Landsskatteretten stadfæster efteropkrævning af told på grønlæbet musling

Sagen omhandler SKATs efteropkrævning af told på 1.030.169,03 kr. for importeret tørret, formalet ekstrakt af grønlæbet musling (perna canaliculus) fra New Zealand i perioden 15. marts 2007 til 28. februar 2010. Selskabet, der anvender produktet til dyrefoder, mente, at varen skulle tariferes under toldtariffens varekode 2301 20 20 (uegnet til menneskeføde), mens SKAT havde tariferet den under 0307 99 90 (egnet til menneskeføde).

Klageren fremlagde en bindende tariferingsoplysning (BTO) fra de tyske toldmyndigheder fra december 2010, der støttede selskabets tarifering. SKAT henviste derimod til tidligere BTO'er fra andre EU-lande og en udtalelse fra Toldkodeksudvalget fra 2009, der begge støttede tarifering under hovedposition 0307.

Et centralt bevis i sagen var et sundhedscertifikat fra New Zealand, dateret 14. februar 2007, som angav, at produktet var "egnet til konsum" i overensstemmelse med EF-forskrifterne, men af kommercielle grunde ikke var bestemt til konsum. Under sagens behandling forelagde SKAT spørgsmålet for Toldkodeksudvalget, hvilket resulterede i udstedelsen af Forordning nr. 729/2013, der fastslog, at produktet skulle tariferes under KN-kode 0307 99 80 som "andet mel eller pulver af bløddyr, egnet til menneskeføde".

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om efteropkrævning af told, idet den importerede vare, tørret, formalet ekstrakt af grønlæbet musling, blev anset for egnet til menneskeføde og dermed tariferet under toldtariffens position 0307 99 90.

Sagens kerne var, hvorvidt varen skulle tariferes under toldtariffens kapitel 3, position 0307 (egnet til menneskeføde), som SKAT havde gjort, eller under kapitel 23, position 2301 (uegnet til menneskeføde/dyrefoder), som selskabet påstod. Landsskatteretten henviste til EF-domstolens praksis, der fastslår, at tarifering som udgangspunkt skal baseres på varens objektive kendetegn og egenskaber, som de fremgår af positionsteksterne og tilhørende bestemmelser.

Det fremlagte sundhedscertifikat fra de new zealandske myndigheder, dateret den 14. februar 2007, angav, at varerne i overensstemmelse med Forordning (EF) nr. 1774/2002 var "egnet til konsum, men som af kommercielle grunde ikke er bestemt til konsum". Retten fandt, at dette bekræftede varens egnethed til menneskeføde, og at den kommercielle bestemmelse ikke i tilstrækkelig grad ændrede herpå, da der ikke var en uløselig sammenhæng mellem varen og dens bestemmelse.

Landsskatteretten lagde desuden vægt på den senere udstedte Forordning nr. 729/2013, som var et resultat af SKATs forelæggelse af spørgsmålet for Toldkodeksudvalget. Denne forordning fastslog tariferingen af et lignende produkt:

Selvom den tyske BTO, som klageren henviste til, klassificerede varen under varekode 2301 20 20, trådte denne BTO først i kraft efter den periode, som efteropkrævningen vedrørte. Landsskatteretten fandt derfor, at SKATs tarifering var korrekt, og stadfæstede afgørelsen. Der var ikke grundlag for fritagelse for betaling i henhold til Toldkodeksen § 236 eller Toldkodeksen § 239.