. oktober 2011 ikke var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, der kunne indbringes for nævnet, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at Energitilsynet ikke havde iværksat yderligere sagsbehandlingsskridt eller anlagt konkrete retlige betragtninger, men blot havde oplyst om sin praksis. Derfor var det også korrekt, at der ikke blev meddelt klagevejledning.

Stadfæstelse af afgørelse af 31. januar 2012

Energiklagenævnet vurderede, at Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012, hvor tilsynet afslog at genoptage sagen, var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Dette skyldtes, at den indeholdt en nærmere konkret stillingtagen til spørgsmålet om prisdifferentiering efter Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5, og at Energitilsynet havde indhentet yderligere oplysninger fra værket under sagens behandling. Selvom klagen blev indgivet efter den fireugers frist, fandt nævnet, at klagefristen var suspenderet, da afgørelsen ikke indeholdt en klagevejledning, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 3.

Efter en gennemgang af sagens akter fandt Energiklagenævnet, i lighed med Energitilsynet, at klagers henvendelser ikke rejste en konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse af betydning eller ulovlig adfærd vedrørende værkets beregning af faste afgifter. Nævnet lagde vægt på, at værkets generelle vilkår for faste afgifter ikke var urimelige, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Desuden bemærkede nævnet, at spørgsmål om, hvorvidt en generelt rimelig regel er anvendt urimeligt i konkrete tilfælde, er et civilretligt spørgsmål, der kan indbringes for Ankenævnet på Energiområdet eller domstolene. Dette gælder også fortolkningen af værkets tarifbestemmelser, herunder om uisolerede rør kan sidestilles med en opvarmningskilde. Da Energitilsynet var berettiget til at afvise at realitetsbehandle klagers henvendelse, stadfæstede Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012.