Klage over afgørelse om energi- og kuldioxidafgift afvist - manglende klageberettigelse

Sagen omhandler SKATs afgørelse, hvorved [virksomhed1] A/S blev afkrævet 14.022.278 kr. i energi- og kuldioxidafgift for perioden 1. oktober 2007 til 30. september 2009. Afgiften vedrørte manglende afgiftsberigtigelse af en brændselsmængde svarende til den halve kraftvarmefordel.

Sagens baggrund

[virksomhed1] A/S er et kraftvarmeværk, der producerer elektricitet og varme. Varmen leveres til [virksomhed2] A.m.b.a. gennem flere varmeleveringsaftaler. I 2007 og 2008 havde SKAT og parterne dialog om fortolkningen af aftalerne og den afgiftsmæssige behandling af kraftvarmefordelen. SKAT fastholdt, at en allonge fra 1999, sammen med § 8 i 1987-aftalen, betød, at fordelene ved kraftvarmeproduktionen skulle ligedeles senest pr. 1. oktober 2007, hvilket var i overensstemmelse med Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, nr. 2. SKAT afviste, at en ny aftale kunne udsætte tidspunktet for deling og beskatning.

Ved et møde i september 2009 konstaterede SKAT, at [virksomhed1] A/S ikke havde foretaget deling af kraftvarmefordelen og den hertil hørende afgiftsberigtigelse, idet værket henviste til en ny varmeleveringsaftale, der udsatte delingen til 1. oktober 2012.

Klagerens argumenter

[virksomhed2] A.m.b.a. nedlagde påstand om at være klageberettiget i sagen. De argumenterede for, at de som varmeaftager havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i afgørelsen i medfør af Skatteforvaltningsloven § 40, stk. 1. Dette skyldtes, at de pålagte afgifter direkte videreopkræves hos dem, hvilket udgjorde en klar økonomisk interesse. De henviste til, at partsbegrebet i skatteforvaltningsloven er bredere end blot afgørelsens adressat, og at en direkte retlig interesse skal ses i modsætning til en mere almen interesse. De fremhævede, at hvis de ikke var klageberettigede, ville det i praksis betyde, at ingen andre end den direkte adressat for en skatteretlig afgørelse kunne påklage denne, selvom de reelt blev pålagt en afgift på 14 mio. kr.

Landsskatterettens afgørelse

Klagen afvises.

Landsskatteretten begrundede afvisningen med følgende:

• I henhold til Skatteforvaltningsloven § 40, stk. 1 kan en klage til Landsskatteretten indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Dette uddybes i bemærkningerne til Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 1, hvoraf det fremgår, at klage ikke kan indgives af en, der indirekte bliver påvirket af afgørelsen, medmindre der er særlig hjemmel herfor.
• Den påklagede afgørelse var truffet overfor [virksomhed1] A/S, som er den registreringspligtige og dermed afgiftspligtige i henhold til dagældende Kulafgiftsloven § 2, stk. 1.
• Afgørelsen rettede sig ikke direkte mod [virksomhed2] A.m.b.a. og vedrørte ikke konkret dette selskabs afgiftsansættelse som aftager.
• Det blev fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt for klageberettigelse, at andelsselskabet indirekte påvirkes af afgørelsen. Andelsselskabet savnede således den fornødne væsentlige, individuelle retlige interesse i sagens udfald.
• Som følge heraf kunne andelsselskabet ikke anses som part i sagen og dermed ikke klageberettiget på dette eller andet grundlag.