Mangelfuld rådgivning ved overførsel af pensionsordning: Krav om erstatning for ændret udbetalingsalder

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Industriens Pensionsforsikring A/S vedrørende en ændring i pensionsudbetalingsalderen for en ratepension og et deraf følgende erstatningskrav.

Sagens baggrund og forløb

Klageren, der har en pensionsordning hos Industriens Pension, overførte i 2016 og 2020 pensionsopsparinger fra et tidligere pensionsselskab. I maj 2024 opdagede klageren, at hans tidlige pensionsudbetalingsalder for ratepensionen var ændret fra 60 til 64 år. Klageren anfører, at han ikke blev oplyst om denne ændring i vilkårene ved overførslen, og at han derfor ikke kunne have handlet anderledes. Selskabet har erkendt, at der skete en administrativ fejl, hvor klageren tidligere fik oplyst en udbetalingsalder på 60 år, selvom den korrekte alder efter overførslerne var 64 år.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren ønsker erstatning på 111.000 kr. for den økonomiske difference, han vil lide som følge af den ændrede udbetalingsalder, da han nu skal betale 60% i skat mod tidligere 38% ved udbetaling fra 60 til 64 år. Subsidiært ønsker klageren, at pensionsordningen følger de oprindelige vilkår med udbetalingsalder ved 60 år. Klageren har desuden anmodet om 10.000 kr. i kompensation for sit tidsforbrug på sagen. Klageren mener, at selskabet er ansvarligt for tabet på grund af mangelfuld rådgivning og forkert information, og at han burde have fortrydelsesret.

Selskabets argumenter: Selskabet erkender, at rådgivningen i forbindelse med overførslerne i 2020 var mangelfuld, da klageren ikke fik tilstrækkelige oplysninger om, at hans ratepension ville få en højere udbetalingsalder. Selskabet anfører dog, at den ændrede udbetalingsalder skyldes, at de overførte ordninger havde en tidligste udbetalingsalder fem år før folkepensionsalderen, og at Pensionsbeskatningsloven § 42 A foreskriver, at aldersgrænserne opretholdes ved overførsel.

Selskabet fastholder, at klageren kun har krav på erstatning, hvis der er lidt et økonomisk dokumenteret tab, og at klageren har en tabsbegrænsningspligt. Selskabet mener ikke, at angivelsen af 60 år som pensionsalder på hjemmesiden og i pensionsoversigter har ført til en tabsgivende økonomisk disposition, da overførslen allerede var sket, og skatteregler forhindrer en tilbageførsel med skattemæssig virkning. Selskabet henviser til, at der ikke er tale om et dækningstilsagn, men en forkert oplysning om skattemæssig pensionsalder, som selskabet ikke har indflydelse på. Selskabet har tilbudt klageren at få ratepensionen udbetalt som et afgiftspligtigt engangsbeløb, hvis han ønsker udbetaling inden 64 år, og har pr. kulance tilbudt at kompensere for 20 %-point af afgiften ved tilbagekøb inden 64 år, forudsat ingen arbejdsgiverindbetalinger. Dette tilbud blev dog afvist af klageren. Selskabet har desuden henvist til Pensionsbeskatningsloven § 29 vedrørende engangsudbetaling og Forsikringsbetingelsernes Kapitel 1, § 17, stk. 2 om udbetaling inden folkepensionsalderen. Selskabet har også argumenteret, at tilbud og svar på tilbud er bindende for afvigeren, og at afslag på tilbud medfører, at tilbuddet bortfalder, jf. Aftaleloven § 1 og Aftaleloven § 5. Selskabet fastholder, at klageren ikke har sandsynliggjort et tab svarende til det fremsatte krav.

Ankenævnet for Forsikring afgør, at Industriens Pensionsforsikring A/S skal anerkende erstatningsansvar for mangelfuld information i forbindelse med klagerens overførsel af pensionsopsparinger fra et andet pensionsselskab.

Selskabet skal kompensere klageren for den forhøjede afgift (skat), hvis klageren – efter at være fyldt 60 år og inden han fylder 64 år – meddeler selskabet, at han ønsker at påbegynde udbetaling af den livslange pension og samtidig hermed ønsker at få sin ratepension udbetalt som et engangsbeløb. Det er en forudsætning for denne kompensation, at der ikke længere bliver indbetalt pensionsbidrag fra en arbejdsgiver.

Nævnet begrunder afgørelsen med, at selskabet ikke har opfyldt sin pligt til at yde klar og relevant rådgivning til klageren i forbindelse med pensionsoverførslen. Selskabet har ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger om den rådgivning, klageren modtog i 2016, og selskabets mail af 8. juni 2020 nævnte kun en potentiel risiko for at miste en tidligere pensionsalder, uden at specificere konsekvenserne for klagerens egen ordning. Nævnet bemærker desuden, at selskabet på grund af en administrativ fejl først i 2024 opdagede, at den tidligste pensionsudbetalingsalder for den obligatoriske ratepension var ændret til fem år før folkepensionsalderen.

Nævnet finder, at klageren ikke har godtgjort et tab, der svarer til det fremsatte krav på 111.000 kr. Klagerens tab skal fastsættes skønsmæssigt. Nævnet vurderer, at selskabets tidligere kompensationstilbud, som giver klageren mulighed for at få ratepensionen udbetalt inden 64 år og opnå erstatning for den ekstra afgift ved engangsudbetaling, er en passende måde at fastsætte tabet på.

Nævnet bemærker, at klageren i den foreliggende situation ikke kan pålægges at vælge et pensioneringstidspunkt, der begrænser selskabets tab, idet det er klagerens valg, om og hvornår han ønsker at påbegynde udbetalingen af ratepensionen (som bliver til et engangsbeløb) efter at være fyldt 60 år.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i sine øvrige påstande, herunder kravet om kompensation for tidsforbrug. Nævnet henviser i den forbindelse til Nævnets vedtægter § 23, stk. 3, som fastslår, at ingen af parterne betaler omkostninger ved tvistløsningsbehandlingen til den anden part. Klagegebyret tilbagebetales til klageren.