Tryg Forsikring: Afvisning af dækning for solouheld grundet tvivl om hændelsesforløb og bilens stand

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende afvisning af dækning for en totalskadet bil efter et solouheld. Forsikringstageren kræver erstatning under sin kaskoforsikring, mens Tryg afviser kravet med henvisning til manglende bevis for en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed og uoverensstemmelser i forsikringstagerens forklaringer.

Sagens baggrund

Den 22. oktober 2022 påkørte forsikringstageren to chikaner i et beboelsesområde, hvilket resulterede i en totalskadet bil. Køretøjet, en 2014-model med en kilometerstand på 201.405 km, var kaskoforsikret hos Tryg med en selvrisiko på 3.675 kr. Tryg afviste dækning den 12. maj 2023, da de mente, at forsikringstageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed havde fundet sted. Forsikringstageren indbragte herefter sagen for Ankenævnet for Forsikring med påstand om, at Tryg skulle anerkende uheldet som en dækningsberettiget begivenhed og udbetale 155.000 kr. i erstatning.

Klagerens argumenter

Forsikringstageren anfører, at uheldet skyldtes et øjebliks uopmærksomhed og dermed ikke som følge af forsæt til både handling og skade, jf. Forsikringsaftaleloven § 18, stk. 1 eller ved grov uagtsomhed efter samme paragraf, stk. 2, hvor handlingen i sig selv skal have indebåret en indlysende fare for den indtrådte skade. Kaskoforsikringen dækker "enhver skade" medmindre specifikke undtagelser i forsikringsbetingelsernes pkt. 4.4 er opfyldt.

Vedrørende bilens stand fastholder forsikringstageren, at bilen kørte fejlfrit før uheldet, og at eventuelle fejl på differencetryksensoren ikke påvirkede køreegenskaberne, hvilket understøttes af bilproducenten. Det anføres, at forsikringstageren havde tilstrækkelig tid til at udbedre eventuelle fejl inden det forestående periodiske syn. Dækkene var inden for slidgrænsen, og reparation af differencetryksensoren ville koste 5.000-6.000 kr.

Forsikringstageren fremhæver, at alle tilgængelige oplysninger er afgivet uden ugrundet ophold, jf. Forsikringsaftaleloven § 21, stk. 1. Det påpeges, at forsikringstagerens ringe engelskkundskaber kan have ført til misforståelser, og at Tryg burde have anvendt tolkebistand.

Selskabets argumenter

Tryg fastholder, at forsikringstageren ikke har løftet bevisbyrden for, at en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed har fundet sted som anmeldt, jf. Forsikringsaftaleloven § 22 og almindelige forsikringsretlige principper. Selskabet påpeger en betydelig tvivl om uheldsforløbet og et muligt økonomisk incitament til at skille sig af med køretøjet.

Selskabet finder uheldet atypisk, da det skete i et oplyst beboelsesområde med reflekterende chikaner, som forsikringstageren allerede havde passeret. Den naturlige reaktion ville have været at bremse, køre ligeud eller trække til højre, ikke at styre mod venstre ind i den anden chikane.

Tryg fremhæver flere uoverensstemmelser i forsikringstagerens forklaringer:

• Tidslinje: Uoverensstemmelse mellem oplyst tidspunkt for afgang fra træningscenter og faktisk indtjekningstidspunkt.
• Indkøb: Skiftende forklaringer om indkøb i supermarkedet (først bankudskrift, så kontant, så ingen indkøb).
• Bilens stand: Påstand om fejlfri bil modsat værkstedets rapporter om motorlampe, partikelfilterfejl, slidte dæk og bremser, og indkaldelse til syn.
• Formål med kørsel: Mindre sandsynligt at køre rundt i et ukendt beboelsesområde sent lørdag aften for at søge job.

Disse uoverensstemmelser skærper bevisbyrden for forsikringstageren.

Nævnet finder, at det ikke er muligt på skriftligt grundlag at afgøre, hvem der har ret ud fra de oplysninger, der er i sagen. Sagen indeholder væsentlige faktiske tvister og spørgsmål om troværdighed af forsikringstagerens forklaringer, herunder om uheldsforløbet, bilens stand og forsikringstagerens færden op til uheldet.

En sådan bevisførelse, der kræver partsforklaringer og afhøring af vidner, kan ikke ske for Ankenævnet. Det følger herefter af Ankenævnet for Forsikrings vedtægter § 4, stk. 3, nr. 3, at nævnet må afvise at afgøre sager, der kræver en bevisførelse, som ikke kan ske for nævnet.

Som følge heraf kan Nævnet ikke afgøre sagen, og klagegebyret tilbagebetales.