Principielle afgørelser om midlertidig erstatning for erhvervsevnetab under revalidering og omskoling

Fire sager om arbejdsskader og erhvervsevnetab blev behandlet, hvoraf tre omhandlede fastsættelse af erstatningsniveau under revalidering eller omskoling. Sagerne belyser principperne for vurdering af erhvervsevnetab, især når den skadelidte er under revalidering eller omskoling.

I den første sag pådrog en sikret sig nedsat hørelse og tinnitus under ansættelse fra 1985-1987. Efter at have skiftet job og senere opgivet fornyet ansættelse grundet støj, søgte han forgæves ufaglærte stillinger. Ankestyrelsen fastslog i 1991, at ménet var 18%, men erhvervsevnen ikke forringet med mindst 15%, og afslog erstatning. Efter et revalideringsforløb fra 1992-1996 opnåede han fast arbejde til normal løn. Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse om, at erhvervsevnetabet ikke var 15% eller derover.

Den anden sag omhandlede en lærer, der i januar 1996 pådrog sig et vrid i højre knæ under idrætsundervisning. Skaden blev anerkendt som en arbejdsskade. I juli 1997 blev hun bevilget nedsættelse af timetallet til 2/3 med tilsvarende lønnedgang. I marts 1999 godkendte A Amt hendes ansøgning om nedsættelse af tjeneste til 2/3 i perioden 1999-2001 med henblik på efteruddannelse på åbent universitet, med ekstraordinær pensionsbetaling. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun ikke fuldt ud kunne udføre sit arbejde som adjunkt og var påbegyndt efteruddannelse. Landsretten frifandt Ankestyrelsen.

I den tredje sag blev en sikrets erhvervsevnetab i marts 1998 vurderet til 25% af Arbejdsskadestyrelsen. Sagen blev indbragt for Landsretten, som hjemviste sagen til fornyet behandling, da Arbejdsskadestyrelsen ikke havde taget hensyn til sikredes indtægtsforhold ved fastsættelsen af det midlertidige erhvervsevnetab. Sikrede var under revalidering og kunne ikke fortsætte som sygeplejerske, men kunne påtage sig ufaglært, ikke-rygbelastende arbejde.

Den fjerde sag vedrørte en sygeplejerske, der i oktober 1996 fik anerkendt en eksemlidelse som arbejdsskade, med et mén på 10%. Hun måtte sygemeldes og modtog sygedagpenge, hvorefter hun modtog støtte til at blive uddannet lærer. Ankestyrelsen fastsatte i marts 1999 hendes tab af erhvervsevne til 25% under revalideringen, da de varige følger ikke kunne vurderes endeligt. Landsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at den midlertidige erhvervsevnetabsprocent skulle svare til forskellen mellem tidligere løn og revalideringsydelse, da dette ville dække tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen genoptog administrativt sagen og fastholdt et midlertidigt erhvervsevnetab på 25%, baseret på et samlet skøn over hendes aktuelle situation og begrænsninger.

Højesteret har i disse sager præciseret principperne for fastsættelse af erstatning for erhvervsevnetab ved arbejdsskader, især under revalidering eller omskoling.

I den første sag stadfæstede Højesteret Ankestyrelsens afgørelse om, at sikrede ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Dette skyldtes, at sikrede selv opsagde sin stilling, fik arbejde på omtrent samme lønniveau og kunne arbejde som ufaglært i ikke-støjplagede omgivelser. Højesteret fastslog, at en bevilling af revalidering fra kommunen ikke binder arbejdsskadeforsikringsmyndighederne ved anvendelsen af Arbejdsskadesikringsloven § 27, stk. 1.

De efterfølgende sager (sag 2, 3 og 4) etablerede et princip om, at midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 31, stk. 4, skal fastsættes ud fra et skøn over, hvad erhvervsevnetabet aktuelt er på afgørelsestidspunktet. Dette skal ske uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt omskoling eller revalidering.

Principielle afgørelser om erhvervsevnetab under revalidering

Højesteret understregede, at ved vurderingen af "skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde" er der ikke grundlag for at tage hensyn til, at skadelidte er under revalidering og modtager revalideringsydelse. Dette ville i princippet give fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste i revalideringsperioden, hvilket ikke er intentionen med arbejdsskadesikringsreglerne.