Godtgørelse af kuldioxidafgift - slamtørring - procesliste punkt 9

Sagen omhandlede et selskabs klage over SKATs afgørelse om, at gasforbrug til opvarmning i et slamtørringsanlæg ikke var anset for en "tung proces" omfattet af proceslistens punkt 9, og dermed ikke godtgørelsesberettiget efter Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 2. Selskabet anmodede om tilbagebetaling af 256.029 kr. for perioden 1. marts 2006 til 31. december 2008.

Selskabet tørrede spildevandsslam fra et tørstofindhold på 3 % til 90 % i et naturgasbaseret kraftvarmeanlæg. Det tørrede slam blev enten solgt til Tyskland til opvarmningsformål eller efter kompostering til spredning på landbrugsjord. Selskabet betalte virksomheder for at modtage slammet, men anførte, at der var et marked for spildevandsslam, og at prisfastsættelsen var som for andre varer, hvor udbud og efterspørgsel var afgørende.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT afviste godtgørelse af kuldioxidafgift, da de ikke anså slamtørring for en tung proces omfattet af proceslistens punkt 9. SKAT argumenterede for, at formuleringen "andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand med et tørstofindhold på højst 40 pct. før tørring og et tørstofindhold på mindst 90 pct. efter tørring" alene omfattede processer vedrørende papirproduktion. De henviste til lovforarbejderne til L 209 (lov nr. 417 af 14. juni 1995), som angav, at proceslisten var udtømmende og skulle fortolkes indskrænkende, og at punkt 9 specifikt omhandlede "papirfabrikker".

SKAT fremhævede, at lovgiver med L 106 (lov nr. 417 af 14. juni 1995) havde til hensigt at hindre etablering af selvstændige slamtørringsanlæg ved at pålægge en forhøjet afgift på tørret slam, hvilket gjorde det usandsynligt, at slamtørringsanlæg samtidig skulle være omfattet af proceslistens punkt 9 med forhøjet godtgørelsesadgang. Desuden kvalificerede SKAT slam som et affaldsprodukt, ikke en vare, med henvisning til slambekendtgørelsen og affaldsbekendtgørelsen samt Direktiv 75/442/EØF. De påpegede, at virksomheder generelt betalte for at komme af med spildevandsslam, og at der betaltes affaldsafgift efter Affaldsafgiftsloven § 10 ved forbrænding eller deponering. SKAT afviste også sammenligninger med varebegrebet i Momsloven og påstod subsidiært, at slamtørring var en delproces i bortskaffelse af affald, ikke varefremstilling.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabet påstod, at slamtørring var omfattet af proceslistens punkt 9, og at de derfor var berettiget til godtgørelse. De anførte, at:

• Punkt 9 specifikt angiver krav til tørstofindhold (højst 40 % før, mindst 90 % efter), som slammet opfyldte (3 % før, 90 % efter).
• Ordlyden "papir- og papmasse eller andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand" skulle fortolkes bredt, da "eller" indikerer alternativer, og "papir- og papmasse" var en eksemplifikation, ikke en begrænsning.
• Der var ingen sproglig reference i bestemmelsens andet led, der afgrænsede "andre stoffer og produkter" til papirfremstilling. Hvis lovgiver havde tilsigtet en indskrænkende fortolkning, ville de have brugt udtryk som "lignende stoffer" eller "hjælpeprodukter", som det var tilfældet i andre punkter på proceslisten (f.eks. punkt 6, 13, 16, 27, 28).
• Slamtørring var en varefremstilling, da restproduktet omsattes kommercielt, selvom markedsprisen var negativ. Selskabet befandt sig i en konkurrencesituation med udenlandske udbydere.
• Formålet med proceslisten var ikke udelukkende at styrke erhvervenes konkurrenceevne, men også at tilgodese energiintensive processer. Loven anvendte et teknisk proceskriterium, ikke et markedsøkonomisk.
• Slam, selvom det kunne defineres som affald, kunne samtidig være en handelsvare, jf. Vallonien-dommen (C-2/90). Dette var særligt relevant, da kuldioxidafgiftsloven implementerede Energibeskatningsdirektivet (2003/93).
• Skatteministerens svar på spørgsmål 9 under behandlingen af L 126 indikerede, at spildevandsslam var sammenligneligt med husdyrgødning og handelsgødning, som utvivlsomt var varer. Tørringsprocessen øgede slamets værdi, hvilket var analogt med andre forarbejdningsprocesser.
• Andre virksomheder, der producerede pulverprodukter som instant kaffe og æggehvidepulver via spraytørring, opnåede godtgørelse under punkt 9, hvilket understøttede en bredere fortolkning af bestemmelsen. Selskabet fastholdt, at det var lovgivers intention, at tørring af slam skulle medtages på proceslisten, og at ændringsforslag ikke blev fremsat, fordi man blev opmærksom på, at en sådan tørringsproces naturligt var omfattet af proceslistens punkt 9.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at selskabets gasforbrug til opvarmning i slamtørringsanlæg ikke var godtgørelsesberettiget efter Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 2.

Retten bemærkede, at godtgørelsesadgangen i den dagældende Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 2 er en undtagelse til hovedreglen i Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 1 om manglende godtgørelsesadgang. Med henvisning til proceslistens detaljerede udformning og systematik, herunder formuleringen af proceslistens punkt 9, fandt retten, at det omhandlede energiforbrug til tørring af spildevandsslam ikke kunne anses for en proces omfattet af punktet. Der var ikke grundlag for at antage, at tørring eller inddampning af vandopløste stoffer eller produkter generelt var tiltænkt omfattet af procesbeskrivelsen i punkt 9.

Landsskatteretten konkluderede, at energiforbruget med rette ikke var anset for omfattet af godtgørelsesadgangen i den dagældende Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 2, og stadfæstede derfor SKATs afgørelse.