Momsgrundlag ved salg af biler til udlandet uden opfyldelse af betingelser for momsfritagelse

Sagen omhandler fastlæggelse af momsgrundlaget for et selskabs salg af 1 ny og 9 brugte biler til et spansk selskab. Selskabet havde solgt bilerne til 0-sats, men SKAT opkrævede 1.079.575 kr. i salgsmoms, da betingelserne i Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 og 2 for salg til 0-sats ikke var opfyldt. Dette skyldtes manglende transportdokumentation eller bekræftet erklæring fra køber om modtagelse i Spanien.

Selskabets repræsentant nedlagde principalt påstand om, at momsgrundlaget alene skulle opgøres til 80 pct. af det faktisk modtagne vederlag på 4.318.303 kr., svarende til en moms på 863.660 kr. Argumentationen var, at det var i strid med Momsloven § 27, stk. 1 og de bagvedliggende EU-direktiver (6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a og Momssystemdirektivets artikel 73), samt principperne om afgiftsneutralitet og ligebehandling, at opkræve moms, der oversteg det beløb, selskabet reelt kunne anses for at have overvæltet på køberen. Selskabet henviste til EF-domstolens praksis, herunder sag C-317/94, Elida Gibbs Ltd., og argumenterede for, at SKATs praksis med at opkræve 25 pct. moms af det fulde beløb, når en transaktion fejlagtigt er anset for momsfritaget, mens udeholdt omsætning eller tilskud kun medregnes med 80 pct., var en ulovlig forskelsbehandling.

Subsidiært påstod selskabet, at det havde ret til at udstede kreditnotaer, således at der alene skulle afregnes moms med 863.660,60 kr. Dette blev begrundet med, at selskabet ikke havde mulighed for at viderefakturere den skyldige moms til den spanske køber, som ikke længere eksisterede. Selskabet henviste til Momsloven § 52, stk. 5 og praksis vedrørende prisafslag, samt EF-domstolens praksis om berigtigelse af urigtigt faktureret afgift, herunder sag C-454/98, Schmeink & Cofreth.

SKAT fastholdt sin afgørelse og anførte, at Momsloven § 27, stk. 1 og Momssystemdirektivets artikel 78, stk. 1, litra a klart fastslår, at momsgrundlaget er vederlaget eksklusive moms. SKAT afviste, at de af selskabet henviste EF-domstolsafgørelser var relevante for den foreliggende sag, og henviste til fast praksis, hvor der afregnes 25 pct. moms af det fakturerede beløb, når parterne oprindeligt har forudsat en momsfri leverance. SKAT afviste også muligheden for at udstede kreditnotaer, da der hverken var sket returnering af varer eller givet afslag i prisen, og at selskabets henvisning til verserende lovforslag ikke var relevant.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om opkrævning af salgsmoms. Retten fandt, at selskabet skulle svare salgsmoms med 25 pct. af den fakturerede og modtagne pris for bilerne, da betingelserne for 0-sats i Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 og 2 ikke var opfyldt. Dette blev begrundet med de klare bestemmelser i Momsloven § 27, stk. 1 og Momsloven § 33, samt fast praksis, herunder afgørelser som SKM2005.161, SKM2001.33, SKM2001.149, og styresignal SKM2002.81. Højesterets kendelse i SKM2007.128, hvor retten afviste at forelægge spørgsmål for EF-domstolen om fortolkningen af direktivbestemmelsen bag Momsloven § 27, stk. 1, blev også fremhævet.

Landsskatteretten afviste, at SKATs afgørelse var i strid med ligebehandlingsprincippet. Retten differentierede den foreliggende sag fra situationer med momspligtige tilskud og udeholdt omsætning, hvor momsgrundlaget opgøres til 20 pct. af beløbet. Disse situationer adskiller sig, da momsgrundlaget her ikke er udtrykkeligt fastlagt, men skal bestemmes ud fra en tolkning af den sammenhæng, hvori beløbene optræder.

Vedrørende neutralitetsprincippet fastslog Landsskatteretten, at det påhviler virksomhederne at svare salgsmoms af momspligtige leverancer. Det forhold, at selskabet havde undladt at opkræve salgsmoms hos køber, medførte ikke, at myndighedernes krav bortfaldt. Derfor fandt retten ikke, at SKATs afgørelse var i strid med neutralitetsprincippet.

Landsskatteretten afviste selskabets subsidiære påstand om ret til at udstede kreditnotaer og nye fakturaer for at reducere salgsprisen til 80 pct. af den oprindelige. Retten begrundede afvisningen med, at spørgsmålet vedrørte en påtænkt disposition, jf. Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1, og at der ikke forelå en afgørelse i første instans, jf. Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1, nr. 1. Retten henviste til sin egen kendelse i SKM2008.757 om adgangen til at anmode om bindende svar.