Genoptagelse af arbejdsskadesager vedrørende fleksjob efter Højesteretsdom

Tre separate sager om arbejdsskader blev genoptaget af Arbejdsskadestyrelsen med henblik på ny vurdering af erstatning for tab af erhvervsevne. Genoptagelserne skete på baggrund af en Højesterets dom af 22. december 2003, som ændrede praksis for fastsættelse af erhvervsevnetab ved ansættelse i fleksjob.

I den første sag pådrog en kvindelig sygehjælper sig en rygskade i 1997, hvilket førte til et fleksjob med 20 timers ugentlig arbejdstid. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte hendes erhvervsevnetab til 25 procent.

Den anden sag omhandlede en mandlig ufaglært smed/svejser, der i 1992 brækkede sin venstre underarm. Han blev senere bevilget fleksjob som pedel med 24 timers ugentlig arbejdstid. Arbejdsskadestyrelsen forhøjede hans erhvervsevnetab fra 35 procent til 40 procent.

Den tredje sag vedrørte en mandlig specialarbejder, der i 1999 pådrog sig et bækkenbrud. Efterfølgende smerter og mislykkede revalideringsforsøg førte til et fleksjob som servicemedarbejder med 20 timers ugentlig arbejdstid. Arbejdsskadestyrelsen forhøjede hans erhvervsevnetab fra 45 procent til 65 procent.

I alle tre sager klagede forsikringsselskaberne over genoptagelsen, idet de anførte, at Højesterets dom kun burde have virkning for fremtidige sager. Sikrede i den første sag klagede desuden over, at hendes indtægtspotentiale var sat for højt.

Ankestyrelsen fandt, at alle tre sager kunne genoptages. Dette skyldtes, at Højesterets dom af 22. december 2003 havde tilsidesat arbejdsskademyndighedernes tidligere praksis for afgørelse af erhvervsevnetabserstatning ved ansættelse i fleksjob. En sådan underkendelse af praksis gav grundlag for genoptagelse ud fra almindelige forvaltningsretlige principper, og den nye retsanvendelse skulle have virkning forud for dommens dato.

Fastsættelse af erhvervsevnetab

Ankestyrelsen lagde i alle sager vægt på, at skaden havde medført varige begrænsninger, som berettigede til fleksjob. Vurderingen af erhvervsevnen blev foretaget uden hensyn til det konkrete timetal i fleksjobbet, da dette ikke nødvendigvis afspejlede sikredes erhvervsevne i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. Der blev i stedet fokuseret på sikredes evne til at påtage sig ufaglært arbejde på fuld tid og det dertilhørende indtægtspotentiale sammenlignet med indtægten før skaden.

Det blev bemærket, at spørgsmålet om overkompensation, hvor det samlede beløb fra erstatning og fleksjobløn kunne overstige det faktiske tab, lå uden for Ankestyrelsens kompetence at vurdere efter andre retningslinjer end dem, der var fastlagt af Højesteret i Lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 32, stk. 1 og 2.