Afgørelse om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter fødselsskade

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og AIG Europe vedrørende dækning af en fødselsskade under en kollektiv ulykkesforsikring. Den centrale problemstilling er, hvorvidt forsikringstagerens krav er forældet.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren pådrog sig en 3. grads bristning under en fødsel i marts 2019. Hun anmeldte skaden til AIG Europe den 21. september 2023. Klageren havde forinden modtaget erstatning for varigt mén på 25 % fra et andet forsikringsselskab under sin private ulykkesforsikring. Klageren blev først opmærksom på muligheden for at anmelde fødselsskader som ulykker i foråret 2023 via en Facebook-gruppe, og efterfølgende opdagede hun, at hun også var omfattet af en kollektiv ulykkesforsikring via sit ansættelsesforhold hos AIG Europe.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande og argumenter: Klageren er uenig i AIG Europes afvisning af dækning med henvisning til forældelse. Hun anfører, at der først i 2022 kom ny praksis på området vedrørende fødselsskader som ulykker, hvilket betyder, at hun ikke tidligere var bekendt med, at skaden kunne anmeldes. Hun henviser til Forældelsesloven § 3, stk. 2 om suspension af forældelsesfristen, når fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller skyldneren. Klageren argumenterer for, at der er tale om "utilregnelig uvidenhed" (faktisk vildfarelse/uvidenhed om faktiske forhold) og ikke retsvildfarelse, da der ikke forelå klar praksis før 2022. Hun påpeger desuden, at hun ikke var bekendt med eksistensen af den kollektive ulykkesforsikring via sit ansættelsesforhold.

Selskabets påstande og argumenter: AIG Europe afviser at dække skaden med henvisning til, at kravet er forældet, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 samt Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3. Selskabet anfører, at et krav på forsikringsdækning forældes 3 år efter det tidligste tidspunkt, hvor skadelidte kunne fremsætte et eventuelt krav. AIG Europe mener, at klageren allerede kort tid efter fødslen i marts 2019, og senest 1 år efter, var bekendt med sine gener og burde have anmeldt skaden. Selskabet fremhæver, at deres forsikringsbetingelser ikke indeholdt undtagelser for skader sket under graviditet eller fødsel, og at en retsvildfarelse (misforståelse af gældende ret) ikke kan føre til suspension af forældelsesfristen, med henvisning til Højesterets dom U 2019.2762 H. AIG Europe bestrider også klagerens uvidenhed om den kollektive ulykkesforsikring, da oplysninger herom var tilgængelige via arbejdsgiverens intranet og ansættelseskontrakt.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen omfatter lægelige akter, der beskriver klagerens 3. grads bristning og de fortsatte gener. Der er henvist til tidligere kendelser fra Ankenævnet for Forsikring (AFF 85885, AFF 99330, AFF 101023, AK 97.185, AK 71.650, AK 75.561, AK 95.108) samt Højesteretsdomme (UFR 2005 s. 1594, U 2019.2762 H, U 2024.537 V, U 2000.1953 H, UfR 2012.3564, U 2021.1058 H). Der er også refereret til Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser og medieomtale fra 2020-2021 om forsikringsselskabers praksis vedrørende fødselsskader.

Nævnet har gennemgået sagen og finder ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af klagerens krav med henvisning til, at kravet er forældet. Ankenævnet har lagt vægt på, at den almindelige 3-årige forældelsesfrist, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 og Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, som udgangspunkt regnes fra skadestidspunktet (marts 2019) eller senest fra marts 2020, hvor det med sikkerhed stod klart, at bristningen ville give varigt mén. Da klageren først anmeldte kravet den 21. september 2023, var kravet på dette tidspunkt forældet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren kan have befundet sig i en retsvildfarelse, men at retsvildfarelse som altovervejende udgangspunkt ikke kan medføre suspension af forældelsesfristen. Dette er i overensstemmelse med forarbejderne til forældelseslovgivningen og tidligere retspraksis. Klagerens henvisning til Ankenævnets kendelse i sag AK 101023 fører ikke til et andet resultat.

Endelig har nævnet vurderet, at klageren ikke har bevist, at hun var i utilregnelig uvidenhed om eksistensen af arbejdsgiverens kollektive ulykkesforsikring. Oplysninger fra arbejdsgiveren viser, at det fremgår af både arbejdsgiverens intranet og ansættelseskontrakten, at klageren er omfattet af en kollektiv ulykkesforsikring. Derfor er der ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen på dette grundlag.

Klageren får ikke medhold.